Tilbage til forsiden

NATTEVAGTEN af Agustina Bessa-Luis
Fransk Anmeldelse

http://comment7.wordpress.com/2008/12/06/les-amours-tardifs-de-lamateur-dart-et-de-liconoclaste/

I den portugisiske litteratur er hun mindst lige så god som Saramago og Lobo Antunes tilsammen og kunne godt fortjene ligeså megen opmærksomhed som sine mandlige kolleger. Hendes stil gør måske ikke meget væsen af sig: Den starter forsigtigt som en samtale, der føler sig frem mellem millioner af erindringer revet med af hukommelsen. Hvilken er den mest talende at begynde med? Således fremhæver de første sætninger detailler ved de billeder, der skal sætte fortællingen i gang, giver den afsæt; de skælver endnu skælver, lige draget frem af glemslen. Og ved hver ændring af plan, scene eller retning udfører ord og sætninger dette præcisionsarbejde, og som samtidig blotter fortællingens lag. Hun har helt sit eget åndedræt. Hun giver sine romaner en helt særegen dynamik, alt imens hun retter sine røntgen-stråler mod den mondæne sladder og omdanner det daglige smånyt til stumper af heltedigte; hun roder i anekdotens skraldespande, kasserer opståede idéer, introducerer elementer af filosofi og sociologi, med et tonefald som hos en gammel dame ligeså uværdig som lærd, i færd med at findele personerne i sin historie med skalpel , alt imens hun sludrer om dette og hint: regnen, begæret, biler, klædningsstykker, blomster, Portugal….Jeg finder, at hun styrer sine fortællinger som et penduls bevægelser:

Det begynder med, at hun retter kameraet mod en bestemt person, idet hun elaborerer over visse udviklinger, eller en del af den pågældendes biografi. Eller hun fører os ad mere komplekse afveje. Og så efter flere snese sider, ja adskillige kapitler, giver hun sig til at angribe den pågældende under en anden synsvinkel, næsten som om hun præsenterede hende eller ham for den første person, og derpå vender om, belyser en parallel udvikling, går i en anden retning. Og hver gang under en ny impuls, som en ny afsked (den magtfulde fortryllelse, man finder i de "første sætninger"). Og sommetider introducerer dette billeder, meget forskellige fra den første person. For eksempel er den mandlige hovedperson på ét givet tidspunkt ufølsom for jalousi, men forvandles sidenhen til en bidende jaloux. For omskiftelser, forvandlinger eller humørskift i et livsløb er for hende gangbar mønt. Hun holder regnskab med dem, hun leger med dem; det er ikke hendes hensigt at forklare dem eller at optegne alle deres udviklinger, men at sætte dem i gang, at koble dem til alt hvad dette medfører af nye forslag, af genopblussen, af nyorientering, ja sågar desorientering. Optaget, som hun er, af alt hvad der bevæger sig frem og tilbage, men også på kryds og tværs, sætter hun sine helte på sporet. Hun snuser til alt det de har rørt ved og gennemtrængt med deres dufte. "Enhver der lever mere end fem år i et hus (nogle vil sige syv… den tid kroppens celler behøver for at forny sig) efterlader sig en smule af sig selv i alt hvad hun eller han har rørt ved. Ja, mere end det: Alt hvad den pågældende har deltaget i, dag efter dag. For visse episoder er sommetider ikke så lette at tage med sig, i den grad har de sat sig fast på alt hvad der har været i berøring med dem. Maria Rosa var overbevist om, at selv et gardin, som en kat har kradset i, bevarer ligesom en følelse af forsvar og falder ikke så let ned som de andre.

(Hovedscenariet). Almindeligvis er hun en kyndig iagttager af det højere portugisiske borgerskab; hun kender dets forudsætninger, dets risici, dets interne regler, dets evolutioner og revolutioner. Også her er handlingen en adelig families fremadskridende forfald som i et "provinsmonarki", mens man fremmaner minderne om perioder i pomp og pragt, hvor man levede på en stor fod uden at lave noget, mens minderne om diktatur-tiden forblev uklare. Og i stigende grad kolliderer det moderne liv med traditionen og denne adels hovmod og tvinger den til at beskæftige sig med penge, arbejde, spekulere, blande sig i politik (adelen bliver optaget af at gøre karriere og forretning). Der er en overordnet sammenhæng, eftersom det tusmørke den pågældende familie gennemlever i deres "Nattevagt" desuden genereres af særlige "gener" og livsforløb, karaktertræk, som ikke gendannes mere eller ikke i tilstrækkelig grad, en manglende tilpasnings evne. Dette snigende, langstrakte tusmørke udvikler sig, - man fristes til at sige mens man betragter et mesterværk – som er i familiens eje, "Nattevagten" af Rembrandt. Er det en kopi eller en original? Længe har dette dilemma også været en del af den fædrene arv og har slået sig ned i et klima af spekulation. Dette billede viser en sammensat gruppe af adelige, officerer og almindelige mennesker, som antyder en bevægelse mod en ubestemmelig handling (tolkningerne varierer ) og måske har rakt et spejl billede frem mod en gruppe mennesker , der er ved at forsvinde, blive tilintetgjort. Fra den ene flytning til den anden , efterhånden som tiden går og alt efter den plads der var til rådighed i allerede beboede herresæder, har maleriet slået takten i familien Nabascos skæbnedrama. Og især Martinho’s. Efter sin mors skilsmisse blev han boende hos sin bedstemor i Nabasco-familiens historiske vugge, og man forstår, at han måtte have haft det meget dårligt med at blive fjernet fra "Nattevagten". Romanen giver også stof til et smukt og foruroligende forhold mellem en smuk bedstemor noget ud over det sædvanlige og et barnebarn, der i nogen grad betragtes som en "mutant". Ganske som hos Proust.

(Den Røde Tråd). Og vi ser Martinho acceptere meget, når blot det gør det muligt for ham at organisere sit liv i forhold til den tiltrækning, som Rembrandts lærred udøver på ham: "Billedet fik for ham en betydning som var det en bog fuld af gåder". På den ene side arbejder han på at genskabe værkets historie og dets omflakkende tilværelse, indtil det nåede frem til Nabascos vægge. Han vil vide alt om lærredet, men ikke som en lærd, ikke for at skrive en afhandling med en definitiv tolkning. Han vil leve sammen med det, se på det, dykke ned i det, spekulere over det. Se på de forskellige elementer det består af, og når han mediterer over det, vil han lege med tolkningens varianter. Fordi, for at fortælle den eller hin detalje, som slår ham vil hans tanker prøve flere mulige hypoteser. Det det er kendt, at skiftende sindstilstande varierer de måder hvorpå man opfatter fortællingen i et maleri. "Han kunne ikke længere gå forbi "Nattevagten" uden at stoppe op, som om nogen holdt hans skridt tilbage. Det postyr der var, når personerne hver især gjorde sig klar fascinerede ham (…..) Hvis der var en plads til mig (i billedet) ville jeg forlade alt for at indtage den plads", tænkte Martinho. Det er altså ikke en specialist i æstetik, der taler, men en der er optændt af lidenskab, en der gør billedet til sit univers. Faktisk er det en glimrende studie i kunstelskernes vaner, hvordan man lever med et lærred, som man elsker, hvordan man ser det, hvordan man tænker på det, hvordan det optager sindet. (Selv hvis dette tilfælde går "for" vidt.)" På dette punkt af undersøgelserne mistede Martinho enhver kontakt med virkeligheden". Besættelsen bliver total, sygelig. Samtidig med andre sider af hans følelsesliv (hans bedstemoder har viet ham til en mærkelig pige) fordrejes og undslipper ham. Det er først mod slutningen man forstår, hvordan hans fascination af lærredet kunne gribe ind i hans andre følelser. " Martinho var ikke uvidende om, at hans vedholdende fascination af "Nattevagten", hans ræsonnementer i form af krav til sig selv ledsagedes af en intens lystfølelse, som bevægede ham til tårer: Judite havde aldrig haft den virkning på ham". Vi må heller ikke glemme, at Bessa-Luis i det hele taget dissekerer liget af den portugisiske adel, og at denne besættelse hos Martinho også svarer til disse lediggængerens griller, som på en sommetider morbid måde fyldte de eksistentielle tomrum. Det kræver tid at fordybe sig så længe i et maleri!

Ukendt mesterværk. Bessa-Luis’ roman er en bemærkelsesværdig pendant til Balzacs "ukendte mesterværk". Balzacs novelle rummer en malers besættelse af en kvindes skønhed: Det er det ubeskrivelige i skønheden. Essensen af det han søger at begribe og synliggøre får ham til at male legemliggørelsen af det usynlige, dvs. ingenting, noget som kun han "ser". Som om han ville skjule det intime bånd, som forbinder ham med dette essentielle. I "Nattevagten", er bevægelsen modsat rettet, i det den udgår fra den betragtendes synspunkt. Forestillingen er der, figurativ og fortællende, alle og enhver kan verificere, at hun eller han ser ting, som ligner det alle andre ser (derefter varierer tolkningerne). Billedet er håndgribeligt. Men i og med at den "uligevægtige" forelskede fortaber sig gennem den lskenes kærlighed til billedet, kommer han til at sløre ligevægten mellem det virkelige liv og fortællingen; og fra da af må værket forsvinde, udviskes. Det beskues for meget og fortoner sig. (Skuepladsen for dens forsvinden er usædvanlig, en billedfjendsk demonstration i perfekt samklang med Martinhos billedfjendskab. Og langt fra at bryde fascinationen fuldbyrdes den, hvorimod maleren hos Balzac, da han bliver klar over, at han har malet "ingenting" rammes af rædsel. Her er den forelskede lykkelig i og med at hans fetisch forsvinder, fordi han, når det kommer til stykket, er den eneste som stadig ejer den, i den grad har han gjort den til en del af sit indre. "Martinho havde nu indtryk af, at "Nattevagten" bemægtigede sig ham (det præcise ord er besættelse), som et symbol, hvis betydning er hans egen tanke. Den person, der således belyses forvandler sig selv til kunstværk. Ud af den følelsesmæssige kraft i Rembrandt og hans modeller trådte det billede af verden, som Martinho nærmede sig. Det ukendte mesterværk er her et velkendt billedes ukontrollable tilblivelse: ubeskrivelig, usigelig, når det først opsuges af det virkelige liv, det indre, fantastiske , passionerede liv. Det forsvinder, smelter sammen med det organiske liv, med kunstelskerens overordnede biologi.

Anmeldelsen er oversat fra fransk af Finn Hermann.

 

Fantasme de tableau, par André Clavel
Lire, octobre 2008

Le rejeton d'une grande famille déchue de Porto s'éprend d'un Rembrandt. A la folie...
Les peintres sont de bons sujets pour les romanciers, qui se glissent souvent dans leurs toiles pour les faire revivre en les arrachant à leurs cimaises. C'est le cas de la Portugaise Agustina Bessa-Luís (née en 1922), qui a trempé sa plume dans les huiles de Rembrandt. Ses lecteurs ne seront pas surpris, car ils savent qu'elle est la romancière la plus inventive de son pays. Avec La ronde de nuit, elle nous entraîne du côté de Porto, dans les coulisses d'une grande famille - les Nabasco - qui vacille lentement sur ses fondements passablement mités, avec un grand-père qui a raté quatre fois son suicide. Dans leur vieille maison, «la bicoque», trône une réplique de La ronde de nuit de Rembrandt, et c'est ce tableau qui sera le fil d'Ariane du récit, un tableau qui n'a cessé de fasciner Martinho, le dernier rejeton de la dynastie Nabasco. Quand il était gosse, il a longtemps rêvé devant ses personnages, il s'est identifié au capitaine Banning Cocq et, en grandissant, il a projeté sur la toile ses multiples tourments, ses peurs et ses déboires amoureux, tout en gérant l'étrange héritage familial - vignes décharnées, terres épuisées et maisons en ruines.
Avec ce Martinho si fantasque, si chancelant, l'auteur de La sibylle invente un antihéros qui n'est peut-être qu'une ombre, une chimère, à force de vivre par procuration en contemplant La ronde de nuit. Le jour où le tableau sera à tout jamais saccagé par une folle bien décidée à le lessiver à grands renforts de détergents, Martinho, privé de sa raison d'être, n'aura plus qu'à se laisser mourir... Malgré ses trop longues digressions, ce roman est le portrait magistral d'un homme pris au piège de ses propres fantasmes, de ses propres délires. Avec le vieux Rembrandt dans le rôle du diable.


France-Culture:
Agustina Bessa-Luis
La Ronde de nuit

A Porto, depuis des générations, La Ronde de nuit de Rembrandt, quoique non signée, orne un mur du salon de la famille Nabasco. Les ambiguïtés du tableau permettent à Martinho, le dernier descendant, de faire des parallèles avec sa vie et celle de ses ancêtres. Cette représentation d'un événement sur le point de se produire devient source d'interrogations. Et une fois réinterprétées à la lumière du regard de l'autre et de celui, non dit, de l'auteur, ces interrogations deviennent des états de roman à travers les ébauches de réponse sur l'autorité, la loi, la vie publique et la vie intime.
Le tableau sera détruit par une femme jalouse, par des aléas de la vraie vie, et Martinho mourra d'avoir perdu la source de sur-vie qui éclairait son être. Le roman se définit ici comme un rapport entre ce que Rembrandt a peint, et qui dépasse la commande du tableau, et ce que Martinho déchiffre, et qui finalement le dépasse lui-même.
C'est en observant minutieusement le tableau, en le rêvant aussi, qu'Agustina Bessa-Luís crée un roman, qui, lui aussi, dépasse ce rapport.
Ce texte est le dernier roman de l'un des auteurs européens les plus brillants et les plus lucides de notre époque.

 

Puissance du faux
par Mathias Lavin (octobre 2008)

Agustina Bessa-Luís doit sa relative reconnaissance en France au fait d’avoir collaboré ou d’avoir inspiré un certain nombre de scénarios de l’immense Manoel de Oliveira. Si l’appartenance sociale des deux créateurs est identique (la grande bourgeoisie de Porto), autant le cinéaste se plaît à élargir sa vision à l’échelle du monde tout en questionnant, notamment, les mythes fondateurs de l’histoire portugaise (voir par exemple son dernier film, Christophe Colomb, l’énigme), alors que la romancière semble avoir pour objet unique l’analyse de son milieu qu’elle dépeint avec une plume acerbe. On peut parler de projet balzacien si l’on veut mais réduit à l’observation d’un lieu circonscrit et centré sur une classe sociale unique (que l’auteur pourrait qualifier de « race » avec une provocation presque sincère). Cette dernière remarque ne constitue pas un jugement dépréciatif mais une précision nécessaire pour renvoyer à cet univers singulier dont nous ne connaissons en France qu’une partie limitée. L’écriture de Bessa-Luís a pour ressort principal une ironie permanente, assortie de formules sentencieuses tantôt prêtées aux personnages, tantôt au narrateur – ce qui entraîne d’ailleurs de fréquentes indécisions entre ces différentes instances. On peut juger soit plaisant soit lassant (le lecteur peut d’ailleurs éprouver les deux sensations au fil de son humeur) de voir étirer une pratique de moraliste sur la longueur d’un roman mais on ne peut négliger pour autant la verve sarcastique qui anime cette création. L’idée sur laquelle repose son dernier roman, La ronde de nuit, est aussi intrigante que révélatrice de la démarche de l’écrivain : une copie du célèbre tableau de Rembrandt (parfois considérée comme l’original par ses certains de ses propriétaires) appartient à une riche famille de Porto, les Nabasco. Le dernier descendant de cette lignée, Martinho éprouve une sorte de fascination, trouble et mystérieuse, pour ce tableau découvert dès son plus jeune âge dans l’une des maisons de sa grand-mère, Maria Rosa, qu’on ne peut s’empêcher de considérer comme un double de l’auteur. La grand-mère et le petit-fils forment le véritable couple du récit qui se déroule sous le double factice de la célèbre œuvre de Rembrandt. Le tableau se fait tour à tour surface permettant aux protagonistes de projeter leurs rêves ou de tenter de décrypter leur avenir ou bien enjeu de pouvoir, notamment entre Martinho et sa jeune épouse. Il s’agit en tout cas d’un curieux roman de formation (au sens de Bildungsroman) où Bessa-Luís, tout en disant le contraire, s’incline devant les puissances de l’art.
Agustina Bessa-Luís, La ronde de nuit, Métailié, septembre 2008, 318 pages, 23 €.

 

Tilbage til forsiden