FOZ-DO-DOURO
Floden
Douros udmunding
Den portugisiske digter
Eugénio de Andrade (1923-2005), der havde slået sig ned i
Porto
over for Passeio Alegre, ”Den lystige promenade”
ved floden Douro's udmunding
causerer her over livet i dette hjørne af verden,
hvor motionisterne inspirerer ham til en livsbekræftende opfordring.
MULIGHEDERNE
Huset
er hvidt, hvidt over for havet. Indeni går det hvide op ad trappen,
træder ind i salene, vader ind i værelserne, stopper først
oppe på terrassen. Alt er hvidt i huset, selv stilheden er hvid.
Manden der bor i huset har et sårbart hjerte; han er sydlænding
og har vandret i lande af luftigt lys, hvor selv gulvene er kalkede. Overfor,
mellem huset og flodudmundingens sløve brænding er der en
lang stenmole, en næsten uendelig allé af svajende palmer,
omgængelige måger og evigt tålmodige lystfiskere, nogle
siddende på klapstole med fiskestangen sofistikeret anbragt på
et støtteben og en cigaret i mundvigen. Kun et glas whisky ved
hånden og bid på krogen mangler som kronen på værket.
Ved daggry er alting rent ved havets port. Sandtangen, stenmolen og alleen
er skinnende rene, det har regnet. De vældige høje palmer
synes endnu højere ved dette allerførste lys. Der er en
duft af overhængende forår i luften. Passeio Alegre,
”den lystige promenade,” ligger lige dér: gyldenlak,
roser og liljer, det hele er allerede sprunget ud. Lidt længere
henne blomstrer en hvidtjørn minimalt helt ned ved jorden og hidkalder
såvel barndommens livsnære dufte som Marcel Prousts næsten
uudholdeligt overdådige prosa. Den anden vej, op ad floden, lige
efter fyret på Miguel-o-Anjo, er der en slags bedding,
hvor træskure og små fiskerbåde i skrigende blå,
røde og gule farver, mænger sig med vasketøj til tørre
på metaltråd. En af bådene bærer stedets navn
– Cantareira. De andre hedder noget almindeligt: Om-det-så-regner,
Pralhals, Marina, Popeye. Forfatteren Raul Brandão, som er
født her, skriver om stedet, havet og fiskerne, som ingen anden.
”Her til lands er alting fattigt og ydmygt, men ikke uslebent”.
Sådan lyder ordene, emmende af ømhed for disse eller andre
mennesker af slagsen. Det var ikke kun stedets uforlignelige lys, Raul
havde øje og et åbent hjerte for.
Måske gælder hans ord fortsat nogle af de sjæle der
stadig skraber sammen til dagen og vejen her omkring; men som intet har
til fælles med de andre, som i weekenden invaderer og forstopper
det hele med deres biler og vogne som de fleste knap forlader, snuden
begravet i avisen og ørene døve for alt anden end radioens
vræl af en fodboldkamp – folk uden det fjerneste lys i sjælen.
De efterlader sig et langt spor af alskens skidt, flasker, plastikkrus,
snavset papir, juice- og øldåser, kondomer, frugtskræller
og sandwichrester, for det meste anskaffet på omvandrende snackbarer
i ombyggede campingvogne, andre tilrejsende der således også
klarer sig gennem livet, som ikke er let, slet ikke, ej heller værdigt
som bekendt, selv om nogle ved det bedre end andre.
Alligevel og affaldet til trods bryder dagen frem gennem palmerne, ryster
deres manker og er ikke sen til at forvandle landet til et hav af glimmer.
Så dukker en andens slags folk op, disse dog oplyste af en lille
indenbords sol: drenge som regel, ind i mellem også piger, der løber
her om morgenen i takt med deres ure, parvise eller i små grupper,
summarisk påklædte i trøjer og shorts. Deres renskurede
udseende og jordiske skønhed er over for havet ligetil og håndgribelig.
Sommetider strækker de ud ved palmerne, for så at genoptage
løbet og drømmen om jeg ved ikke hvilken marathon. Folk
lige efter mit hjerte, der vender byens febrilske puls ryggen og minder
mig om andre drenge i deres ungdoms stråleglans, atleter som græske
billedhuggere gengav i marmor fra Poros, og som Pindaro forevigede i sine
digte, hvis musik stadig kan røre os sidst på dagen:
Satse ikke, kæreste sjæl, på det evige liv:
Gør dog brug af mulighederne.

Eugénio de Andrade
Foz-do-Douro, maj 1994
På dansk ved Jorge
Braga
Eugénios
hus
|