Den historie, jeg vil fortælle, er ikke sket for mig, men for en ven der bor i Danmark. Jeg kan ikke forestille mig, at den kunne finde sted her i Portugal, da hovedpersonen, en professionel rottefænger, skønt ikke udgået fra et universitet, ved navn ”Andersenrat”, i hvert fald så sådan ud. Dengang jeg gik på latinskolen, sad der ved døren til det „lille hus“ en ældgammel nonne, der ordnede beskadigede rosenkranse og var indehaver af et svejtsisk diplom i kunststopning af silkestrømper. Danmark og Svejts er begge meget fornuftige og effektive lande, som vi ikke kan måle os med. Derfor forekommer Hamlet mig slet ikke dansk, eller også skejede han bare ud.
Min ven, som jeg vil kalde Klaus, opdagede en rotte i sit køkken. Han gav sig ikke tid til at finde ud af, om den var på flugt, muligvis en indvandrer, eller trådt ud af et folkeeventyr. Klaus sendte straks bud efter en rottefænger. Der kom en høj mand med gule oliebukser; han gik og drak vand hele tiden af en lille vandflaske, som han åbnede med stor omhu, for at lampens ånd ikke skulle slippe ud, eller rettere, flaskens.
Hans første træk var at formene Klaus adgang til køkkenet, så længe operationen stod på. Det lignede en militærøvelse, og da Klaus satte Tannhäuser på cd-afspilleren, fik man kuldegysninger af akkompagnementet.
Rottefængeren strøede mel ud over køkkengulvet, og to dage senere kendte han rottens vægt, alder og størrelse. På melet kunne man aflæse såvel aftryk af dens fire poter som længden af halen. Halens længde afslørede rottens alder, og så fremdeles.
Der er folk, som ikke kan tåle synet af rottens hale, fordi den er hårløs og ligner en orm, en slags snylter. Andre kan ikke udstå dens ører; jeg ved ikke hvorfor, nok fordi de er lyserøde og nøgne. Der var engang en løvetæmmer, som var bange for rotter; selv når de var i bur, fik de ham til at ryste i bukserne. Og dog lystrede hans fire løver, dovne som de ellers var, hans befalinger og frygtede ham.
Rotten var sin fjende en værdig modstander. Den syntes også at have gennemgået et kursus for specialtropper og kendte alle lyde og lugte i køkkenet: Lyden af den dryppende vandhane ved vasken, den letkrydrede lugt af løgskræller og især osteskimmel, som gjorde den helt afsindig. Den passede dog på rottefælden, som den nærmede sig lige til den sidste fatale millimeter. Så trak den sig tilbage, pudret i hvidt mel som en anden pjerrot og endnu klogere end forhen. Ligesom rottefængeren.
— De kan være sikker på — sagde han til Klaus — at en rotte ved mere om Deres køkken på fem minutter, end De på tredive år, min herre. Den kender til alt, hvad De har i skabene, hvad den bør vælge, og hvad den bør holde sig fra. Den ved, hvor de rådne brædder er, de brugte børster, den indtørrede håndsæbe og de lysestumper, som den ikke afholder sig fra at æde, når sulten nager. Æde, ikke nyde. Til at nyde er der andre delikatesser: olie, smør, flæsk, visse slags papir, pudefjer, og (hør blot!) gummislange. En rotte kan opholde sig et helt år i et køkken, og vi bliver først klar over dens tilstedeværelse, når der går hul på afløbsslangen bag opvaskemaskinen, og en oversvømmelse er en kendsgerning. Det var rotten, der gnavede hul for at snuse og beruse sig i lugten fra madrester, der havde klæbet sig fast på det vidunderlige rør — små grønærter, fedt og en eller anden osteskorpe fra en emmentaler eller en gouda.
Efter to uger sagde rottefængeren:
— Det drejer sig om en rotte, som er på kur. Den er muligvis ældre, end jeg først antog, for den holder sig slank og smidig. Den sørger for sine kulhydrater, men lader sig ikke friste af sukker.
— Måske tror den, at det er gift — sagde Klaus opgivende. Han var stadig forment adgang til køkkenet og gik endog på café for at spise morgenmad og købe lidt ind: croissanter, pålæg og rundstykker, som han vægrede sig ved at dele med rotten. Han var begyndt at nære uvilje imod rottefængeren.
En rotte tænker ikke, den har ikke behov for at tænke. Som ethvert rovdyr gør den bedre end det, den benytter sig af de signaler, naturen udsender fra alle sider. En byrotte råder desuden over et vidtrækkende net af informationer: Alting dirrer, knirker og skinner; såvel mennesker som genstande larmer på vidt forskellige måder og udsender alle slags dufte, som varsler om deres tilstedeværelse. En rotte ved straks, om det drejer sig om en invalid, om han bruger stok, om han har blærebetændelse, om han går med sko eller tøfler. Den ved, at hvor der lyttes til musik, er der ingen fare på færde. Musikken overdøver rovdyrenes gang, og store familier er også ensbetydende med sikrere områder. Dengang vi alle stadig boede sammen og spiste til middag omkring spisestuebordet, alle opstemte af mors ordrer og kontraordrer til stuepigen, da balancerede en lille mus i vor platmenage oppe på den høje skænk og iagttog os, som var den til en forestilling. Den så ud til at more sig. Og den følte sig nok i sikkerhed, da den varme og livlige samtale omkring bordet var tegn på en hyggelig sammenkomst, hvor ingen ville den ondt eller kunne finde på noget så afsindigt som at jage den ned fra dens loge.
Men for at vende tilbage til Klaus: Nu var der allerede gået tre uger, og rotten holdt fortsat stand i køkkenet, dens køkken, for det var dens territorium med dens brødkurv, dens friturepapir og dens stegepande, hvor der stadig sad nogle små finner fra en stegt fisk. Den holdt meget af stegt fisk. Klaus var i øvrigt sikker på, at den hyggede sig med sandwicher med æg og ansjoser. Vis mig en rotte der holder af ansjoser, så skal jeg sige jer, hvor der bor en god europæer.
Sommerferien stod for døren, og Klaus længtes efter at komme ud og sejle i sin båd, som hele vinteren havde været på værftet, hvilket kostede ham en formue. Men han syntes, at pengene var godt givet ud, for han holdt af havet, som en rotte holder af ost. Jeg kan vist ikke helt holde mig til sagen, hvilket i en historie undertiden kan være af afgørende betydning. Klaus inviterede sin ekskone ud at sejle for at nyde den første sol i juni og glemte alt om rotten og rottefængeren. Han håbede, at ved hjemkomsten ville alting være forandret (hvilket er, hvad der sker, når man har været ude at rejse), at alt ville have ordnet sig imens. Så ville han bare afregne med rottefængeren og igen tage sit køkken i besiddelse. Men sådan gik det ikke. Rotten blev ved med at vandre hen over melet og blev bare klogere og klogere.
— Hvad skal jeg dog stille op? spurgte Klaus. — Jeg er så træt af det her, at jeg kunne finde på at gifte mig igen med min kone, eller også slår jeg mig ned i Vikingeskibsmuseet og tæller skibsnagler. Jeg tror, at rotten og jeg sagtens kunne finde en ordning, hvis du bare var med på det.
— Det kan ikke lade sig gøre — og rottefængeren var lige ved at gå ud af sit gode skind. — Jeg skal passe mit job. Det er det jeg får min penge for.
— Jeg skal nok betale alligevel.
— De kan ikke betale, før jeg har leveret det, jeg bliver betalt for. Hav nu lidt tålmodighed.
Da Klaus ikke kunne tage sit køkken i brug og efterhånden havde fået nok af røgede sild, tog han imod en middagsinvitation fra sin ekskone. Til at begynde med to gange om ugen, derefter hver dag. Dette medførte, at de genoptog deres gamle forhold, og fra blot at være gode venner, som de var, blev de endnu bedre venner. Nu kunne de ikke mere huske, hvorfor de var blevet skilt; muligvis havde de været for unge, da de giftede sig og ikke bestilt andet end at finde unoder hos hinanden. Det blev en skyttegravskrig, og det tegnede ikke godt. Når det kommer til kærlighed, gør man, hvad man finder for godt, blot fordi man tror, at i kærlighed som i krig gælder alle kneb. Genèvekonventionen fastslår dog noget andet, men da den ikke gælder for kærlighed, gør alle, som de selv vil.
Den tid, Klaus ventede på rottens endeligt, var en forholdsvis lykkelig tid. Han og ekskonen blev uadskillelige og fandt endog arbejde i samme kvarter — i samme zona, som man siger på portugisisk; dog ikke i Brasilien, hvor det betyder ”på samme flise”.
Men jeg vil lige fortælle, hvem min ven Klaus egentlig var. Han var arkitekt og forlod Portugal under kolonikrigen; han var derfor en politisk emigrant. Og sikkert nok pacifist, hvilket fremgår af hans beretning om rotten, som han endog gav et navn, mens han inderligt ønskede, at rottefængerens foretagende måtte mislykkes. Men selv om søndagen kom rottefængeren for at se til Klaus´ køkken.
— Rotten er blevet fed, det ses tydeligt på de spor, den sætter i melet. Og den bliver stadig mere dreven. Den drikker vand fra hanen, der drypper med fyrre sekunders mellemrum. Af og til undersøger den spisekammeret, og fyrre sekunder senere er den med usvigelig sikkerhed på plads for at modtage dråben med åben mund.
— Det er et under — sagde Klaus. Og ekskonen gentog:
— Et sandt under. — Hun var med tiden blevet modnet og vidste nu, at det at gentage, hvad manden siger, er hemmeligheden bag et lykkeligt ægteskab. Nu gjorde hun mere ud af sit udseende, gik sommetider til damefrisøren og satte papillotter i det fine lyse hår. Klaus kom pludselig i tanker om, at han var gået fra hende på grund af hendes hårfarve. Den lignede smeltet smør. Men nu var det ligegyldigt. De talte meget sammen, om rotten og om andre ting. Hun havde en charme, som Klaus aldrig før havde haft en anelse om.
— Klaus — sagde hun (hans navn var Cláudio, men lavet om til Klaus) — til vinter kunne vi tage til Norge og stå på ski.
— Vi har da nok af kulde og sne her — indvendte Klaus overrasket og forskrækket, da rejsernes tid forlængst var forbi. Nu foretrak han at sidde stille og lytte til musik.
— Det er rigtigt nok, men vi har ingen bjerge. Sne uden bjerge ligner ikke noget. Den bliver hurtigt snavset og sjappet. Jeg ville så gerne se sneen på bjergene og granerne tynget af den, og harer der titter frem fra deres huler i solskinnet.
Det gik op for Klaus, at ekskonen var ved at blive meget romantisk. Han var gået for vidt og frygtede for, hvad der kunne ende med. Han manglede rottens snuhed, den forstod at standse en millimeter før fælden klappede. Med dette i tankerne gik han hjem og kiggede gennem nøglehullet ind til køkkenet. Her havde han et smukt snelandskab, alt det hvide mel spredt ud over køkkengulvet. Og rottens fodspor prentet i det som skrifttegn. Måske var det virkelig en slags skrift, for den var klog nok til det. Klaus var fuld af beundring. „Her har vi en rotte, som det sig hør og bør“ — tænkte han, hvilket var meget at sige om en rotte. Ekskonen, der havde to børn fra et tidligere ægteskab, gik samtidig rundt og talte om at spare op:
— Det er til, når vi bliver gamle. Gamle men-nesker skal have penge, for ellers vil ingen vide af dem.
Folk deroppe på de kanter er ellers sikret alle mulige former for velfærd. Men hun blev ved med at sige, at de skulle spare op til alderdommen. Hun følte sig altid utryg, ligegyldigt hvor mange kreditkort hun fik, og det gik Klaus på. En dag stoppede han op foran en statue af Kierkegaard, som må have været en lille, undersætsig mand, og tænkte, at han faktisk lignede en rotte. Ikke en forsøgsrotte, men en køkkenrotte eller en biblioteksrotte om man vil. Sådan som han havde undgået ægteskabet og betegnet sig selv som en dreven forfører, må han have været snu som en rotte. Klaus så på ham, mens mørket faldt på over byen, og kom da i tanker om, at manden døde selv samme dag, hans penge slap op.
— Kære Søren, dig kan man stole på. Din overfrakke ser ikke ud til at passe dig helt, men det er nok, fordi du er lidt pukkelrygget og prøver at se endnu mere puklet ud. Din charme består i at gøre dig værre, end du er. Som rotten i mit køkken. Jeg tror, jeg vender hjem til den.
Men ekskonen var ikke med på det. Hun blev stadig mere og mere sød mod ham, og børnene hjalp hende gerne med det. De sagde far til Klaus, og til jul gav de ham en tegnebog af krokodilleskind. Han sagde tusind tak, men der skal mere til, før en mand virkelig bider på krogen. Han tog ud på Sundet hvor vinden piskede vandet op, som ville den blæse det omkuld. Men vand blæses ikke omkuld, for vand har hverken fødder eller rødder; og dog holder det sig oppe.
En dag traf rottefængeren Klaus på gaden og havde noget at fortælle. Manden var ophidset, hvilket kun sås på hans overskæg, der sitrede på venstre side.
— Jeg har godt nyt. I går var jeg hos Dem og fandt rotten død i køkkenet. Nu kan vi godt afregne.
— Hvordan død? Klaus fik ondt i maven og i højre ben. Sindsbevægelser kan ramme hvor som helst — Døde den af gift eller af elektrochok?
— Ingen af delene. Og ved De hvad? Den havde ikke parret sig, så den efterlader sig hverken mage eller et kuld unger. Jeg vil ikke påstå, at den var en gammel rotte, men det var den måske. Dens skæg var allerede hvidt. Den gav mig i hvert fald nok at se til. I to år har den huseret i Deres køkken, hvor den ikke har efterladt sten på sten. End ikke et risengryn. Den fulgte dog en nøje afmålt diæt. Den haltede, måske led den af slidgigt, måske. Nu skal naboerne have besked.
Klaus var bedrøvet. Han havde giftet sig igen med ekskonen og boede hos hende med hendes to børn, der lignede to sælunger, og som fortsat kaldte ham far. Han kunne ikke forestille sig Kierkegaard dele hus med to babysæler. Hvor smart havde han dog været! Klaus grublede nogen tid over sagerne, og da han en dag tilfældigt stødte på rottefængeren i et butikscenter, spurgte han:
— Hvordan anskaffer jeg mig en rotte?
Rottefængeren tog en sort kalender af den slags med indbygget regnemaskine op af lommen og bladrede andægtigt i den:
— Jeg har først en ledig rotte om tre år.
— Hvad siger du! sagde Klaus forundret.
— De aner ikke, hvor mange der ønsker sig en rotte i køkkenet nu om dage. — Rottefængeren kløede sig i nakken og fortsatte: — Mænd som Dem, der tilkalder mig for at ekspedere en rotte, og som siden må bære følgerne, følgerne hr. Klaus! Det er dem, jeg lever af, og ikke af at slå rotter ihjel. Det er et dårligt lønnet arbejde, som knap nok rækker til vandet.
Han tog den lille flaske op af lommen, drak en slurk og lukkede den hurtigt igen, for at ånden ikke skulle slippe ud. Man ved aldrig, hvad følgerne kunne blive.