Færøsk efterskrift til “Turkaránið”,
Forlaget Sprotins udgave af Jens Riise Kristensens “Barbariet tur retur”

Om “Tyrkertiden” på Færøerne
af Absalon Absalonsen


Alle færinger har hørt om tyrkerne eller sørøverne og sørøvertiden. “Tyrkerne kom ikke fra Tyrkiet” har de fleste fået fortalt, både i skolen og mange andre steder. Alle korsarer eller pirater fra Nordafrika blev i samtlige nordiske lande bare kaldt “tyrkere” som en fælles betegnelse. Fælles for disse var, at de kom fra det Osmaniske Rige, som havde sin hovedstad i Istanbul, Tyrkiet, og omfattede mange lande, der alle var muslimske. Foruden Tyrkiet omfattede dette imperium hovedparten af Nordafrika helt over til Marokko og fra Middelhavet til Sahara i syd. Den arabiske halvø og delområder i Europa hørte ligeledes med til dette rige, dengang det havde sin største udstrækning.

I den tidsperiode, vi her omtaler, var røvertogter og menneskehandel et betydeligt erhverv i mange lande, og det var ikke kun “tyrkerne”, der havde denne aktivitet som næringsvej. Amerikanere og europæere røvede slaver i Afrika og solgte dem i Amerika. Tyrkerne, der tog på rov i Europa, kom, som vi har set, helt op til Island. Færøerne oplevede også tyrkerne som en alvorlig plage i denne periode. Vi skal hermed prøve at belyse dette ud fra det materiale, der er til rådighed.
Folk, der er født i sidste halvdel af 1800-tallet, har ofte fortalt, hvordan de som børn fik alvorlige advarsler mod fremmede skibe. Hvis der kom ukendte skibe ind i fjorden, blev alle døre låst, og de gamle syntes ikke om, at store drenge roede ud til skibene, men som regel lod de sig formilde, hvis drengene bragte et eller andet spiseligt med tilbage, skibskiks f.eks. At frygten for fremmede skibe sad dybt i disse mennesker havde sin forklaring i, at man ofte havde hørt om “tyrkerne” og deres fremgangsmåde på Færøerne i gamle dage.

Der findes kun en beskeden mængde skriftligt materiale om “tyrkertiden” på Færøerne, hvoraf det fremgår, at tyrkere har hærget flittigt her i første halvdel af 1600-tallet. Det fremgår ligeledes, at Suderøen og i særdeleshed bygden Hvalbø har været mest plaget af sørøvere og flere gange har været udsat for grusomme angeb. Af samme årsag har man i nævnte periode flere gange oplevet hungersnød på Suderø. I bøgerne Færøerne hvornår skete det (1999) og Færøerne i 1000 år (1990), forfattet af Heini Madsen, omtales sørøvere mange gange. Begge disse bøger bygger på velbeskrevet historisk materiale, og her omtales sørøvere flere gange, da vi når frem til 1600-tallet, men der findes også eksempler på, at sørøvere har hærget Færøerne inden den tid. Historien om Magnus Heinason (1545-1589) beviser, at fremmede fjendtlige fartøjer har været aktive omkring Færøerne, mens færinger nærmest var totalt forsvarsløse.

Heini Madsen skriver, at omkring år 1600 var piratangreb ganske almindelige på øerne, men manglende skriftligt materiale gør det vanskeligt at beskrive dem i detaljer. I de bygder, hvor man har god udsigt over havet og ligeledes på mere skjulte steder, byggede man i denne periode såkaldte vagthuse. Lige så snart fjendtlige skibe nærmede sig land, flygtede folk til fjelds, og under angreb forsøgte man at forsvare sig ved at vælte eller smide sten ned over angriberne. På flere steder er der antydninger af, at rigtige kampe har fundet sted, stednavne som f.eks. Fransagravir og Íragravir giver en antydning af, at franskmænd og irere kan regnes bladnt dem, der har plaget færingerne i disse tider, men mest skræmmende er dog historierne om de såkaldte “tyrker” fra Algeriet og Marokko. De opnåede stor fortjeneste ved at røve mennesker, som de siden solgte på de nordafrikanske slavemarkeder. De angreb også engelske fiskerkuttere, der drev fiskeri her i området, men de samme fiskekuttere røvede også folk herfra øerne og brugte samme fremgangsmåde som rigtige sørøvere. Det samme var tilfældet med de mange hvalfangerskibe, der passerede Færøerne på vej mod Grønland.

I år 1600 var Suderø udsat for flere angreb fra sørøvere, hvilket førte til en alvorlig mangel på mad, og mange mennesker døde af sult, deriblandt Ismael Nielsen, øens præst med bopæl i Kvalbø.

Færøernes befolkning udgør i 1614 4.401 mennesker. Dengang boede der ca. 100 mennesker i Thorshavn. Til sammenligning kan det nævnes, at den samlede besætning på hvalfangerfartøjer, der drev hvalfangst ved Grønland og Nord-Amerika på samme tid, udgjorde ca. 10.000 mand. Hval- og sælspækolie var på den tid et meget eftertragtet handelsprodukt. “Jordolien”, fossilt brændstof, som vi benytter nutildags, var endnu ikke blevet taget i brug, og noget af det bedste brændstof, man kunne skaffe og anvende til lampebelysning i alle europæiske byer var nemlig den olie, man udvandt af sæl- og hvalspæk.

I áret 1612 opstod der en total solformørkelse på Færøerne. Det fortælles, at irske sørøvere tog flugten i forskrækkelse over dette for dem ukendte naturfænomen. Andre beretninger vil dog mene, at det var de fire berygtede (Hargarbrøður) brødre fra bygden Sumba, der drev irerne væk fra øen, efter at de havde slået og pisket dem med store kæppe, der ellers blev anvendt til sælfangst. Disse brødre havde ellers længe ligget i strid med hinanden, men da solen forsvandt og det blev mørkt midt på dagen, da gav de Vorherre løfte om, at hvis solen kom tilbage, så ville de slutte fred, så solen ville komme til at skinne igen.

I 1613 angriber sørøvere Kvalbø på Suderø på ny og ligeledes Vestmanna på Strømø.
Den ældste af Færøernes bevarede tingbøger, som er skrevet på dansk og som stadig er tilgængelig, er fra 1615. I den findes beretninger om sørøvere allerede på første side. Bogen begynder med, at færinger sender en klage til Danmarks konge om engelske fiskere, der røver færinger. De bliver taget ombord, hvor de siden arbejder som slaver, mens de driver fiskeri f.eks ved Island, for derpå at landsætte dem tilfældige steder, når fiskeriet er overstået. Der bliver også berettet om sørøvere, som har angrebet Hvalbø og Vestmanna, hvor man er blevet berøvet alt løsøre samt alle bådene og alle fiskeredskaber. Mændene har været nødsaget til at arbejde med landbrug i den bedste fiskesæson, hvor de ellers kunne have tjent til livets ophold på havet. Kongen anmodes om at fremskaffe de nødvendige våben, så færingerne får en chance for at forsvare sig mod piraterne.

Dette er indskrevet i tingbogen den 6. august 1615.

Allerede den næste dag, d.v.s. den 7. august 1615, sender de en undskyldning, da “Gabriel” - et af kongens skibe – nu er ankommet til landet for at søge efter disse røvere, som nu “paa tvende aarstier Plundrit og Röffuit Oss fattige folck her udi Landet

Den 2. maj 1615 afsejler to danske orlogsskibe “Jupiter” og “Vægter” fra København under ledelse af Jørgen Daa. Et af besætningens medlemmer er den senere berømte søfarer og opdager Jens Munk. Den 20. maj er Jørgen Daa nået til Kvalbø, der ligesom Vestmanna i de to foregående år havde været udsat for frygtelige overfald. Begge disse steder havde været anvendt som base for piraternes virksomhed. Men fjorten dage inden orlogsskibenes ankomst er piraterne afsejlet. Rasmus Sørensen, der på det tidspunkt var præst í Kvalbø, blev så slemt pint og pryglet af piraterne, at han blev hjerneskadt.

Den 22. maj ankom Jørgen Daa til Vestmanna, og her lykkedes det ham at tage to irske piratskibe. Otte af piraternes officerer blev hængt, resten af besætningen fik lov til at afsejle med det ene fartøj. Det andet piratfartøj blev bragt til København som krigsbytte.
Senere samme år var Jørgen Daa i Nordnorge, hvor det lykkedes ham at indfange og besejre den berygtede engelske sørøver Mandus, der tidligere på året havde hærget bygden Kvalbø på Færøerne. Mandus blev ført til København, hvor han blev hængt.

Fra lagtingssamlingen i Thorshavn på Skt.Olaj (29. juli) samme år sendes der en tak til orlogsskibet “Gabriel” for de tiltag, man nu har iværksat til beskyttelse af færingerne mod sørøvere.

Den 8. april 1616 stævner Jørgen Daa igen ud fra København – denne gang med otte orlogsskibe – til farvandet mellem Island og Grønland for at indfange dem, der drev ulovlig hvalfangst i området. Skulle det lykkes ham at indfange nogle fartøjer, havde han ordre til at aflive hele besætning.

I Vestmanna nedriver engelske sørøvere den galge, som Jørgen Daa havde rejst. Fire bønder føres til forhør og de bevidner, at de hollændere, som også befandt sig i Vestmanna, ikke havde deltaget i nedrivelsen af galgen. Hollænderne var nemlig venligt stemt over for færinger, deres interesse var at købe og sælge, d.v.s. drive smugleri uden om den kongelige monopolhandel i Thorshavn. Der står en hel del i tingbøgerne om smugleri med engelske, skotske og hollandske skibe, som både var ivrige efter færøske uldvarer og tilbød færinger de varer, som man her havde behov for til en langt gunstigere pris end den kongelige monopolhandels i Thorshavn.

I 1618 bliver to danske orlogsskibe afsendt til Island og Færøerne, og i 1622 atter tre. Deres opgave var både at escortere de danske handelskibe frem og tilbage og ligeledes at beskytte Islands og Færøernes befolkninger mod sørøvere.

Frem til 1629 ser det ud til, at der har været nogenlunde fredeligt med hensyn til sørøvere omkring Færøerne. De fire tyrkerskibe, der angreb Island i 1627, og de to danske handelsskibe, der blev taget i Island, har selvfølgelig passeret Færøerne, men nok i en afstand, hvor de næppe har haft landkending. Vi er klar over, at på tilbagevejen kom det ene af de to erobrede fartøjer bort fra de andre. Der fortælles sagn om, at et af disse skibe strandede ud for bygden Sumba ved sydspidsen af Færøerne, og at kun een mand reddede sig i land. Men disse historier kan næppe være pålidelige, for skulle et skib være strandet ved Færøerne i dette tidsrum, ville det ganske sikkert fremgå af de færøske tingbøger, som ellers er omhyggeligt ført vedrørende lignende hændelser. Ellers er det dokumenteret, at det skib, der angreb Grindavík på Island i 1627, nåede frem til Marokko, da Jón Jónson, som blev taget til fange i Grindavík, skrev et brev til sine forældre i 1630, hvor han beder dem om at skaffe løsepenge, så han kan få lov at rejse hjem. Dette brev er bevaret. Et andet brev dateret 1631 fra en af de tilfangetagne islændinge, Guttormur Hallson, er ligeledes bevaret.

Det store tyrkerangreb i bygden Kvalbø
I 1629, to år efter det store tyrkerangreb på Island, oplever man det største sørøverangreb nogensinde på Færøerne. To kæmpestore sørøverskibe med en samlet besætning på næsten 500 mand sejlede ind på Hvalbø Fjord. Mere end tredive kvinder og børn i Kvalbø blev røvet, seks mennesker blev dræbt, desuden blev bygden frarøvet samtlige både, redskaber og alle kreaturer. Det fortælles, at disse sørøvere også kom til bygderne Trangisvåg og Ørdevig. Deres plan har utvivlsomt været at udplyndre hele øen. Det, de fik røvet i Kvalbø, var kun begyndelsen på deres samlede plan for togtet.

Vi kan forestille os, at der er anvendt samme fremgangsmåde og udvist samme holdning, som den vi kender fra Vestmannaøerne på Island to år tidligere. Angsten og grusomhederne har næppe været mindre. Skrigende kvinder og børn, dybt sårede og døende mænd. Man forsøger at flygte til fjelds, men det lykkedes ikke for alle. Øens præst bliver så slemt behandlet, at han blev sindssyg og måtte fritages fra sit embede, hans syvårige søn var en af de dræbt.
Til alt held for færingerne brød en kraftig storm løs, der standsede angrebet. Det ene af skibene lå for anker i fjorden, da stormen kom, ankeret brast, og skibet drev mod klipperne, hvor det blev smadret og hundredvis af tyrker druknede. Det andet skib klarede at komme ud af fjorden og viste sig ikke igen. De mennesker, der var blevet røvet, må have befundet sig ombord på dette skib, eftersom der senere indløb krav fra Algeriet om løsesum for disse mennesker.

Hvis ikke stormen havde ramt tyrkerne og sat det ene af skibene på grund, hvor det blev knust, hvilket resulterede i, at alle ombordværende led druknedøden, så ville tyrkerne utvivlsomt have taget hele Suderøens befolkning til fange og lagt øen øde. Man ved også, at de havde planer om at vende tilbage næstkommende sommer med elleve skibe og røve hele Færøernes befolkning. Den oplysning fik man i Kvalbø fra et af besætningsmedlemmer på tyrkerskibene, der talte dansk, det fremgår af Færøernes tingbog.

Da stormen havde lagt sig og vejret blev bedre, fik Kvalbøs befolkning en højst ubehagelig og uendelig svær opgave, som de måtte udføre, hvad enten de brød sig om det eller ej. Først skulle de med sorg og græmmelse begrave deres egne, der var slået ihjel, deriblandt præstens syvårige søn, om hvis lig det fortælles, at det var meget ilde tilredt, bl.a, at ansigtet var opskåret med kniv.
Dernæst skulle ligene af et hundredtal af druknede tyrker lægges i jorden eller i sandet, for at de ikke skulle ligge og rådne i strandkanten. Alle de redskaber, som i denne forbindelse skulle bruges, var blevet røvet. Sandsynligvis har man fået hjælp fra øens andre bygder til denne modbydelige opgave. Stedet, hvor de døde blev begravet, fik navnet “Turkagravir” og kan påvises den dag i dag.


Færinger sender brev til kongen
Et brev til kong Christian IV, som er indført i tingbogen, beviser disse rædsleder. Her står bl.a.: Udi denne Sommer er der her udi Landet udi Qualdböö i Suderöö tvende tyrskiske Skibe, som have inde ved fem Hundrede Mand af allehaande Slags Skjelmer og Parti, og haver samme Parti frataget de fattige Folk udi forskrevne Øy og Qualbö udi Suderöö, som der ere bosiddendes, hvad de haver haft, hvorover de fattige Folk ikke aleneste haver mistet deres Kveg og Fe, Fiskebaade og andet, men endogsaa er de fattige Folk der udi Øen frataget deres Hustruer og Børn, over tredive Mennesker, hvorover Gud sig naadigen forbarme. Og haver de slemme Mennesker ihjelslaget seks Mennesker udi samme Øy.

Derefter bliver der forklaret, at i stedet for at tage på havet i årets bedste fiskesæson for på den måde at tjene til livets ophold er man nu i Kvalbø nødt til at “ligge ude i marken” . Da alle bygdens både og fiskeredskaber var blev røvet, var man nødt til at arbejde i marken i årets bedste fiskesæson. Af samme årsag er man ikke bare agterud med betaling af kongens leje- og jordforpligtelser, men man er også i “alsomst største hunger og elendighed”.

I brevet til kongen forklares det videre: “og ere befrygtendis at for´ne Skjelmer med flere af deres Parti vilde sig hid til dette fattige Land næstkommendis Aar vilde med elleve Skibe sig hidtil begive”, og hvis ikke “Vor Herre saa naadigen havde straffet de slemme Mennesker, at det ene Skib formedelst en heftig Storm drev i Land og sloges i Stykker, da havde de haft i Agt at spolere og afbrænde dette ganske fattige land, som en dansk Mand, de havde med sig berette”.

Af dette fremgår, at en dansker eller en dansktalende har været med tyrkerskibet, og han har fortalt dette til færinger i Kvalbø, og i yderste nød og for Guds skyld bliver der i brevet ydmygt og inderligt anmodet om kongens hjælp “mod saadanne Tyve og Skalkeparti ... og ugudelige Menneskers Vold og store Overlast. Der bliver også i brevet anmodet om at få udleveret geværer til forsvar og vejledning i at anvende dem. Brevet afsluttes med ordene:
Her paa forvente vi Eders Maytts naadige og milde Svar, hvilket Gud allermægtigste vil Eders May belønne, og vi fattige tro Undersåtter er stedse og altid med vores Bønner til Gud den allermægtigste ville det ihukomme, som vi des dog forpligtet ere. Den samme evige Gud spare og bevare Eders Maytts. Udi et langtvarende og lyksaligt Regimente.

Actum Thorsshavn udi Færöö, den 6. Juli Anno 1629
Edres Kong, Maytz
Allerunderdanigste Undersaatter paa Færööe.
Jens Jensen Skiffue, Guds Ords Tjener i Sandöö
og Official paa Færööe
Joen Justinussön, Lagmand paa Færöe
Michel Joensön og Jacob Pedersön
Sysselmænd sammensteds.

Det fremgår klart af det, som er indført i tingbogen ved Skt. Olaj (29. juli) samme år, at der var stor nød i landet. Det bliver nævnt, at hvis den kongelige monopolhandel ikke i den foregående vinter havde leveret mel og korn til folket i bytte for uldvarer, “da havde Halvparten af de fattige Folk her udi Landet blevet død af stor Hungersnød, thi Fiskeriet haver aldeles slaget fejl for dennom i dette Aar”.

Lagmanden samt seks tilsvorne lovretsmænd har sat deres underskrift i tingbogen.

Bønderne er i stor restance til kongen, det samme er tilfældet for dem, der driver Monopolhandlen. Kongen modtager ikke den aftalte leje, men i tingbogen bliver det bedyret, at det ikke er fordi, man sammen med sysselmændene ikke forsøger det eller har den nødvendige kompetence til at opkræve kongens tilgodehavende, men at alt er forårsaget af dårligt fiskeri. I Monopolhandlen bliver der udleveret korn og mel i bytte med de uldvarer, der indleveres, selv om dette efter reglen burde gå til nedbetaling af gammel gæld.

Den 3.august 1629 behandler lagtinget en sag om det tyrkerskib, som er strandet i Kvalbø. Suderø-sysselmand Jacob Holvdansøn er indkaldt og bliver spurgt, om han ikke har bjærget flere vragdele eller genstande (ud over det der allerede er opgivet). Han svarer, at han har bjærget noget mere end det, som kongens foged selv stod for at bjærge i den tid, han var på Suderø. Der er blandt andet tale om to ankre, 62 jernkugler (nok kanonkugler), 18 stangkugler, 6 lænkekugler, en god del jernbolte af forskellig slags, to urtepotter bliver også nævnt, en del tovværk og andet. Jacob Holvdansøn forklarer, at to dage inden han tog afsted hjemmefra, vadede han ud til vraget og fandt da under fødderne en lille lærredspung, som indeholdt en del sølvmønter, i alt 5 stykker von Acten, som han har afleveret til kongens foged, Mads Christensen. Sysselmanden beretter ligeledes, at lidt borte fra vraget - på tre favnes dybde – kunne han se tre “stykker” på bunden, men som han mente lå på for stor dybde til, at man kunne bjærge dem. Alt dette er noteret, og sysselmanden Jacob Holvdansøn får ordre til at skaffe folk i Suderø til hjælp, som derefter må gøre deres yderste for at bjærge alt det, der bjærges kan.

Det er interessant, at tre “stykker” kan ses på havbunden ved vraget. Det kan være, at der her er tale om tre kanoner. I gamle færøske skrifter bliver kanoner kaldt “goturstykkir”. Så hvem ved, om der ikke ligger tre kanoner under sandet i Kvalbø ved det sted, hvor tyrkerskibet strandede og gik til grund ? Man kan endnu ved nævnte sted se nogle store sten, der ikke er af færøsk stenart, men snarere en del af tyrkerskibets ballast. Geologer, der har undersøgt disse sten bekræfter, at stenarten hidrører fra Marokkos kyster.

Den 6. august 1630 fremgår af tingbogen, at landfogeden Mads Christensen har indforskrevet nogle mænd, der skal syne og vurdere de ankre, han har bjærget og fået i land fra tyrkerskibet, der forliste ved Kvalbø forrige år. Mændene er Niels Honnigh, skibsfører, Theus Janssøn, styrmand og Jacob Pederssøn, landssekretær. De har synet ankrene og bekræfter, at på det bedste af de to er begge ankerflige revet af og “kunde vi dennom ikke højere vurdere end 23 slette daler”.

Det er sandsynligt, at vi her har årsagen til, at skibet drev på land. Begge ankerflige er brækket af på det bedste anker. Så har de selvfølgelig ingen værdi som ankre og kan kun vurderes efter deres vægt som almindeligt jern.

Der har måske været 250 mand ombord på det skib, der forliste. Mange lig skyllede op på stranden og blev begravet på det sted, som endnu hedder “Turkagravir”. En person, der er født og opvokset i Kvalbø, har oplyst over for mig, at her er god sandjord, og han vidste, fra folk, der har opbevaret kartofler dybt nede i jorden her, at det er hændt, at man er stødt på menneskeknogler.

Vi har ikke nogen nedskrevet beretning om selvest angrebet på Kvalbø, til sammenligning med Ólavur Egilssons om overfaldet på Vestmannaøerne i Island. Dog kan man dokumentere, at Suderøs præst Poul Rasmussen i 1630 bliver fritaget fra sit embede, fordi han er blevet sindslidende af det, som han oplevede i forbindelse med, at tyrkerne dræbte hans søn.
Det er ligeledes dokumenteret, at Suderø-præsten Hans Rasmussen rejser fra Færøerne i 1632 på grund af frygt for sørøvere.

Anno 1630 den 21. juni

Lagtinget er kaldt sammen til møde i Thorshavn i forbindelse med brev fra kongen.

Landfoged Mads Christensen læser brevet op. Det drejer sig om “Befaling formedelst om hjælp her ud af Landet til de fattige Folk, som ere fangne udi Barbariet.”

Da brevet var læst op, foreslog landfogeden alle dem, der var til stede “at enhver af kristelig Kjærlighed og Medynk enhver efter deres Formue vilde udlove og tilhjelpe de fattige fanger med at randsonere og befri af Thirckens Thiranij

Dertil svarede provsten, præsten, lagmand, lagretsmænd (48 færinger var udpegede lagretsmænd) og dem, der repræsenterede “den menige almue”, at enhver efter formående gerne ville hjælpe og udlægge det beløb, de havde mulighed for, “men efter denne elendige Tids Tilstand, som nu haver været forgangen Vinter, som ingen af os kan mindes ... Her har været saa stor Elendighed, at mange Mennesker ere bortdøde af stor Hungersnød hvorover vi fattige Folk ikke kunne betale Hans May. Leje og Landskyld. Tilmed den største part af os lever udi største Armod og Elendighed, hvilket Gud bedst kender, men naar Gud vil give os sine Gaver og velsigne os af Søen ville vi gerne som tro Undersaatte altid findes hørig og lydig”. De erklærer sig villige til at betale efter deres “yderste formue” det, som bliver dem pålagt af Kongen. Således bliver der besvaret. Brevet er underskevet af provsten, lagmanden og ti lagretsmænd.

Der blev ikke indsamlet nogen penge til at løse de stakkels tredive mennesker fra Kvalbø fra slaveriet i Nordafrika. Det er en tragisk virkelighed, at man får bevis for, at disse mennesker er i live og kunne have været købt fri det efterfølgende år. Kongen fik krav om en løsesum, men sendte det videre til færingerne velvidende om Færøernes elendighed og store armod.

Folkesagn om tyrkerne på Suderø
Efter sådanne grusomme hændelser, som færingerne oplevede i “tyrkertiden”, vil der, efterhånden som årene går, blive fortalt adskillige historier, og efterhånden som de går fra mund til mund gennem flere generationer, vil der altid være noget, der afviger en smule fra virkeligheden, men flere af beretningerne kan genkendes i det beskedne materiale, der er nedskrevet, og der skal ikke stor fantasi til at skille virkelighed fra opspind.

I tiden 1898 til 1901 samlede og nedskrev dr. Jacob Jacobsen mange folkesagn fra forskellige steder på Færøerne. Senere blev en stor del af dette materiale udgivet som bog med titlen “Sagnir og ævintýr”.

I denne bog finder man en historie, der hedder “Turkar í Suðuroy”. En stor del af disse folkesagn kan genkendes i det, som vi allerede har omtalt. Historien om Poul Rasmussen, der var præst i Kvalbø, er hjerteskærende. Her bliver fortalt, at pastoren var taget en tur ned til stranden med sin syvårige søn. Da så de en af tyrkernes officerer falde ned på knæ, mens han bad med ansigtet vendt imod solen. Drengen har betragtet dette som en mærkelig og morsom oplevelse, og han begyndte at grine ad dette forehavende. Officeren blev rasende og ville så tage fat i dengen, men det lykkedes dog for præsten at rive drengen til sig og komme væk med ham på hestens ryg.

Muslimer overholder deres foreskrevne ritualer og falder ned på knæ med ansigtet vendt mod Mekka, de bøjer hovedet helt ned mod jorden, mens de fremsiger deres bønner på en bestemt måde. Denne mærkelige opførsel og lyd var jo fuldstændig ukendt for drengen, og han har fundet det meget morsomt. Men tyrkerne har betragtet det som gudsbespottelse og ville have fat i drengen.

Præsten red på sin hest sammen med drengen ind gennem “Prestdalen” og siden op ad fjeldsiden, men flere tyrker fulgte efter dem. De red ind i en tågebanke, og tyrkerne mistede dem af syne. Præsten mistede sin kappe da han steg ned af hesten, gemte sin søn mellem to klipper og sig selv lidt derfra.

Tyrkerne fandt kappen, og en af dem tog den på og har passeret stedet, hvor drengen lå skjult, men da drengen så en mand i præstens kappe, har han ment, at det var hans far og råbte “Far tag mig med”. Drengen blev fanget, men nu råbte han så højt, at faren krøb frem fra sit skjul. Han flygtede til fjelds og sprang ud fra fjeldkanten ved Trangisvåg (han har da løbet flere kilometer), og landede stående på en græsbevokset afsats, som den dag i dag bliver kaldt “Gimbrarókin”, og der stod han midt blandt folk fra Trangisvåg og Kvalbø, som var flygtet. Sagnet fortæller, at fra fjeldkanten, hvorfra præsten sprang ud, og ned til det sted, hvor han landede, har været femten favne. Han fik dog ikke dødeligt mén af dette, men blev derimod syg i sindet og året efter løst fra sit embede. Denne historie stemmer overens med tingbogen.

Vi kan forestille os, at præsten har haft to muligheder at vælge imellem. Han kunne forsøge at redde drengen for så at blive dræbt for sin søns øjne, og han kunne flygte og prøve at redde sit eget liv. Han har hørt drengens angstlige skrig mens han flygtede fra tyrkerne for at redde sig selv. Nogle dage senere har samme mand været nødt til at begrave sin egen søn og fem andre af sine sognebørn. Drengens skrig og nødråb efter sin far har lydt for hans indre øre nat efter nat og dag efter dag. Ikke så sært, at han har mistet søvnen, er blevet syg i sindet og derfor blev nødt til at forlade sit embede.

Stednavnet “Turkagravir” kan som sagt stadig påvises. Her blev ligene af de tyrker, der skyllede op på stranden, begravet. Sagnet fortæller, at præstesønnens lig blev skyllet op på stranden, og sagnet siger yderligere, at hans ører var skåret af, og der var snittet med kniv fra munden helt til ørerne.

I samme sagn bliver der også fortalt, at der var to skibe, der strandede, og at det tredje sejlede videre, men det stemmer ikke overens med tingbogen, der står tvende skibe kom ind til Kvalbø. Historien er omkring 270 år gammel, da dr. Jacobsen skriver den ned, det er derfor ikke så mærkeligt, om et og andet er tilføjet i årenes løb.

Det ene af sagnene handler om Jákup, som var bonde på den gård i Kvalbø, der hedder “við Neyst”. Han flygtede til hest og havde gemt sig i en hule. Tre tyrker løb efter ham, de fik øje på hesten, og da de bøjede sig ned og kiggede under hestens bug, så de Jákup inde i hulen, men Jákup havde et ladt gevær med sig, han ventede med at skyde til han kunde ramme to tyrker samtidig, dette lykkedes, og den tredje flygtede, men Jákup indhentede ham og slog ham med geværet, så han faldt død om.

En mand fra den del af Kvalbø, der nævnes “á Heyggi”, ville hjælpe sin kone med at flygte op i det fjeld, der hedder Grímsfjall; tre tyrker fulgte efter dem, og konen var ikke i stand til at løbe. De blev indhentet, og konen blev antastet. Manden turde ikke forsvare hende, men hun magtede at lægge to af tyrkerne ned inden en tredje kom til. De smed konen ud over fjeldkanten, hun faldt ned på en afsats, men hun døde ikke af det. Hun prøvede så at kravle hen til en vandpyt for at få noget at drikke, men da tyrkerne fik øje på hende, steg de ned et andet sted og skar hendes bryster af.

Sørøverskibene var bemandet med mænd af forskellige nationaliteter. En mand fra Kvalbø var næsten blevet fanget af sørøvere, der løb efter ham, men den ene, som var et godt stykke foran de andre, slog ham over skuldrene med kårdens flade side og sagde at han skulle lade som om han faldt nedi græsset og bare ligge helt stille. Således reddede denne mand sit liv, men ordene må have været sagt på et skandinavisk sprog, ellers kunne færingen jo ikke forstå dem. I tingbøgerne er der skrevet om en dansk mand, der var med tyrkerskibene og havde fortalt færingerne i Kvalbø, at disse tyrker agtede at vende tilbage året efter med elleve skibe for at angribe og berøve hele Færøerne.

Der ligger ofte en historie bag diverse stednavne, og der findes mange steder på Færøerne, som har navn efter tildragelser fra tyrkertiden. Fra Kvalbø kom tyrkerne over fjeldet til Trangisvåg (det tager ca. halvanden time til fods). Folket var flygtet op i fjeldene til et skjulested vest for bygden. Men der var en mand ved navn Mikkjal, der ikke vilde forlade sin gamle far. Tyrkerne angreb huset, og Mikkjal forsvarede sig så godt, han kunne, men til sidst måtte han flygte. Han tog gløderne fra ildstedet og lagde dem på et grydelåg og smed dem i ansigtet på tyrkerne, da de kom ind ad døren. Han havde kun en uldskjorte løst omkring sig, den tog tyrkerne. Derefter flygtede Mikkjal nøgen afsted, og tyrkerne fulgte efter ham.

I den store elv ved Trangisvåg er der en stor dam, der kaldes “Mikkjalshylur” (Mikkjals-dam), thi her satte Mikkjal i et utroligt spring over dammen, og da han så sig tilbage, så han tre tyrker plumpe ned i den. Tyrkerne vendte om, men Mikkjal fortsatte hele vejen til bygden Famien. Dammen har siden heddet “Mikkjalshylur”. Denne historie er blevet nedskrevet omkring år 1900, da var dammen 14 alen bred (ca. ni meter), men det siges, at i gamle dage har den været smallere og betydelig dybere.

Fra Trangisvåg fortsatte tyrkerne til bygden Ørdevig, hvor der er et sted ved navn “Turkadíkið”, en stor nærmest sumplignende mudderpøl. Det fortælles om en kvinde ved navn Marjun Lavarsdóttir, også kaldet Vísa Marjun (kloge Marjun), der ved sin snild fik tyrkerne til at vende om. Hun beordrede at alle huse skulle fyre godt op i ovne og ildsteder så hele bygden blev skjult i røg, hvorpå hun arrangerede, at en masse små træstykker blev sat op på marken dækket med klæder, så det skulle ligne en menneskemængde. Idet tyrkerne nærmede sig mudderpølen, som senere fik navnet “Turkadýkið”, fik de øje på en grim kælling, der pegede direkte på dem med sin stav og sendte en gøende tæve lige imod dem. De blev forskrækkede og vendte om. Men den grimme kælling var ingen anden end Marjun Lavardsdóttir selv.

Tyrkerne kom også til den bygd, der nu hedder Sandvig, dengang den hed Hvalvig. Folk flygtede fra Hvalbø og skjulte sig i en grube, som kaldes Primhellið på vestsiden af Suderø, nord for Hvalvig. Den største bondegård på Suderø er Giljagarður i Kvalbø. Bonden var nået et godt stykke op fra bygden med sin familie og tjenestefolk, da hans to døtre kom i tanker om, at de havde glemt at tage deres parfume med, så de vendte tilbage efter den. Bonden ventede da, til han så tyrkerne komme til gården og tage begge hans døtre; siden fortsatte han mod “Primhelli” til de andre. Om denne historie er pålidelig eller ej kan vi bare gisne om.

En mand ved navn Ellintur í Skálum gik fra sit hjem med sine to sønner, deres hensigt var at nå op på fjeldet “Einigjól” og derefter ned efter en lønlig sti kaldet “Turkastíggjur” ind i et forbjerg ved “Hvalvíksegg”. Men da den gamle mand blev træt og udmattet, standsede sønnerne og forsøgte at forhindre tyrkerne i at nå op, så deres far kunne få lidt forspring. De væltede mange store sten ned over tyrkerne og fortsatte, indtil de mente, at den gamle var nået frem til stien. Så holdt de op og løb fra fjenden hen til deres gamle far.

Tyrkerne kom helt til nordenden på Suderø, hvor der sad nogle mennesker fra to bygder i Kvalbø nede på en afsats i forbjerget. Blandt disse en dreng, som var psykisk underudviklet, men ellers sund og rask. Han gik med en spade og ville gerne op til de fremmede for at bede dem om sukker. Man ville selvfølgelig ikke give ham lov til det, men her hjalp ingen snak, han gik alligevel op til tyrkerne. Kort efter hørtes der nogle bank, og før nogen anede hvad der skete, kom krop og hoved væltende hver for sig ned ad bjerget og spaden ligeledes. Man kunne tælle femten sværdhug i spaden, som staklen havde forsøgt at forsvare sig med.

I Sandvig er der et sted ved navn “Ì Botni”, hvor nogle mennesker var flygtet ind i en grube kaldet “Hol í Botn”. Da tyrkerne sejlede nordover langs kysten, fik de øje på disse mennesker og beskød dem, men kuglerne røg ind i bjerget lige under dem. Da kunne disse folk fra Kvalbø se mennesker hængt op i håret på riggen, hvorfra man hørte hyl og skrig.

Disse er blot brudstykker fra det, som dr. Jacob Jacobsen har noteret om gamle folk på Kvalbø i tiden fra 1898 til 1901. Det er svært at sige, om alle tyrkersagnene hidrører fra eet eller flere tyrkerangreb, men en stor del af materialet passer godt med, hvad der står i tingbogen om overfaldene i 1629. Dog vides det med sikkerhed, at flere sørøverangreb har fundet sted i Kvalbø før 1629.

 

Absalon Absalonsens egen oversættelse til dansk,
redigeret og korrekturlæst af Jorge Braga og Bodil Ashkenazy,
Forlaget Ørby juli 2018.


Barbariet tur retur

Jens Riise

Sprotin

Forsiden