Anmeldelse af K.Torben Rasmussen i NYT FRA ISLAND 4/2004

 

Barbariet tur - retur

af K. Torben Rasmussen

Året 1627 hærgede nordafrikanske korsarer, kaldet tyrkere, Islands

kyster. De lagde Vestmannaøerne øde og omtrent 380 mennesker blev bortført og solgt som slaver i Algier. De fleste af dem så aldrig Island igen, men præsten Olafur Egilsson kom ud på en odysse, rundt om i et krigshærget Europa, på tværs af kristendom og islam. I Algier blev 61afur af sø røverne udtaget til at drage hjem og skaffe løsepenge for de tilbageblevne islændinge. Alene og pengeløs måtte han finde vej tilbage og fuldføre sit hverv. Vi følger i præstens fodspor, først på sø rejsen til Afrika og senere på tilbagerejsen til Island - og over Livorno, Venedig, Marseille, Einkhuisen og København.

Sådan lyder bagsideteksten på bogen Barbariet tur retur, som udkom sidste efterår, men ikke har fået megen respons i Danmark. Selv fandt jeg den i en af de gode boghandler i Reykjavik denne sommer. Det er en grundig beskrivelse af en af de mere dramatiske (og mærkværdige) hændelser i Islands historie, som man ofte har hørt om, men ikke rigtig har haft nogen lettilgængelig baggrund for at forstå. Det har man nu.

Pirateri, inkl. indsamling af slaver, var åbenbart en almindelig del af den markedsøkonomi, der fandtes i Europa på den tid. Man drog rundt og indsamlede slaver, ligesom man indsamlede så meget andet. Ikke mange andre steder end i Island kunne man finde så ubeskyttede kyster og folk, så selvom turen til Island var lang og besværlig, så var udsigten til passende økonomisk profit stor nok til, at fire skibe i forsommeren 1627 nærmer sig Island.

Ved Grindavik tages 15 islændinge til fange efter en kort kamp, hvor to bliver dræbt, men ved Bessasta5ir kommer det til regulær kamp og angrebet bliver afvist. Andre skibe nærmer sig østkysten og ved derefter at bevæge sig langs øst- og sydkysten lykkedes det mandskabet på disse skibe at indfange omkring 110 mennesker. Det er besværlige områder at arbejde i for sørøvere; få bebyggelser og svære landingsforhold betyder, at det går langsomt. Åbenbart har piraterne erfaret, at der på Vestmannaøerne findes en større samlet befolkning, som de beslutter sig for at angribe.

Den 16. juli søger de først at angribe fra havnesiden, men det mislykkes, hvorefter de i ly af natten sejler lidt syd om og går i land på en ubeskyttet strand og derfra falder byen i ryggen. Hvorfor islændingene ikke tænkte den tanke og søgte at forsvare sig sydfra?

Angreb, drab, mishandling og voldtægt følger. Omkring 240 mennesker tages til fange, der i blandt børn og kvinder. Og altså også præsten Olafur Egilsson (63 år)og hans hustru Asta (ung og gravid) og de to børn.

Turen gik nu syd over mod Algier og slavemarkedet der. Beretningen om turens forløb, anløb til Algier og det, der følger, kommer fra præsten Olafur. En tid efter sin hjemkomst til Island udgiver han en bog om hændelsen og sine dramatiske oplevelser i en bog der i 1740 udkommer på dansk under en af tidens karakteristiske indholdsrige titler: "En kort Beretning om de Tyrkiske Søe-Røveres onde Medfart .og Omgang, da de kom til Island i Aaret 1627, og der borttoge over 300 Mennesker, ihjelsloge mange, og paa tyrannisk Maade ilde medhandlede dem. Sammenskreven af Præsten Oluf Eigilssen fra VestManøe, som tillige blev ført derfra til Algier, og 1628 kom tilbage igjen".

Venedig, Marseilles og Enkhuizen når han til København i slutningen af marts 1628. Han kommer senere på året tilbage til Island og stimulerer yderligt den indsamling, der allerede foregår med henblik påløskøb.

De kommende år lykkedes det at løskøbe nogle relativt få islændinge, inkl. Asta, dog først i 1635. Børnene kom ikke med. Den ll-årige blev som nævnt solgt, men de to andres skæbne kender man ikke. Ikke mange kom nogensinde tilbage. Af

de omkring 380 oprindeligt bortførte døde 35 af sygdom og strabadser, 20 frikøbte sig selv, 34 blev frikøbt i 1635 og 9 blev frikøbt endnu senere - de resterende 282 blev derude.

Den helt utrolige historie er nu den, at Olafur af piraterne bliver udset til at rejse tilbage til Island og skaffe løsepenge til frikøb af slaverne.

En barsk tur over Atlanten, hvorunder Asta nedkommer med endnu en søn, følger. Ankommet til Algier sælges straks nogle af islændingene på markedet, bl.a. Olafurs og Astas ll-årige søn. Ham så de aldrig mere.

Den helt utrolige historie er nu den, at Olafur af piraterne bliver udset til at rejse tilbage til Island og skaffe løsepenge til frikøb af slaverne. Frikøb var i det hele taget et centralt element i slavehandlen, idet der ofte kunne skaffes større gevinst ved at indkassere løsepenge end ved at sælge slaverne.

Den ældre mand rejser nu - uden penge eller mad - på forunderlig vis hele vejen op gennem Europa. Tigger sig vej, er heldig og tilpasningsdygtig og via Livorno,

Bogen giver en fornemmelse af 1600-årenes europæiske stemning og af den råhed i forhold til det enkelte individs rettigheder, vor tids humanisme søger at fjerne sig fra. Forholdet mellem kristendom og islam berøres naturligt nok - og nødvendigvis - men ikke grundigt, ligesom det i det hele taget foregår mere på antydningens end på det konkret historiske niveau, når der skrives om det generelle politiske og religiøse.

Bogen er skrevet i en lidt slentrende stil, og forfatterens private holdninger stikker ud hist & her. Sammen med adskillige korrekturfejl og forkerte stavemåder efterlader det læseren med en fornemmelse af en for hurtig produktion.

Bogen er illustreret med kort, stik og malerier, men også her er der sløset lidt, et par illustrationer har ingen åbenlys relevans for indholdet.

En lidt skrappere redaktør kunne have ryddet op og gjort bogen helt færdig.

Alt i alt dog helt bestemt en bog, som kan anbefales alle som interesserer sig for Island eller for 1600-tallets søfart, handels og rejseliv. Eller bare kan lide en god og sand historie, som man næsten skulle tro var løgn fra ende til anden.

Barbariet tur retur Jens Riise Kristensen Forlaget 0rby, 2003 www.oerby.dk



Tilbage til forside: