Pertentlige mennesker (for nogle skal der til, skønt mange kunne undværes) snubler over det med Richterskalaen og går straks ud fra, at her taler jeg om jordskælv og andre katastrofer. Titlen er også lidt drilagtig, for den Richter jeg mener, er en anden, Jean-Paul, min litterære gud.

Jean-Paul Richter var foregangsmand for den tyske romantik og alle tiders største vidunder, spar mig lige for jeres Goethe, og sågar Dante. Det skal altså ikke alt sammen tages på Gogols kappe, men af Jean-Pauls hoved. Selv Freud har i smug hentet sin jargon derfra. Romantikken er med ham født den første forårsdag i 1763. At læse ham kan være et chok der udarter til den sorteste jalousi, hvis man i det hele taget kan læse ham. For selv i Tyskland er han hinsides enhver udbredelse. Sudeterne har aldrig hørt om ham, og hele nationalsocialismen er opstået uden Jean-Pauls læsning: ”Ofte sker det i rigsdagen, at man erklærer sig for noget, som man på skrømt aldrig ville have forhindret.” Jeg ved ikke hvad Jean-Paul kunne have forhindret med sine taler, bandbuller, cirkulærer, troskyldige humor og djævelske inspiration. For i sandhed er hans skrevne ord som biavlernes marker, fulde af honning og bistik, brummen og alskens dufte.

Man bør ikke udbrede sig om dem, man holder af. Hvorfor? Man bør heller ikke skære dét ud i pap, som ligger en meget på sinde. Vise ting overdrager vi kun per testamente, og sådan forholder det sig også med Jean-Paul. Så snart jeg ser en turist fra Berlin (de er alle berlinere, de tyske turister, ligesom alle spanske concierger er fra Madrid) tænker jeg, at han sikkert ikke kender Jean-Paul, og det glæder mig. At ignorere ”Richterskalaen” er kun naturligt; det hører med til den kvota af idioti, enhver er berettiget til. En form for rørende fred som kun åndens tomhed kan sikre os. Jean-Paul befinder sig midt i Paradisets Have og spiser stegte æbler med selvsamme agtværdighed, som han skriver endeløse bøger med, stående ved sin skrivepult. Det rører ham ikke, at skelne mellem sin ophøjede inspiration og en ordentlig svampestuvning. Skabelsen kender ingen grænser.

Det var det 19. århundrede, der med sine stive kraver og laksko gjorde litteraturen til et forlangende med egen mimik og uniform. Vist lod kaptajn Cook sig afbilde med opknappet vest, men det var snarere kendetegnende for en eventyrer end for en modeskaber. Også ondt i maven kan skabe mode, som tilfældet blev med Edward VII, da han løsnede sin broderede skjorte. Der ligger ingen inspiration i det, kun en udvej. Litteraturen er også blevet en udvej, et kuriosum, en stil i bedste fald. Hos Jean-Paul var det ikke spørgsmål om stil, gode eller dårlige manerer, men om et medrivende, svirrende geni anført af hukommelsens utallige stemmer og deres svimlende genklang.

Nok om denne lille månemand, som en anden pjerrot i sort og hvidt. Det forlyder at han var lykkelig gift, og at fyrsten von Dalberg, den katolske prælat af Mainz, tilkendte ham en pension på 1000 floriner. Jeg har altid syntes, at katolicismen er det nærmeste man kommer længslen efter talentet. Før jeg stødte på Jean-Paul anede jeg ikke hvor det østlige Frankerrige lå, hans fødeegn, hvor selv vinen er opkaldt efter Den Hellige Ånd. Thi, som kompetente og ubestikkelige forfattere siger: nu er mit atlas udvidet. Nu ved jeg hvor Frankerriget, Reinland-Pfalz, Schlesien og endda Galizien ligger. Men spørg mig ikke om vejen dertil; måske lige ud ad Champs Elisées. En pilgrim, som i min hjemstavn beredte sig på at drage til Fátima pegede ud mod det åbne land og de skovklædte bjerge i det fjerne og svarede på hvilken vej han tog: ”lige ud… hele tiden.” Således rejste de hellig tre konger, lige ud gennem Persien og Etiopien. Og hermed bliver det opklaret, eftersom vi lever i opklaringstiden, hvilken Richterskala jeg bekendes til. Intet bragende og opflammende, men en god skriverkarl, der sagde: ”Folk der kender pengenes værdi er mest tilbøjelige til at betale deres gæld.” Det lyder betryggende, selv for en forhærdet ågerkarl. Selvom det med at indgyde tillid i virkeligheden hører til kunsten at slippe ustraffet. Men det taler vi ikke om nu.

Jean-Paul er min ex-libris gud. Jeg forestiller mig ham ensom og hjemmegående, buttet og tilfreds, godmodig og med en sjæl fuld af afgrunde, spring, huller og lumske sommerfugle, som dem der kommer ind om natten og kaster sig blindt mod ruderne. Han var godt klar over, at sjældent forstår man sig på nogen over hovedet. ”Om religionen og om sig selv bør man hverken tale godt eller ondt,” skrev han. Man priser ikke dem, man agter, og dadler ikke dem, der priser en. Og nu er jeg færdig med min kronik, hvilket ikke er så lidt i august måned, med tolv sting på et åbent sår og en bekræftet anæmi. Og ender I herefter med at læse Jean-Paul, vil jeg ikke have det på min kappe.