FOZ-DO-DOURO
Floden Douros udmunding


Den portugisiske digter Eugénio de Andrade (1923-2005), der havde slået sig ned i Porto
over for Passeio Alegre, ”Den lystige promenade” ved floden Douro's udmunding
causerer her over livet i dette hjørne af verden,
hvor motionisterne inspirerer ham til en livsbekræftende opfordring.

MULIGHEDERNE

Huset er hvidt, hvidt over for havet. Indeni går det hvide op ad trappen, træder ind i salene, vader ind i værelserne, stopper først oppe på terrassen. Alt er hvidt i huset, selv stilheden er hvid. Manden der bor i huset har et sårbart hjerte; han er sydlænding og har vandret i lande af luftigt lys, hvor selv gulvene er kalkede. Overfor, mellem huset og flodudmundingens sløve brænding er der en lang stenmole, en næsten uendelig allé af svajende palmer, omgængelige måger og evigt tålmodige lystfiskere, nogle siddende på klapstole med fiskestangen sofistikeret anbragt på et støtteben og en cigaret i mundvigen. Kun et glas whisky ved hånden og bid på krogen mangler som kronen på værket.

Ved daggry er alting rent ved havets port. Sandtangen, stenmolen og alleen er skinnende rene, det har regnet. De vældige høje palmer synes endnu højere ved dette allerførste lys. Der er en duft af overhængende forår i luften. Passeio Alegre, ”den lystige promenade,” ligger lige dér: gyldenlak, roser og liljer, det hele er allerede sprunget ud. Lidt længere henne blomstrer en hvidtjørn minimalt helt ned ved jorden og hidkalder såvel barndommens livsnære dufte som Marcel Prousts næsten uudholdeligt overdådige prosa. Den anden vej, op ad floden, lige efter fyret på Miguel-o-Anjo, er der en slags bedding, hvor træskure og små fiskerbåde i skrigende blå, røde og gule farver, mænger sig med vasketøj til tørre på metaltråd. En af bådene bærer stedets navn – Cantareira. De andre hedder noget almindeligt: Om-det-så-regner, Pralhals, Marina, Popeye. Forfatteren Raul Brandão, som er født her, skriver om stedet, havet og fiskerne, som ingen anden. ”Her til lands er alting fattigt og ydmygt, men ikke uslebent”. Sådan lyder ordene, emmende af ømhed for disse eller andre mennesker af slagsen. Det var ikke kun stedets uforlignelige lys, Raul havde øje og et åbent hjerte for.

Måske gælder hans ord fortsat nogle af de sjæle der stadig skraber sammen til dagen og vejen her omkring; men som intet har til fælles med de andre, som i weekenden invaderer og forstopper det hele med deres biler og vogne som de fleste knap forlader, snuden begravet i avisen og ørene døve for alt anden end radioens vræl af en fodboldkamp – folk uden det fjerneste lys i sjælen. De efterlader sig et langt spor af alskens skidt, flasker, plastikkrus, snavset papir, juice- og øldåser, kondomer, frugtskræller og sandwichrester, for det meste anskaffet på omvandrende snackbarer i ombyggede campingvogne, andre tilrejsende der således også klarer sig gennem livet, som ikke er let, slet ikke, ej heller værdigt som bekendt, selv om nogle ved det bedre end andre.

Alligevel og affaldet til trods bryder dagen frem gennem palmerne, ryster deres manker og er ikke sen til at forvandle landet til et hav af glimmer. Så dukker en andens slags folk op, disse dog oplyste af en lille indenbords sol: drenge som regel, ind i mellem også piger, der løber her om morgenen i takt med deres ure, parvise eller i små grupper, summarisk påklædte i trøjer og shorts. Deres renskurede udseende og jordiske skønhed er over for havet ligetil og håndgribelig. Sommetider strækker de ud ved palmerne, for så at genoptage løbet og drømmen om jeg ved ikke hvilken marathon. Folk lige efter mit hjerte, der vender byens febrilske puls ryggen og minder mig om andre drenge i deres ungdoms stråleglans, atleter som græske billedhuggere gengav i marmor fra Poros, og som Pindaro forevigede i sine digte, hvis musik stadig kan røre os sidst på dagen:

Stol ikke, kære sjæl, på det evige liv:
Gør dog brug af mulighederne.




Eugénio de Andrade

Foz-do-Douro, maj 1994

På dansk ved Jorge Braga



Eugénios hus