HR. ULVSEN
eller Historien om
DEN LILLE RØDHÆTTE


fortalt til børn
men ikke alene,
af Manuel António Pina
efter tegninger af Paula Rego
på dansk ved Jorge Braga


Der var en gang en meget meget smuk lille pige, som man helt efter bogen ville kunne kalde for sin mors og mormors øjesten.
Da hun fyldte elleve forærede mormor hende en rød ulden frakke med hætte, og den klædte hende så godt, så godt, at alle begyndte at kalde hende for Rødhætte. Det var jo også navnet på en anden meget meget smuk pige i en historie som mormor havde fortalt hende da hun var lille, og som hun holdt så meget af, at hun somme tider måtte have den to gange før hun faldt i søvn.
Fortællingen handlede om en pige der blev spist af en ulv, og vor Rødhætte plejede at spørge sin mormor hvorfor pigens mor ikke havde skyndt sig at hjælpe hende med at slå ulven ihjel, og hvorfor pigens far ikke engang hørte med til historien.

”Det ved jeg ikke”, svarede mormor. Sådan har jeg lært den. Måske var hendes forældre skilt, eller måske var hendes far død...”
”Men moren, hvorfor slår moren ikke ulven ihjel?”, blev Rødhætten ved.
”Hvad ved jeg, lille skat”, svarede mormor tålmodigt og trak på skuldrene. ”Ingen kan længere huske alle detaljer, det er en meget gammel historie der skal lære småpiger at holde sig fra ulve...”
Og mormor sang en sang for hende, der sluttede sådan:

”Pas nu på småpiger,
ulve med gode manérer
skal man passe på
hvad de siger!”

”Ulve?” undrede Rødhætte sig. ”Hvornår har man set ulve løbe rundt her?”
”Det gjorde de, dengang...” sagde mormor, og stoppede dynen om hende.
”Så, nu skal du sove lille skat, i morgen skal du tidligt op og i skole.”
Hun kyssede hende, slukkede lyset og den skrækslagne lille Rødhætte faldt i søvn og drømte
om glubske ulve med enorme tænder, der spiste uartige piger.
Mor, mormor og Rødhætte boede alle tre lykkeligt sammen i et hus med en stor frugthave, i et pænt og roligt kvarter, hvor folk kendte og hilste venligt på hinanden. En morgen, lige før den lille Rødhætte skulle i skole, sagde hun til sin mor:

”Jeg er elleve år nu, du behøver ikke følge mig til skole længere, jeg kan sagtens klare det alene...”
”Det går ikke ikke, min skat”, svarede moren. ”Gaderne er meget farlige og der er langt til skolen...”
”Det passer ikke, mor, den ligger jo lige om hjørnet! De andre piger bliver heller ikke fulgt derhen ...”
”Husk nu på historien om den lille Rødhætte”, indvendte mormoren uroligt. ”Tænk på ulven...”
Rødhætten vendte sig om og svarede:
”Jamen, mormor, der er kun i børnebøger at der er ulve... Vi er i det virkelige liv mormor, vågn op. I det virkelige liv løber ulve ikke efter småpiger på vej til skole...” Og tilføjede spydigt: ”Med mindre skolen ligger i Zoologisk Haven...”
Men den lille Rødhætte plagede og plagede så meget, at moren til sidst gav efter.
”Godt, så gå da alene. Men lov mig, at du ser dig ordentligt for, når du skal over gaden og at du ikke snakker med fremmede...”

Den lille Rødhætte blev glad og gav sin mor en knus:
„Det skal jeg nok, mor. Tag det nu roligt, der sker ikke noget , jeg er ikke noget barn mere...”
Moren kyssede hende, fulgte hende ud til havelågen og sagde farvel med disse ord:
”I dag får jeg travlt på kontoret, men mormor laver frokost til dig. Husk at gå lige hjem, for ellers bliver maden kold...”
”Jeg vil lave den mandelkage, du så godt kan lide”, føjede mormor til og kyssede hende.
”Tak, mormor”, sagde den lille Rødhætte, hankede op i rygsækken og løb af sted til skolen, helt vildt glad.
Så snart skolen var færdig gik hun hjem, som hun havde lovet. Hun var hundesulten og tænkte kun på mandelkagen. Men undervejs fik hun lyst til at plukke nogle markblomster til mormor og gik derfor hen langs banen.
Der stødte hun pludseligt på en nabo, der var ude at jogge og som pustende stoppede op, så snart han så hende:

”Hej, Rødhætte! Hentede din mor dig ikke i skolen i dag?”
”Goddag Hr. Ulvsen (det hed naboen, der var meget rar og sommetider kom forbi for at drikke en kop te med mormor).
”Nej, i dag går jeg alene, jeg er en stor pige nu.”
”Det er du, det er du sandelig...”, sagde naboen og skuede hende fra top til tå. ”Har du fået frokost?”
”Nej, ikke endnu, mormor er i gang med at lave den derhjemme. Jeg ville lige plukke nogle blomster til hende.”
”God idé”, svarede naboen. ”Det vil sikkert glæde din bedstemor.”
”Men jeg skal skynde mig”, fortsatte den lille Rødhætte, ”for ellers bliver hun bekymret.”
Naboen (som i al hemmelighed var en forklædt ulv) sagde da, mens han klappede hende på hovedet:
”Find du dine blomster og lav en rigtig fin buket, jeg løber lige hen til din mormor og fortæller at du er på vej, så hun ikke bliver urolig. Så er der nok dækket bord når du kommer hjem.”
”Tusind tak, det er meget pænt af Dem...”
Og sådan gik det. Ulvsen satte igen i løb, nu mod mormors hus, mens den lille Rødhætte samlede sine markblomster langs banen og løb efter sommerfugle. Det var første gang hun gik der alene og aldrig havde hun været så glad.
Da ulven nåede frem til mormors hus, bankede han på.

”Hvem er det?”, spurgte mormoren.
”Det er mig”, svarede ulven.
”Nå, ingeniør Ulvsen. Kom bare ind hr. Ulvsen, sagde mormor da hun genkendte naboen og lukkede op.
”Jeg er ved at lave frokost, vil De ikke have en bid med?”
Men så snart Ulvsen var kommet ind ad døren kastede han sig over mormoren og åd hende. Bagefter klædte han sig ud i hendes tøj og satte sig til at vente på Rødhætte.
Imens havde Rødhætte allerede plukket så stor en blomsterbuket, at hun næsten ikke kunne bære den. Det begyndte at blive sent, så selv om naboen var løbet i forvejen og sagt det, ville mormor begynde at bekymre sig, så Rødhætte samlede blomsterne, hankede op i rygsækken og gik hjem.
”Mormor bliver sikkert glad for de smukke blomster”, tænkte hun, og satte utålmodigt farten op. Havelågen stod åben, men det undrede ikke Rødhætte. Folk kom og gik og glemte at lukke efter sig.
Hun løb gennem haven og bankede på.

”Hvem er det?”, sagde ulven der inde fra, med en stemme som mormorens.
”Det er mig”, svarede Rødhætten. ”Hvor er mormor dog hæs”, tænkte hun. ”Hun må da være blevet forkølet...”
”Kom dog ind, lille skat”, sagde ulven så sødt han kunne. ”Døren er åben.”
Den lille Rødhætte kom ind. Ulven havde trukket persiennerne for, så stuen var halvmørk, og sad i en stol ved døren, med mormors sjal over hovedet, så godt formummet, at Rødhætte ikke anede uråd.
”Se mormor, jeg har blomster med til dig. Dine yndlingsblomster, kornblomster...”
”Hvor er de smukke, hvor er de dog smukke!”, sagde ulven med mormors stemme.
”Tusind tak min skat. Sæt dem lige i vand og kom og sæt dig her hos mig...”
Rødhætte satte forsigtigt blomsterne i vand, tog frakken af og satte sig i en stol ved siden af ulven. Mormor, som ellers havde en hvid og blød hud, så frygtelig ud, men det var nok fordi det var så mørkt i stuen, tænkte hun. Mormor, der ellers plejede at lugte så godt af lavendel stank som af sved, men det kom sig nok af at hun have ordnet hus hele formiddagen, tænkte Rødhætte.
”Har du det godt, mormor?”, spurgte hun.
”Åh ja, jeg har det udmærket...”, svarede ulven. ”Jeg hviler mig bare lidt.”
”Har du allerede spist?”
”Ikke endnu”, sagde ulven. ”Jeg ventede på dig...”
Han trak sin stol hen til Rødhætte, og lagde sin arm om hendes skuldre.
”Sikken lang arm du har, mormor!”, sagde Rødhætte.
”Det er for bedre at holde om dig...”, svarede ulven og trak hende til sig.
”Sikke store øjne du har i dag!”
”Det er for bedre at kunne se dig, min skat...”
”Sikke store ører!”
”Det er for bedre at kunne høre dig...”
”Og sikken mund, sikken stor mund!”
”Det er for bedre at kunne æde dig!, sagde ulven, der pludseligt sprang på Rødhætte og åd hende.

Da ulven havde ædt Rødhætte slikkede den sig træt men veltilfreds om munden, og tænkte at det kunne være godt at lægge sig og sove lidt mens han fordøjede sit måltid. Han havde spist mormoren og Rødhætten lige efter hinanden så han var propmæt, og faldt hurtigt i søvn. Da moren kom fra arbejde fandt hun den sovende ulv i stuen og den lille Rødhættes klæder spredt over det hele. Forfærdet fattede hun straks, hvad der var sket. Rasende løb hun ud i haveskuret og hentede en høtyv som hun af alle kræfter stak ind i ulven, der døde på stedet.

Så tog hun en stor kniv og pelsede den omhyggeligt.

”En stola”, sagde moderen, ”kan det da altid blive til...”

I de følgende dage vakte moderens mundering sensation på kontoret: en knaldrød kjole der klædte hende som en drøm,
og en pragtfuld ulvepels om halsen.







Lektørudtalelsen:

Forlaget Ørby har specialiseret sig i portugisiske forfattere, men udgiver også andet (se www.oerby.dk). I dette lille hæfte med den portugisiske billedkunstner Paula Rego og den portugisiske forfatter Manuel António Pina følger det profilen. Begge fabulerer på forunderlig vis videre på det kendte eventyr og opdaterer det til et bymiljø og til nutiden, men stadig med en klar morale om at passe på sig selv og hinanden, når der er farlige ulve i farvandet. Både Rødhætte og mormoren ædes af naboen, den farlige ingeniør Ulvsen, men begge reddes af Rødhættes mor, som pelser ulven og laver en fin stola af den. Teksten er kort og præcis med replikkerne trykt med sort og den fortællende del med rødt. Illustrationerne er 6 tegninger med farvekridt i Paula Regos på samme tid fine og groteske stil. Tilsammen udgør de to dele indbundet i et smukt lille hæfte i A-6 format og trykt på flot papir en frisk udgave af eventyret, og som rigtigt gode eventyr er det fortalt for både voksne og børn.
Hæftet er udgivet som nummererede eksemplarer i forbindelse med årets Corner-udstilling på Charlottenborg, hvor Paula Rego er en af udstillerne indtil slutningen af januar 2006.

Skrevet af Per Drustrup Larsen

Dansk BiblioteksCenter



Tilbage til forsiden







Paula Rego på Corner, Charlottenborg, 2006

DEN PORTUGISISKE AND
OG ANDRE HISTORIER

Kære Paula Rego,

Du er utrolig. Den lidenskabelige humanisme, der stråler ud af dine værker, knyttede hundredvis af ferniseringsgæster sammen en efterårsaften i det gode galleri i Londons hjerte. En sjælden in-tens fællesoplevelse af kunstneriske kvaliteter gav personer,
der el-lers ikke kendte hinanden, lov til spontane henvendelser og nye bekendtskaber blev grundlagt i glæden over din kunst.
Der var en fantastisk stemning. Luften var tyk af begejstring. Din dramatiske billedverden på væggen virkede så stærkt,
at den så ud til at personificere sig med publikum på gulvet. Vi begyndte at se hinanden med dine briller og sagde:
Jamen der har vi jo modellen til den og den figur - og midt i hele hurlumhejen stod du venlig, varm og rolig i dit røde sjal
og sagde: Kom hjem til mit atelier i morgen. Jeg har lavet noget særligt til Corner Udstillingen.
Og det havde du sandelig også: Det var to fremragende pasteller over to af H.C. Andersens eventyr.
Frygtløs som du altid er, havde du valgt et af de mest kendte og oftest illustrerede: Den lille Havfrue
og så en fuldstændig overset historie: Den Portugisiske And, eller som den hedder i de danske udgaver: I Andegården.
De to meget store billeder lyste af frisindet fortolkning i stedet for smålig illustration.
Det er tydeligt, at når du tager udgangspunkt i et litterært tema, så begynder du ikke at fortælle historien en gang til.
Du gendigter og videreudvikler værkets grundstemning og indføjer nye accenter fra tidstypiske miljøer og klædedragter
eller gennemdyrker bifigurer, der knap nok er profileret i den oprindelige tekst. Sådan også her.
Den bedrevidende portugisiske and som sangfugl en søger beskyttelse hos, er i dit univers blevet
den barnligttrodsige lille pige, der ser ud til at forsvare sin maltraktering af dukken med:
Jamen, der er da mange andre dukker til ... I slægt med andens kommentar da den i irritation kapper hovedet af sangfuglen:
... Kunne han ikke tåle det! Ja, så var han såmænd ikke for denne verden!
Ved at flytte H.C. Andersens tema: Den borgerlige selvretfærdigheds drab på kunsten væk fra andegården
og tilbage til det menneskeskabte miljø, gør du det altid aktuelle drama mere nærværende.
Nu er det ikke længere dumme ænder, der ødelægger det skabte men en ganske almindelig lille pige.
Vi bliver gjort medskyldige. Og på opdagelsesrejsen i det nye ansvarlighedens landskab
får man god hjælp af sikker koloristisk sans og fremragende tegnekunst, der går hele vejen rundt om figuren.
Også Den lille Havfrue har du aktualiseret. Hun bliver ikke til ingenting til sidst. Hverken til skum eller en luftig ånd,
der skal flyve rundt og gøre gode gerninger i 300 år. Hun er en skøn, sanselig kvinde, som er skyllet i land
og som kigger skråt bagud: Om vi nu ser hende? Ja, det gør vi. Med dine og prinsens øjne.
Og midt i den breugelske verden af legetøj, måger og strandskaller.
Dine bevægende gendigtninger af den store digters motiver er meget inspirerende. Og en væsentlig grund til
at man ikke kan få dem ud af hovedet, er deres surrealistiske, pågående virkning. Du arbejder nok efter fantasien,
når du går i gang med en litterær myte, men den bruger du mest til forarbejdet med kompositionen.
Når den er på plads gælder det om at finde modeller, iklæde dem passende tøj fra indiske secondhand-butikker
og så gå i gang med at male dem! Og bliver der tale om fantasifigurer, så bliver de modelleret i forskellige skumgummi- og plastmaterialer for til sidst at få syet en dragt. Dit billeddigt er ingen tilfældighedsroman og den overraskende friskhed
og iagttagelsesglæde, der præger selv de mest fantastiske detaljer skyldes det store og fantasifulde forarbejde,
der i slutfasen gør det muligt at arbejde »efter naturen«.

Da jeg kom, havde Havfruen lige rejst sig fra strandbredden fyldt med strandingsgods og hummerkløer.
I de to imponerende værksteder, hvor bibliotek og garderobe er lige store, var der et scenarium uden lige af kæmpestore kaniner, Berthas voodoo-dukke fra Jane Eyre-serien med den uhyggelige præstegårdsromantik samt rekvisitter til et af mesterværkerne Wide Sargasso Sea over Jean Rhy's samtidsroman. Der var også tøj til modellerne i en foruroligende serie,
Den lille Rødhætte og Ulven, der udstilles i København for første gang og hvor rovdyret bliver til en moderne satanisk mand,
der dog ender sit liv som pelskrave.. .

Medens det blide, engelske efterårslys sivede ned gennem ovenlysvinduerne, gik vi rundt med grundplanen
for den øverste sal på Charlottenborg. Vi flyttede stilfærdigt om på de begivenhedsrige billeder,
der har været med til at genindføre gestikulationen i europæisk maleri. Malernes maler Diego Velazquez med sansen for sort,
gråt og rødt blev nævnt af og til, og da vi var færdige lignede det hele et mysterium af realistisk frodighed.
Tak for din generøsitet Paula Rego. Du er utrolig.

Kjeld Heltoft