Ringergården 9, 1.tv.
DK 2400 København NV
 
Tlf.:
+45 2721 5832

e-mail
 

Uddrag af
SUPER FLUMINA BABYLONIS
en novelle af Jorge de Sena
om renæssancedigteren Luís de Camões,
hvis hovedværk „Os Lusíadas“ (1572)
H.W.Lundbye, dansk chargé d'affaires i Tunis, oversatte til dansk i 1828,
Lusiade.

Super flumina babylonis

Opstigningen af den smalle, stejle, mørke trappe med de alt for høje, skæve trin, var ham en plage hver gang han kom hjem. For at holde balancen støttede han sig til væggen hvorfra det meste af pudsen forlængst var drysset af, også ned over ham, og ved at stemme krykkestokken fast i modsatte side af det næste trin, steg han møjsommeligt op, stakåndet af raseri over det langsomme tempo. Den sjælefred han havde opnået under samværet med dominikanermunkene, hvis opbyggelige belæringer han jævnligt overværede og som efterfulgtes af fortrolige samtaler, bortvejredes når han sidst på dagen vendte hjem, og det tog ham tid at komme til sig selv og falde til ro på den lave bænk ved vinduet, hvor han efter aftensmåltidet sad og rugede over minder og sorger, mens hans gamle moder puslede omkring optaget af sine evindelige huslige gøremål, kun afbrudt af tilløb til samtale, som han smilende og åndsfraværende besvarede med enstavelsesord eller tørre bemærkninger, som snarere var henvendt til ham selv end til hende. Sommetider fremturede hun og gentog sig selv for at få et svar. Men heller ikke disse anstrengelser førte til noget: Egentlig ville hun også blot dulme sin egen samvittighed og sorg over den aldrende og sygdomsplagede søn, hvem livet havde knust, for med ord der skulle gøre det ud for samtale at hindre ham i at fortabe sig i ensomme grublerier, hvor som bekendt Den Skinbarlige så nemt sniger sig ind. For ham var det dog ikke tankerne, der i sig selv var skræmmende, men de stadig større ophold mellem dem. Når hun talte til ham, og navnlig når hun fremturede, gjaldt det for ham om ikke at lade sig distrahere af hendes ord; ellers åbnede der sig i den afbrudte strøm af tanker, der uafladeligt brusede af sted som en oprørt flod, et mørkt tomrum, en uhyggelig malstrøm, hvori brudstykker af kasserede verslinier og synsindtryk hvirvlede rundt, og dybest nede ligesom en lille oplyst døråbning, eller en rude over ukendte vande, hvor sære former flød rundt, der var det som om et øje stirrede på ham, et blinkende eller sitrende øje, eller måske slet ikke et øje, men et gennemskin som når månen spejler sig i bølgerne. Den lille døråbning som fik det til at svimle for ham, kom ikke altid til syne. Som oftest var det ikke andet end brønden, som han anspændt stod bøjet over, ængstelig for at se den lille dør åbne sig, nærmest rystende af kulden der steg op dernede fra. Kun når han lukkede øjnene, eller snarere pressede dem hårdt i, lykkedes det ham at jage synerne på flugt, eller rettere, dette syn, for det var altid det samme han drømte i vågen tilstand. Og han hadede at drømme. Men at tænke, at erindre, at fabulere, at fantasere, ja selv det at forestille sig hvor storslået livet kunne have formet sig i en anden verden, det var ikke nogen drøm, men vished om at han var til, at tingene føjde sig efter hans vilje, at tingene og verdens orden var et kaos som han i tankerne bragte på plads. Når han sov drømte han aldrig. De ting han da så var ikke drømme, men en videreførelse af denne magt og vished, eller var det mon satans fristelser, som dominikanerne kaldte det. Men fristelser vidste han god besked med. Ikke sjælens fristelser, for sjælen ville Gud aldrig lade ham fortabe, om ikke lige i den uhyggelige malstrøm, hvor Han tilsyneladende ikke kunne trænge ned. Fristelser, hvorledes? Hvilken fristelse var det at favne en kvinde der undveg ham? Hvilken fristelse var det i søvne at dræbe en mægtig og uovervindelig fjende? Hvilken fristelse var det at se sig selv i et palads, lykkelig, rig og respekteret, omgivet af tjenere og beundrere, ved et bord der bugnede af lækkerier og udsøgte vine, med kraft og styrke til våbenleg eller til at kapre en skøn elskerinde på gaden, og hver dag en ny? Hvilken fristelse var det at se sig selv ved hoffet klædt i en smuk fløjlsvams med krave af de fineste kniplinger og hyldet af jævnbyrdige mens han reciterede eller oplæste sit senest nedskrevne digt? Nej, den slags var ikke fristelser, men barmhjertig trøst for sjælen, erstatning for alt det der var gået ham forbi, overflod af alt det han ikke havde fået, opfyldelse af en umættelig sult, erobring af det, der aldrig var blevet hans. Men at drømme om fremtiden, det var syndigt: at begære en kvinde man just har kastet sit øje på, rasende at ønske sig hvad der er andre forundt, brændende at misunde andre deres lykke som om den er blevet os franarret og hjerteløst danser lige for øjnene af os uden hensyn til vores elendighed. Men at fantasere om forbigangen lykke, om det der flygtigt havde været inden for rækkevidde, men aldrig havde stillet hans sult, det var ikke fristelse, ej heller nogen synd, men hans eneste rigdom, den eneste grund til at afvente dødens komme, lænset for kærlighed, tømt for begejstring, miskendt af fædrelandet og tilmed berøvet glæden ved at digte. Hans vers havde svigtet ham. De havde opløst sig som sukker i den uendelige tankestrøm hvori de førhen pludselig lå og vuggede som stykker af brændende is, der ét for ét føjede sig sammen til et digt. Han savnede dem slet ikke. Han havde aldrig skrevet for sin egen skyld. Men kun for andre, for at blive hørt, beundret og forstået, for at få andre til at forstå at alt her i livet havde en bestemt betydning, som kun han kunne se, en bygning der ikke var blevet rejst uden ham, en skønhed som ikke havde eksisteret uden som en tanke først tænkt af den, der var den værdig.
Han skubbede døren op og gik ind. Imod sædvane kom moderen ham ikke i møde, og der var heller ikke en lyd at høre i huset. Han lukkede døren og gik hen til bordet, satte sig i stolen og stillede krykkerne fra sig. Det hjalp på trætheden at sætte sig, men medførte også fornyede smerter. Ganske vist betød moderens uvante fravær at den lidelse det var ham at sætte sig og lempe de hævede og smertende dele på plads, blev mindre pinagtig, for det var noget han ellers med usigelig skamfølelse var nødt til at gøre i hendes påsyn, og som af samme grund ikke rigtig ville lykkes for ham, når han kunne mærke den gamle kvindes stirrende blik, der var fuldt af rædsel over den straf som tilfalder den der hengiver sig til kødets lyster og ikke bevarer sig ren som en nyfødt. Selv havde hun først tilladt sin hjemvendte ægtemand at kysse sig når hun havde forvisset sig om, at han i måneder ikke havde været i land i nogen havn ... Han sukkede og smilede ved sig selv. Ved hans første påmønstring, da han var gået om bord for at sejle til Indien, udmattet efter nætters udsvævelser for at være rustet til den lange tid mellem himmel og hav og mandfolkesnak, da ... Han slog kors for sig. Disse erindringer var kødets fristelser. Og heri bestod forskellen fra den poesi han livet igennem havde skrevet. Til tider havde han blot skrevet for at komme til klarhed over hvad han selv tænkte. Til andre tider havde han skrevet for grundigt at besidde, som da han var ung og uden ophold havde gentaget elskovsakten, ikke fordi han følte lyst, men for rigtig at mærke at han besad den skøge, han allerede havde glemt i første omgang. Men som han sad nu, nedbrudt og impotent, forekom det ham at hvis han skrev alt hvad han tænkte, ville det blive til en poesi der forsyndede sig mod Helligånden; ikke en gave eller en offergave til det legeme han trængte ind i, men en plyndring, et røveri, nærmest som at fortære sin næste. Til trods for alt det han havde skrevet, var han ikke så sikker på om det havde været uselvisk, så ivrig havde han været efter anerkendelse og triumf, efter berømmelse og hæder, at han såmænd havde stillet sig tilfreds med stive smil fra de tåber han læste sine digte op for.
Han løftede blikket mod vinduet. I huset overfor havde bådbyggeren sat sig til bords og sad og kiggede venligt på ham over en dampende skål suppe. Han nikkede og bådbyggeren gjorde en favnende bevægelse der sluttede som en elskværdig indbydelse ved at pege på suppen. Han besvarede opfordringen med at vinke afværgende og vende blikket bort. De to børn var kommet ud på verandaen; han behøvede ikke at se derover for vide det. Han havde aldrig brudt sig om børn og aldrig gjort anstalter for selv at få nogen. Måske var det derfor at det meste eller hele hans digtning for ham havde været som børn man ikke har ønsket at få, og som senere vender sig fra en fordi de fornemmer en ligegyldighed som man fortryder, men som trods al ens fortrydelse dog forbliver ligegyldighed. For ham havde kærligheden været både kødelig og åndelig, og i den grad kødelig at den ikke kunne rumme åndelighed, og i den grad ånd at end ikke alverdens kød, misbrugt dag og nat rakte til at stille ham tilfreds. Selv mætheden, der til tider fik ham til at holde sig langt væk fra kødelig omgang, var en brændende utilfredsstillelse, som han holdt i ave i en faretruende ubestemt tilstand, i håb om at glemme at kødet altid er ens og elskovskunsterne så få at han kunne dem udenad. Men elskoven var bagefter altid ligesom første gang, overraskelse, nysgerrig undren, ængstelig frygtsomhed, liflig usikkerhed, ynglingeagtig skræk, frisk glæde, vild henrykkelse; det var som den første indvielse, men uden denne forlegenhed og skuffelse over at kærligheden ikke var andet end det, for kærlighedens styrke består jo netop ikke i at være mere end den er, men i glæden over ikke at være andet end den er.
Han rettede på ny blikket mod verandaen overfor. Børnene var der ikke mere, og manden sad bøjet over skålen og spiste sin suppe. Så var der inkarnationsmysteriet, hvis betydning dominikaneren i dag havde forklaret i smukke vendinger. Men om inkarnation behøvede han ingen belæring. Den der som han havde elsket i kødet og i tanker, den der som han havde skrevet om kærligheden, og den der som han aldrig havde brudt sig om børn, han vidste bedre besked med inkarnation end munken. Netop fordi alt var inkarneret i ham uden at blive til kød, og havde udtæret ham og efterladt ham som et usselt hylster, hvem forstod bedre end han inkarnationens betydning? Eller i det mindste så meget det var menneskeligt muligt. At føle sig svanger med et digt, at føle sig befrugtet i et uventet stråleglimt, og dog at være mand - højere kunne man ikke nå. Det kender den fødende kvinde intet til, hendes lod er at føde, undertiden uden at have elsket. Den mand der vil have børn, kender heller intet til det, for han kan avle dem uden at elske. Men en digter der har elsket til selvødelæggelse, og digtet så vidt at ånden ikke længere lader sig nøje med poesien, han ved hvad inkarnation er. Dog aner han det kun. Han har ikke gennemlevet mysteriet, det er mysteriet, der har gennemlevet ham. Det er det store mysterium, ikke det andet. Heri består den store forskel på en gud der inkarnerer sig og et menneske i hvem inkarnationen kommer til udtryk. En forskel som til syvende og sidst er en slags komedie, eller kan opfattes som sådan, fordi enhver mand det overgår, er en Amphitryon, en ægtemand bedraget af Jupiter i ham selv.
Han så den oplyste scene for sig, skuespillerne der fremsagde versene. Døren knirkede og bag ham lød små, lette trin. Den høje, skærende stemme tog fat på sin skingre remse.
- Pater Manuel har været her i dag, han ville tale med dig, jeg sagde at det var i dag du var henne hos dominikanerne, og han sagde at det havde han glemt, jeg spurgte ham, hvornår han kom igen, og han svarede, at han ville høre til din bog, men at det ikke hastede og at han ville komme igen en anden dag, eller du kunne komme hen til ham i morgen eller i overmorgen. Hvad har han med din bog at gøre, siden han altid skal spørge så meget? Og så sådan en bog der hverken handler om Gud Herren eller vor hellige kirke, skulle det være nødvendigt at du hele tiden skal forklare ham hvad alting betyder og fortælle ham om dit liv, som om han var din evangelist? Den hellige Jomfru tilgive mig, men jeg synes at det er meget syndigt. At fortælle om sig selv er en stor forfængelighed. Det gør man til sin skriftefader, og så gør man den bod han pålægger en for ens onde ord og gerninger og dermed basta. Og i den sidste time skrifter man det man endnu kan huske at man har begået i mellemtiden, og skriftefaderen giver en syndsforladelse, hvis man har være gudfrygtig nok og aldrig sviget sin pligt over for Gud og den hellige kirke. Åh, for resten sendte din gode ven, senhor Rui Dias, Gud velsigne ham, sin tjener for at rykke for den gendigtning af Davids Salmer som han har bestilt. Jeg sagde at du ikke var færdig, men at det ville du snart være, sådan som du har slidt i det og tilmed læst med pater Manuel for at få alle de bibelske ord på deres rette plads. Han sagde at hans herre var meget fortrydelig på dig, for det var mange måneder siden han havde gjort den bestilling og at du ikke foretog dig noget og at han havde givet dig et forskud. Jeg sagde at det var sandt nok at han havde betalt, men at det med forskud var det samme som at bringe et stykke klæde til skrædderen, for skrædderen kan jo ikke sy vamsen uden klæde, og du kan ikke skrive uden at spise. Og jeg sagde at din pension var forsinket og at du endnu ikke havde fået den udbetalt, men at jeg satte min lid til hans herres godhed og hans indflydelse ved hoffet, så at du kan få din pension, for det har du fortjent for alt det din fader, fred være med ham, har gjort for kongen, og også for dine egne fortjenesters skyld, for selv om du har været letsindig og ikke haft heldet med dig, har du da skrevet bøger og forstår dig på guddommelige og menneskelige sager, det har pater Manuel sagt, og det står i den trykketilladelse broder Bartholomæus har udstedt til dig ...


På dansk ved Jorge Braga og Tom Raahauge
Portugisisk Antologi
1999

Tak til Peter Poulsen for gendigtningen af følgende verslinjer fra „Poesia Menor" af Luís de Camões, som indgår i ovenstående novelle:

Erros meus, má fortuna, amor ardente
em minha perdição se conjuraram;
os erros e a fortuna sobejaram,
que para mim bastava amor somente.




Sobre os rios que vão
por Babilónia m'achei,
onde sentado chorei
as lembranças de Sião
e quanto nela passei.
Ali o rio corrente
de meus olhos foi manado,
e tudo bem comparado:
Babilónia ao mal presente,
Sião ao tempo passado.


(Davids Salmer)

Tilbage til top
 

forsiden
uddrag
forfatteren