DRØMMEN OM DEN RØDE PAVILLON, af Cao Xueqin

Cao Xueqins roman (fransk titel: Le Rêve dans le pavillon rouge, engelsk titel: Dream of the Red Chamber ) er endnu ikke oversat til dansk. Jeg har derfor i min oversættelse af Agustina Bessa-Luís valgt en udlægning af titlen, der tager højde for den kontekst, hvori den kinesiske roman optræder i KVINTESSENSEN.

Drømmen om den Røde Pavillon, skrevet i midten af Qing-dynastiet, regnes for det ubetingede mesterværk i kinesisk litteratur .

Sinologerne Lene Sønderby Bech og Christian Nielsen fortæller her om romanens univers og historie.

Jorge Braga

ILLUSION OG SANDHED

Romanen er på én gang en religiøs, en allegorisk og en realistisk fortælling, der i sit nærmest altfavnende encyklopædiske omfang rummer kvaliteter, der appellerer til enhver. Man finder en detaljeret beskrivelse af, hvordan moralsk og økonomisk dekadence gradvist underminerer en rig familie, en forførende og tragisk kærlighedshistorie imellem hovedpersonen og hans to kusiner og samtidig en dybt filosofisk og religiøs beskrivelse af et ungt menneskes spirituelle færd imod forløsning.

I dette skatkammer af en roman er stort set alle aspekter af klassisk kinesisk åndsliv og dagligdag inddraget og altid med den legende lethed og virtuositet, som kun den dybeste indsigt kan frembringe. Der er i romanen kort sagt noget for enhver at fordybe sig i – og lade sig opsluge af – og romanen har da også nydt en helt usædvanlig og vedvarende popularitet, siden den første gang udkom på tryk i 1792.

Romanen indledes og afsluttes med en besynderlig myte. For at reparere himmelhvælvingen har en gudinde skabt 36.501 sten, men kun fundet anvendelse for de 36.500. Den overskydende sten, der er guddommeligt skabt og derfor kan tale og bevæge sig, begræder højlydt sin skæbne, men først den dag, da to udødelige – en buddhist og en daoist – passerer forbi det sted, hvor den ligger, får den mulighed for at få oprejsning. De lover at bringe den til et rigt og glædesfyldt sted på jord, men advarer den om, at lykke og rigdom afløses af sorg og fattigdom.

Stenen bliver derefter omskabt til et stykke jade, der genfindes i munden på drengen Jia Baoyu (Baoyu betyder Dyrebare Jade), da han fødes i den rige familie Jia. Idet de to udødelige fører jaden ned til jorden, passerer de en porthvælving, hvorpå der står skrevet "Illusionens Rige", flankeret af ordene: "Sandhed ændrer sig til fiktion, når fiktionen gøres sand. Det virkelige bliver en illusion, når illusionen gøres virkelig."
At Jia Baoyu er speciel, skyldes ikke kun, at han blev født med en jade i munden. Han er uhyre intelligent, medfølende med alle, smuk og feminin af ydre, legesyg og helt blottet for ambitioner. Lige fra fødslen bliver han forkælet af kvinderne i familien; "mænd er lavet af mudder, men piger er rene", siger han og ønsker kun at være i nærheden af piger. Dette ønske skal snart gå i opfyldelse.

Baoyus søster bliver til stor ære for familien konkubine for kejseren, og for at modtage konkubinen med kejserligt følge standsmæssigt lader familien en pompøs have opføre inde i deres store familie-kompleks. Da følget har forladt familien, får Baoyu og hans kusiner og deres mange tjenestepiger lov at flytte ind i den indhegnede miniature-verden, og Baoyu er således kun omgivet af piger. Fra tid til anden prøver hans far, Jia Zheng, at få Baoyu til at tage sine studier mere seriøst og få ham til at forstå, at han som den ældste søn i fremtiden vil blive familiens overhoved, men Baoyu er aldeles uinteresseret i studier og moralske opsange og tilbringer sine dage i haven med lege, poesi, fester og lign.

Midt i sin sorgløse tilværelse bliver Baoyu i en drøm ført til "Illusionens Rige", hvor en gudinde prøver at advare ham imod følgerne af hans begærlige og sanselige livsførelse. Hun viser ham kryptiske beskrivelser af de grumme skæbner, der venter hans kusiner, udsætter ham for et sandt bombardement af forførende, sanselige oplevelser, for at han selv kan indse det uholdbare i at jage disse flygtige værdier, og prøver på flere andre måder at få ham til at forstå de farer, der lurer forude. Men alt er forgæves. Baoyu vågner af sin drøm med en endnu større appetit på livet.

I drømmen er Baoyu sammen med pigen "Forenet Skønhed", der både af navn, ydre og temperament er en syntese af de to af Baoyus kusiner, som han er mest tiltrukket af: den æstetisk anlagte Lin Daiyu, der er sart og selvoptaget, og den etisk anlagte Xue Baochai, der er stærk og opofrende.

Til sammen udgør disse to kusiner netop en "forenet skønhed", men hver for sig fremstår de som diametrale modsætninger, der kæmper om Baoyus gunst, en kamp der tilmed for begge pigers vedkommende synes bestemt af guddommelige kræfter. Alle de øvrige piger omkring Baoyu fremstiller forskellige aspekter af netop disse to piger.

Kærlighedsdramaet imellem Baoyu og hans to kusiner har optaget kinesiske læsere i voldsom grad. Alle har en mening om, hvilken af disse piger der bedst egner sig for drengen og hvilken han dermed "burde" gifte sig med. Ikke overraskende er Daiyu den foretrukne, og flere nægter at acceptere gyldigheden af det bryllup imellem Baoyu og Baochai, som endegyldigt besegler Daiyus skæbne.

Som barn er Baoyu mest optaget af Daiyu og hendes hysteriske tilbagetrukkethed og lukkede univers, mens den mere modne Baochai synes at repræsentere alle de forpligtelser ved et voksent liv, som den forkælede dreng afskyr. Han tilbringer størsteparten af sin tid med Daiyu, som imidlertid gradvis bliver mere og mere svækket, og da familien i hemmelighed planlægger at gifte Baoyu med Baochai, ligger Daiyu for døden. Omtåget af sorg bliver Baoyu gift, og Daiyu dør i ensomhed.
Daiyus død er blot en blandt mange ulykker, der rammer Baoyu og familien Jia. En efter en falder pigerne bort, nogle giftes bort, andre flytter fra haven, og flere dør. Haven forfalder, samtidig med at den mægtige Jia-familie indhentes af sin dekadente og uansvarlige levevis. Familiens ejendomme bliver konfiskeret ved et dramatisk kejserligt raid, alle titler og kejserlige ansættelser inddrages, og flere af familiens medlemmer dør vanæret.

Midt i sin dybe apati og sorg drømmer Baoyu sig tilbage til det rige, han besøgte som barn, men som nu har taget navneforandring til "Sandhedens Rige". Igen møder han i drømmen sine kusiner, men alle vender de sig mod ham og forvandles til monstre! Han læser atter om pigernes skæbne og begynder at forstå betydningen af det, han læser og ser i riget.

Da han vågner, beslutter han sig for at bryde alle bånd til familien Jia og blive buddhist. Til glæde for familien tager han sin eksamen og synes at blive den modne og ansvarsbevidste søn, de havde håbet, han ville blive, men med en høj skoggerlatter forlader han til sidst både familien og sin gravide hustru Baochai, og i selskab med de to udødelige forsvinder han væk.

Jaden, der ikke blot har oplevet de glade og lyse sider af tilværelsen, som stenen begærede i romanens indledning, men også sorg og omskiftelighed, bliver af de udødelige igen omformet til en sten og lagt tilbage til det sted, hvorfra den kom. Historiens langstrakte cyklus er bragt til ende.

Drømmen om den Røde Pavillon fremstår umiddelbart som en ligefrem og realistisk fortælling om menneskelig storhed og fald, garneret med daoistiske og især buddhistiske overtoner. Således kan man også med stort udbytte læse romanen, men der er langt mere i den end som så.

I romanens indledende kapitel opfordrer forfatteren sin læser til at finde værkets "hemmelige budskab": "Papir fyldt med absurde ord, skrevet med bitre tårer; alle kalder forfatteren en tåbe, men hvem kan forklare det hemmelige budskab?". I mere end 200 år har læsere og forskere prøvet at forklare, hvad det budskab reelt indeholder, men stadig hersker der udtalt uvished om det, ligesom der hersker uvished om næsten alt andet, der har med denne særegne roman at gøre.

Drømmen om den Røde Pavillon cirkulerede som ufuldendte manuskripter i Beijing fra midten af 1700-tallet. Af kommentarer i manuskripterne kunne man regne ud, at værket var tiltænkt at bestå af 120 kapitler, men ingen manuskripter indeholdt mere end de første 80 kapitler, og ingen nævnte forfatterens navn. Den første trykte udgave fra 1792 indeholdt imidlertid alle 120 kapitler, og redaktøren forklarede i sit forord, at de sidste 40 kapitler bl.a. var fundet i skraldespande og på markedspladser, og at han blot havde rettet småfejl.

I Kina har forskere hårdnakket nægtet at acceptere, at disse kapitler skulle være fra den samme hånd, som skabte de første 80, og mange hårde ord er sagt om redaktørens bevæggrunde til at udgive romanen i fuld længde. Imidlertid har senere fund af manuskripter understøttet redaktørens ord, og alt tyder derfor på, at de 120 kapitler alligevel er skrevet af den samme forfatter. Men af hvem?

Blandt de første forskere i romanen var den almindelige mening, at det hemmelige budskab var, at historien i virkeligheden handlede om intriger ved Qing-kejsernes hof. Fra starten af det tyvende århundrede, hvor flere tidlige manuskripter dukkede op, mente man, at romanen var selvbiografisk, og at Jia Baoyu var et billede af forfatteren selv. Herefter indledtes en jagt på enhver stump information, man kunne opdrive om forfatterens privatliv; stumper man mente, ville være nøglen til at forstå værket.

Her snart 100 år efter jagten blev iscenesat, ved vi dog stadig reelt mindre om forfatteren til Drømmen om den Røde Pavillon, end vi ved om Shakespeare. Flere forskere fandt frem til, at en bestemt familie Cao i Nanjing havde oplevet nogle af de samme hændelser som figurerne i romanen, men nogen Cao Xueqin (som i selve romanen nævnes som dens redaktør) fandt man ikke. Alligevel fastholder de fleste i dag, at Cao Xueqin er værkets forfatter, at han døde forarmet i 1763, og at han blev 48 år. Vi mener omvendt, at forfatternavnet er et homonym, at der aldrig har levet nogen Cao Xueqin og at det er helt bevidst, og i værkets ånd, at det er anonymt.

Med to fulde oversættelser af romanen i slutningen af det tyvende århundrede blussede interessen for Drømmen om den Røde Pavillon for alvor op også i den vestlige verden. En generelt mere litterær tilgang til romanen fra vestlige forskere har dog ikke gjort uenigheden om romanens univers mindre, og stadig funderer man over, hvad mesterværket reelt handler om.

Romanen er en labyrintisk konstruktion, med henvisninger og referencer til skjulte lag. Sandhed og falskhed, vågen og drøm, virkelighed og illusion er dualismer, der konstant møder læseren, ligesom spejle og dobbeltgængere – der er ligefrem både en "sand" og en "falsk" Baoyu – bidrager til at indfange læseren i et labyrintisk spil, der både er dybt fascinerende og uendeligt svært at slippe ud af igen.

Drømmen om den Røde Pavillon er i alle henseender et stort mesterværk, og ingen bør snyde sig selv for den uforglemmelige oplevelse, det er at blive inviteret indenfor i dette fantastiske univers.
At man samtidig får den bedst tænkelige introduktion til klassisk kinesisk kultur og åndsliv gør, at vi på det varmeste kan anbefale romanen til alle.

Lene Sønderby Bech og Christian Nielsen

 

PS: Fra den første udgivelse af romanen Drømmen om den Røde Pavillon i 1792 har den nærmest været folkeeje i Kina, elsket og diskuteret, og alle kinesere synes at have en holdning til den og har deres specielle yndlingsfigurer blandt romanens næsten 1.000 figurer. Samtidig har romanens utrolige popularitet og alsidighed reddet den igennem perioder med litterær censur og kritik, hvor både kejsere og formand Mao ligefrem har prist den.

I dag er romanen mere populær end nogensinde tidligere, også i den vestlige verden. I Kina har romanens popularitet medført en lind strøm af kommercielle tiltag, lidt i stil med det merchandise, der normalt følger store amerikanske film. Forskellen er blot, at interessen for Drømmen om den Røde Pavillon ikke aftager, men konstant øges.

Romanen er blevet filmatiseret talrige gange, både som biograffilm og som alenlange tv-film. I forbindelse med optagelserne til en af de seneste filmatiseringer byggede man en kopi af Daguan-haven, den miniature-have hvori Jia Baoyu lever med sine kusiner og tjenestepiger. Haven ligger i udkanten af Beijing og er bestemt et besøg værd, ikke mindst for de lidt kitschede voksfigurer, der skal forestille Baoyu og pigerne.

Det er også i Beijing, at man finder prinsen af Gongs have, som anses for at være inspirationen til Daguan-haven, og lidt nordvest for Beijing ligger Xiangshan, hvor man mener, at forfatteren i dybeste armod skrev sin roman, og man derfor har lavet et museum om Cao Xueqin og hans værk.

Desuden opføres udvalgte sekvenser fra romanen som teaterstykker, ballet, opera, dukketeater mv. Foruden uhyrlige mængder af både populære og forskningsmæssige udgivelser om romanen, kan man finde legetøj af enhver slags, slik, medicin, malerier, kalendere, frimærker, fuglebure, platter, tegneserier, musik, kjoler osv. osv., som er inspireret af - eller udnytter – Drømmen om den Røde Pavillon. I Beijing især serverer mange restauranter overdådige retter hentet fra romanen, og for tiden kan man sågar købe "det originale Drømmen om den Røde Pavillon sofaarrangement"!