Forord
Den portugisiske litteratur er så lidt kendt i Danmark, at det længe har været et ønske, nogle af dens fortrinligste arbejder måtte vorde oversatte her. Den som vil lære at skønne på denne litteraturs værd, at gennemlæse Bouterwechts Gescihte der portugisischen Poesie und beredsamkeit, der tillige giver en overskuelse af Portugals største digters uforlignelige Lusiade. Længe har det været oversætterens attrå at fremlægge nærværende til sine landsmænds prøvelse, men med al sin hu efter at levere denne første danske oversættelse af noget portugisisk åndsværk, vilde det dog være blevet er uopnået forsæt, om ikke deres excellence, de herrer Gehejme Statsministre Møsting og Malling ved ædel bevågenhed havde sat ham istand til at komme sit øjemed nærmere, hvorfor han stedse skal føle den varmeste taknemmelighed.
Al mulig flid er anvendt på at vise dette mesterværk i sin fulde skikkelse. Originalens versemål er brugt og så tro en fremstilling af Camoens ideer og udtryk, som oversætteren har formået. Man har stræbt efter at nå den simple højhed, eller måske rigtigere: høje simpelhed, der udmærker Lusitaniens første skjald for alle sine samtidige.
Da Camoens var en af sin tidsalders mest udmærkede lærde, har han i alle sine værker vist store belæsthed, og dette er årsag til, at der i nærværende forsøg findes anmærkninger ved slutningen af hver sang, ligesom der findes i portugisiske udgaver, samt i franske og tyske oversættelser.
Det kan ikke andet end underholdende være netop på denne tidspunkt at betragte det lands forfatning (tilstand), der i Camoens tid stod i højeste flor, opdagede søvejen til Ostindien ved hans ven Vasco da Gama, der er Lusiadens helt, og selv inden endte sine lidelser med sit liv, sank i en bestandig afmagt ved pest, krige og alskens ulykker, indtil de nuværende uroligheder syns at vidne om, Lusus's sønner føle kræfter til at rejse sig af sin afmagt igen.
Behageligt vilde det være, om pladsen tillod at meddele her, - ikke alle de mangfoldige latinske, italienske, spanske og portugisiske hædersvers, elegier, gravskrifter o.s.v., hvormed man søgte at sætte liv i erindringen om denne sjældne musernes søn, som man havde sat ud af livet ved smerter og trang, - men oversættelse af den uforglemmelige Tassos Sonet, som han skrev til Camoen's hæder nogen tid efter Lusiadens, og ikke længe før hans eget befriede Jerusalem bekendtgørelse.
Til slutning ønskes, at dette arbejde, der er vovet i den bedste hensigt og med vedholdende anstrengelse, må være så heldigt at vinde de ærede læseres og læserinders bifald.

Luis de Camoen's
Biografi

Portugals største digter, der tilbragte sine dage her på jorden i ulykke uden at hans værd påskønnedes mens han levede, efterlod sig næsten aldeles intet spor af sit levnedsforløb uden hvad der findes i hans egne mesterværker. Disse var det betydeligste hjælpemiddel for Luis de Camoen's største biograf Manoel Severin de Faria. Manoel de Faria og Gousa, der var Digterens utrættelige tolk, har i sine senere tillæg til hans begivenheder vel næppe haft andet at holde sig til. De data, vi have, er altså utilstrækkelige, og tildækkes med et mørke, der vistnok ikke mere skal blive adspredt. Dennes Lusitaniens mageløse skjald var på sin vandring miskendt og ringeagtet. Han tilbragte en betydelig del af sine leveår fjernt fra sine europæiske landsmænd, blandt rå soldater og handelsmænd, der ingenlunde drømte om hvad for en mand der var blandt dem og ringeagtet hentæredes af kummer og nød. Og i hvilken tidsalder skænkedes Camoens sit fødeland. Så ærefuld hans ungdoms og mandomsår end var for Portugal, beholdt de kun deres glans ved denne, ej talrige nations, utrættelige anstrengende higen efter handel og erobringer i det nylig opdagede Indien! Kong Sebastiens ulykkelig skæbne i Afrika havde en højst sørgelig følge for hele det portugisiske folk og nærmest for Camoens hæderfulde tidsalder. Næsten hele nationen sank ned i afmagt med sine rigdomme, sin nationalære og sin stolthed. Tider fulde af slig jammer, en slig forvirring, var ej skikkede til at modtage en så skøn frembringelse, som Camoens fortræffelige nationaldigt var, med rolig deltagelse, eller skænke dens forfatter sin opmærksomhed.
Adskillige steder i Portugal, og deriblandt Lisabon, Coimbra og Satarem gjorde hinanden den ære stridig at være Camoens fødested. Dog bliver den mening sandsynligt, at han er kommen til verden i Lisabon, eftersom den bekræftes af Manuel de Correa, der stod i nøje venskab med ham, og følgelig nå have fået kendskab herom af ham selv.
Ej mindre forskellighed finder sted i henseende til årstallet, da han fødtes. Nogle angiver året 1517, andre blandt hvilke Manoel de Faria, året 1524.
Han var af gammel adelig herkomst; thi hans familie havde allerede i året 1370 stået i stor anseelsen Portugal under Kong Ferdinand. Hans fader var Simon Vaz de Camoens, der som kaptajn førte et skib, satte til på Goas kyster, og blev opslugt af bølgerne såvelsom hans ubetydelig ejendom. Skæbnen var altså vor digter ugunstig fra hans spædeste barndom. Hans moder Anna de Macedo, var ligeledes af en gammel adelig familie. Ved sin farmoder var han i slægt med Gamaerne, og det er måske i denne betydning, at Camoens i femte sang af Lusiade, 99. Stanze, kalder Vasco da Gama vor Gama.
Af hans barnlige alder findes intet fodspor; men sine ungdomsår begyndte han på universitetet i Coimbra med at studere filosofi, humaniora og digtekunsten. Allerede i denne periode begyndte hans poesi at blomstre; men det lader dog ikke til, at disse hans åndsfrembringelser bragte ham i nogen forbindelse med dem, der til den tid havde noget fortrinligt anlæg til de skønne kunstner; Camoens vandrede dengang ene på sin bane, ligesom han hele livet igennem stod i sit fædreland alene med sin muse. Måske var denne omstændighed også årsag til, at hans store nationaldigt blev det eneste i Portugal såvel i henseende til indhold som udførelse.
Forsynet med sin tidsalders med udstrakte kundskaber, som overalt lyser frem i hans arbejder, begav Camoens sig til hoffet i Lisabon, hvor hans skønhed, ild og sjæls adel gjorde ham fortrinligen yndet, især af damerne. Hans, store levende øjne, strålende af idel elskov og vellyst, hans blonde hår, ædle pande, ørnenæse, den med hvide tænder besatte mund, de røde læber, det fyldige ansigt, den hvide, af en skøn rødme oplivede og krafthed angivne hudfarve, den hverken for fede eller magre legemsbygning, den lette og behagelige sang, alt dette frembragte en yngling, der kunde fremstille sig uden nogen anbefaling, end den, hans vakre udvortes meddelte ham. Hvad man under slige omstændigheder let kan forestille sig, fandt også virkelig sted. Fyrig elskov opflammede Camoens og forledte ham til uforsigtigheder, der var årsag til hans forvisning fra hoffet. Altså lignede Camoens begivenheder tvende oldtidens digtere i to punkter. Man kivedes om hans fødested, som fordum om Homers, og man forviste ham, lig Ovid, for kærlighedens flammer. Den dame, eller måske de damer, for hvem hans hjerte brændte, vides ikke med vished. Camoens besynger i sine digte snart den skønne Violante, snart den dejlige nymphe Ratercia. Men hovedårsagen til hans forvisning til hans moders fødested Santarem, formodes dog at være hans forbindelse med Catharine e Attayde eller lmada, en hofdame.
Bortreven fra denne sin tilbedte elskede, hvis dyrebare minde stedse svævede for hans sjæl og hvoraf hans ømme kærlighedssange genlød, måtte denne skilsmisse nødvendigen forøge et så varmt hjertes græmmelse. Måske faldt i denne stemning den tanke Camoens ind, at hans hjerte end vilde kunde finde ro i våbengny, måske troede han også på en vis måde at kunne forbedre sine knappe kår ved Krigstjeneste, måske havde tillige selv portugisernes felttog i Afrika, som han nu tog del i, som en kamp mod de vantro Maurer eller Mohrer, ligeså stærk en kraft for hans religionsiver, som for hans patriotisme, hvilket i det mindste mange steder i Lusiade synes at vise. Camoens forføjede sig altså til Ceuta, og fægtede her med de vantro under Antonio de Roronhas kommando. Men et stykke metal af en marokkanernes kanoner skilte ham i et søslag i strædet ved Gibraltar ved brugen af sit højre øje, hvorom han selv taler i 10 sangs 9 stanze.
Efter endnu nogen tids deltagelse i dette togt, men uvist om hvor længe, vendte han, efter at have fået tilladelse til at komme tilbag til hoffet igen, tilbage til Lisabon; men der fandt han den tapre, for sit fødeland sårede kriger lige så lidt udmærkelse eller belønning som digteren før havde fundet. I enhver livets stilling beholdt han sin lidenskab for poesi. Også i Afrika skrev han midt iblandt sværdenes klirren skønne vers, blandt andet til italienerinden i Petrarks smag, i hvilken han mesterligen skildrer d smerter, elskov havde bragt ham til at lide, og der ses let, at han betragtede denne lidenskab som den eneste oprindelse til hans ulykker.
Med den mest brændende fædrelandskærlighed, der aldrig forlod ham, med det mest brændende had til mangen en af de fornemme, som han troede sig uretfærdig tilsidesat, ja vel endog måske forfulgt af, fattede Camoens nu den beslutning, for stedse at forlade Portugal. År 1553, følgeligen efter nogles regning i sin alders 29. år, efter andres 36. år, gik han til Indien med den flåde, der sendtes fra Lisabon til hjælp for kongerne af Cochi og Porca. Hans sidste ord ved sin afrejse skulle have været de samme, Scipio Africanus brugte: Utaknemmelige fædreland! Du skal ikke besidde mine ben!
Men ej hellere i Indien havde han større held. Don Alfonso de Roronha var dengang vicekonge i Indien. Camoens nød ingen ro til at forfriske sig efter den lange rejse. Portugiserne udrustede hele deres magt mod kongen af Thembé, der havde taget nogle øer fra deres bundsforvante, kongerne af Cochim og Porca. Vor krigeriske digter vandt stor ære ved sin tapperhed i dette togt. Men for ikke at lide mangel
på nødtørftig underholdning måtte han være med som frivillig i adskillige ekspeditioner, uden dog ved denne sin tjeneste at kunne forhverve sig nogen fordel, der formåede at sætte ham i mindre trængende kår. Ene hans muse, som aldrig havde forladt ham, blev ham også tro her, men ligesom hans måske kun poetisk følte og forkynde elskov højt rimeligen havde været årsag til hans bortrejse fra hoffet i Lisabon, således førte digtekunsten, og meget muligen den misfornøjelse, som en så stærkt fremhigende ånd måtte føle ved sin på alle kanter nedtrykkende og indspærrende borgerlig stilling, Camoens på satirens slibrige bane. Året derpå, da Don Pedro Mscarenhas var vicekonge, var han med på en ny ekspedition til det snævre pas med Mecca. Der så han Mont Felix og hele den del af Afrika, hvorover han har efterladt sig en så skøn beskrivelse i sin 9ende sang til italienerinden, i hvilken han tillige begræder sine ulykker og sin behærskerindes fraværelse. Efter sin tilbagekomst levede han vel nogen tid temmelig roligen i Goa, og blev ved at arbejde på sit yndlingsarbejde, Lusiaden, som han efter nogles formening allerede havde begyndt på i Coimbra, efter andres medens han første gang var i Lisabon, og skrev desuden nogle smådigte, hvis indhold ej kunde fornærme nogen. Men hans tvende bitre satirer: Disprates na India, Dårskaberne i Indien, og Relacion de fiestas en Goa, Beretning om højtiderne i Goa, gjorde den virkning, at den daværende vicekonge Francisco Barrreto i året 1556 lod ham forvisse til den kinesiske ø Macao. Beskyttere må Camoens dog have haft, thi der blev han Provedor mor dos defunos, eller administrator for de afdødes efterladenskaber, hvorved han havde tilstrækkelig udkomme og foruden sine embedsforretninger tid til at blive ved at arbejde på sit heltedigt, og selv foretage sig rejser som for eksempel til de molukkiske øer. På Macao fører en grotte endnu navn af Camoens grotte. Her hvor han levede fem år, fuldendte han Lusiaden, hvoraf han havde begyndt de første sange i sit fødeland som yngling, og fortsat resten i en række år på såmange jordens kanter og som en bolt for ulykker og vedholdende sindslidelser. Vi må beundre hans sjæls styrke, han lod sig aldrig forkue af modgang.
Såsnart imidlertid Constancio de Braganza, en mand af liberale grundsætninger, var bleven vicekonge i Goa efter Barreto, erholdt Camoens letteligen tilladelse til at vende tilbage til Goa. Men på denne rejse var næsten digteren selv, tilligemed frugten af hans mangeårige arbejde og hans evners fylde, forgået, og havde derved bestandigen været tabt for verden. En storm opkom på højden af Cambojas kyst; allerede hans fader havde mistet sin formue og sat sit liv til ved denne Kyst, og samme skæbne syntes at forestå hans søn. Skibet sank og Camoens havde været forloren, om han ikke ved svømning med den ene hånd havde kunnet redde sig til kysten, medens han med sin anden hånd bragte sit digt med sig, som nu engang var bestemt til at være den ædle mands hele rigdom, han reddede Lusiaden på samme måde Cæsar sine Commentarier. Meget skønt lader Camoens den Profetiske Thetis i 10de sangs 128de stanze forkynde denne begivenhed til Mecom, i hvis strøm han kom i land.
Sålænge Constancio de Braganza var vicekonge levede Camoens meget vel i Goa; men kun for snart døde denne hans beskærmer, og hans efterfølger de Redondo lod inden kort forløb hans fjender finde adgang med deres beskyldninger, at digteren havde ført sit embede slet som administrator i Macao; Camoens blev nødt til at aflægge sin retfærdiggørelse fra sit fængsel af. Men den skal være fuldkomment lykkedes ham, og han vilde ej have behøvet at være længer fængslet, om ej en af hans kreditorer, ved navn Fiosfecos, på ny havde ladet ham arrestere. Men et muntert digt til vicekongen befriede ham dog til sidst også af denne forlegenhed.
Men ved alle disse uheld var hans ophold i Indien dog, om muligt, blevet ham endnu mere utåleligt, end det nogensinde havde været det i Portugal. Han lod sig af denne årsag letteligen formå af Pedro Barreto, der var bleven guvernør over Sofala, til at gøre en rejse med ham derhen såvelsom nogle andre ansete mænd; da han håbede lettere at kunne iværksætte sin tilbagerejse til Europa. Men næppe var han kommen til Sofala, før den hensigt, Barreto måtte have haft ved såmeget at tage del i en, nu ej længere ubekendt mand viste sig tydeligere; Camoens skulde være forbleven hos Barreto i Sofala, måske for at give herr guvernøren og hans hof glans og morskab ved sit navn og sine talenter, begge dele vare aldeles udenfor Camoens plan, thi det var hans inderlige ønske at se sit fædreland igen, og i denne stridighed mellem hans og hans beskytteres vilje tog denne sidste sin tilflugt til at fordre omtrent 200 dukater af den for hver skilling blottede digter, og holde ham på Sofala indtil han havde erlagt denne sum. Camoens blev heller ikke udfriet af denne slags arrest og sat istand til at vende tilbage til Portugal, før nogle retsindige mænd støde hin kapital sammen.
På denne måde kom Camoens omsider tilbage til Lisabon igen år 1569, da den unge Kong Don Sebastian regerede. Det eneste han bragte med sig, var hans Lusiade. En skrækkelig pest rådede dengang i Portugal. Sebastian optog vel Lusiaden meget nådig, men landeplagen udsatte den bekendtgørelse i tre år, først efter ny gjennembearbejdning kom den ud år 1572 og blev optagen med entusiastisk bifald, men i en tid af syv år tilbragte han sin øvrige levetid i en så yderlig elendighed, at han nødtes til at sende sin slave ud om natten at skaffe almisser, for at udrede den knappeste underholdning, da de femten tusinde årlige realer udeblev, men hvilke Kong Sebastian belønnede hans tjeneste på de vilkår, at han stedse skulde opholde sig ved hoffet, som var årsag til, at han bestandigen levede i ensomhed, på den omgang nær, han søgte med nogle lærde Dominicanere, hvis forelæsninger i teologisk moral han hørte. Årsagerne til denne hans sørgelige forfatning, der gik ham langt nærmere til hjerte, end hans egen mangel var det hårde stød, der traf hans så inderligen elskede fædreland og hans så inderligen elskede Kong Sebastian, som led et stort nederlag i slaget ved Alasfar. Sebastian var tabt for stedse, Portugal flor og nationalære henvisende, indvortes uroligheder brøde ud, og det hele rige var en jammers og forstyrrelses skueplads.
Alle disse smerter, forenede med den største mangel, nedtrykkede hans alderdoms svagheder, til sidst blev han, blottet for al hjælp, nødt til at søge til et hospital, eller et fattighus, med yderste svaghed. Her skrev han følgende ord i et brev, som er der sidste, han har efterladt sig: " har man nogensinde hørt sige, at på en så lille skueplads, som den på et usselt leje, skulde lykken have vist så megen modgang? Og jeg, som om det onde ej var tilstrækkeligt, stiller mig på dens side; thi at mene, man kan modtage så mange ulykker, vilde synes at være et slags dumdristighed ."
Han døde 1579 i sit 62de år, og erholdt et så ringe gravsted, at man seksten år derefter havde ondt ved at finde det, og da hædrede Gonsalo Coutinho den store digters grav med et marmormonument og følgende indskrift

Her hviler
Luis de Camoens
den største blandt sin tids
digtere.
Han levede fattig og elendig,
og således døde han
år 1579

Uddrag af H.V.Lundbyes oversættelse, som kan lånes på biblioteket:

Lusiade, Sang I

1.
De våbenklædte, ædle helteskare,
som kjæk drog bort fra Lusitaners Rige,
på have, som end ej besejlte vare,
hinsidens Taprobana; den i krige
var tapper, den var uforsagt i fare,
mer end hvad støvets kræfter kan tilsige;
den stiftede blandt fjerne Nationer
nyt Rige hiset i de hede Zoner

2.
og hine fyrsters hæderfulde minde,
som tro og rige mægtigen udbredte,
bød Afrers, Asiaters styrker svinde
idet de deres lasters fald beredte;
og Dem, hvis tapre dåd skal sejer vinde,
selv da, når kampen dem til døden ledte:
dem priser jeg, min ros skal alle høre,
om snilde, kunst såvidt min ånd vil føre.


1
As armas e os Barões assinalados
Que da Ocidental praia Lusitana
Por mares nunca de antes navegados
Passaram ainda além da Taprobana,
Em perigos e guerras esforçados
Mais do que prometia a força humana,
E entre gente remota edificaram
Novo Reino, que tanto sublimaram;

2
E também as memórias gloriosas
Daqueles Reis que foram dilatando
A Fé, o Império, e as terras viciosas
De África e de Ásia andaram devastando,
E aqueles que por obras valerosas
Se vão da lei da Morte libertando,
Cantando espalharei por toda parte,
Se a tanto me ajudar o engenho e arte.