SØRØVERNE


af Manuel António Pina
med tegninger af Manuela Bacelar
på dansk ved Jorge Braga og Britta Nielsen

Manuel António Pina blev introduceret på dansk i 1990 med novellen Sørøverne
af Forlaget Skovlænge
og i 1999 udkom den i uddrag sammen med Mørket in Portugisisk Antologi






Novellerne Sørøverne og Mørket er dog så beslægtede at de genudgives nu samlet
på femårsdagen for Pinas død,
ved en reception på
MØSTINGSHUS
d. 21.oktober 2017
kl. 12
samtidig med en ny udgave af
Den Lille Rødhætte

ifølge Paula Regos kridttegninger til Corner på Charlottenborg










Lektørudtalelse om 1.udgaven til Cornerudstillingen:

Forlaget Ørby har specialiseret sig i portugisiske forfattere, men udgiver også andet (se www.oerby.dk). I dette lille hæfte med den portugisiske billedkunstner Paula Rego og den portugisiske forfatter Manuel António Pina følger det profilen. Begge fabulerer på forunderlig vis videre på det kendte eventyr og opdaterer det til et bymiljø og til nutiden, men stadig med en klar morale om at passe på sig selv og hinanden, når der er farlige ulve i farvandet. Både Rødhætte og mormoren ædes af naboen, den farlige ingeniør Ulvsen, men begge reddes af Rødhættes mor, som pelser ulven og laver en fin stola af den. Teksten er kort og præcis med replikkerne trykt med sort og den fortællende del med rødt. Illustrationerne er 6 tegninger med farvekridt i Paula Regos på samme tid fine og groteske stil. Tilsammen udgør de to dele indbundet i et smukt lille hæfte i A-6 format og trykt på flot papir en frisk udgave af eventyret, og som rigtigt gode eventyr er det fortalt for både voksne og børn.
Hæftet er udgivet som nummererede eksemplarer i forbindelse med årets Corner-udstilling på Charlottenborg, hvor Paula Rego er en af udstillerne indtil slutningen af januar 2006.

Per Drustrup Larsen

Dansk BiblioteksCenter


Til kataloget



Til forsiden







Paula Rego på Corner, Charlottenborg, 2004

DEN PORTUGISISKE AND
OG ANDRE HISTORIER

Kære Paula Rego,

Du er utrolig. Den lidenskabelige humanisme, der stråler ud af dine værker, knyttede hundredvis af ferniseringsgæster sammen en efterårsaften i det gode galleri i Londons hjerte.
En sjælden intens fællesoplevelse af kunstneriske kvaliteter gav personer,
der el-lers ikke kendte hinanden, lov til spontane henvendelser og nye bekendtskaber blev grundlagt i glæden over din kunst.
Der var en fantastisk stemning. Luften var tyk af begejstring. Din dramatiske billedverden på væggen virkede så stærkt,
at den så ud til at personificere sig med publikum på gulvet. Vi begyndte at se hinanden med dine briller og sagde:
Jamen der har vi jo modellen til den og den figur - og midt i hele hurlumhejen stod du venlig, varm og rolig i dit røde sjal
og sagde: Kom hjem til mit atelier i morgen. Jeg har lavet noget særligt til Corner Udstillingen.
Og det havde du sandelig også: Det var to fremragende pasteller over to af H.C. Andersens eventyr.
Frygtløs som du altid er, havde du valgt et af de mest kendte og oftest illustrerede: Den lille Havfrue
og så en fuldstændig overset historie: Den Portugisiske And, eller som den hedder i de danske udgaver: I Andegården.
De to meget store billeder lyste af frisindet fortolkning i stedet for smålig illustration.
Det er tydeligt, at når du tager udgangspunkt i et litterært tema, så begynder du ikke at fortælle historien en gang til.
Du gendigter og videreudvikler værkets grundstemning og indføjer nye accenter fra tidstypiske miljøer og klædedragter
eller gennemdyrker bifigurer, der knap nok er profileret i den oprindelige tekst. Sådan også her.
Den bedrevidende portugisiske and som sangfugl en søger beskyttelse hos, er i dit univers blevet
den barnligttrodsige lille pige, der ser ud til at forsvare sin maltraktering af dukken med:
Jamen, der er da mange andre dukker til ... I slægt med andens kommentar da den i irritation kapper hovedet af sangfuglen:
... Kunne han ikke tåle det! Ja, så var han såmænd ikke for denne verden!
Ved at flytte H.C. Andersens tema: Den borgerlige selvretfærdigheds drab på kunsten væk fra andegården
og tilbage til det menneskeskabte miljø, gør du det altid aktuelle drama mere nærværende.
Nu er det ikke længere dumme ænder, der ødelægger det skabte men en ganske almindelig lille pige.
Vi bliver gjort medskyldige. Og på opdagelsesrejsen i det nye ansvarlighedens landskab
får man god hjælp af sikker koloristisk sans og fremragende tegnekunst, der går hele vejen rundt om figuren.
Også Den lille Havfrue har du aktualiseret. Hun bliver ikke til ingenting til sidst. Hverken til skum eller en luftig ånd,
der skal flyve rundt og gøre gode gerninger i 300 år. Hun er en skøn, sanselig kvinde, som er skyllet i land
og som kigger skråt bagud: Om vi nu ser hende? Ja, det gør vi. Med dine og prinsens øjne.
Og midt i den breugelske verden af legetøj, måger og strandskaller.
Dine bevægende gendigtninger af den store digters motiver er meget inspirerende. Og en væsentlig grund til
at man ikke kan få dem ud af hovedet, er deres surrealistiske, pågående virkning. Du arbejder nok efter fantasien,
når du går i gang med en litterær myte, men den bruger du mest til forarbejdet med kompositionen.
Når den er på plads gælder det om at finde modeller, iklæde dem passende tøj fra indiske secondhand-butikker
og så gå i gang med at male dem! Og bliver der tale om fantasifigurer, så bliver de modelleret i forskellige skumgummi- og plastmaterialer for til sidst at få syet en dragt. Dit billeddigt er ingen tilfældighedsroman og den overraskende friskhed
og iagttagelsesglæde, der præger selv de mest fantastiske detaljer skyldes det store og fantasifulde forarbejde,
der i slutfasen gør det muligt at arbejde »efter naturen«.

Da jeg kom, havde Havfruen lige rejst sig fra strandbredden fyldt med strandingsgods og hummerkløer.
I de to imponerende værksteder, hvor bibliotek og garderobe er lige store, var der et scenarium uden lige af kæmpestore kaniner, Berthas voodoo-dukke fra Jane Eyre-serien med den uhyggelige præstegårdsromantik samt rekvisitter til et af mesterværkerne Wide Sargasso Sea over Jean Rhy's samtidsroman. Der var også tøj til modellerne i en foruroligende serie,
Den lille Rødhætte og Ulven, der udstilles i København for første gang og hvor rovdyret bliver til en moderne satanisk mand,
der dog ender sit liv som pelskrave.

Medens det blide, engelske efterårslys sivede ned gennem ovenlysvinduerne, gik vi rundt med grundplanen
for den øverste sal på Charlottenborg. Vi flyttede stilfærdigt om på de begivenhedsrige billeder,
der har været med til at genindføre gestikulationen i europæisk maleri. Malernes maler Diego Velazquez med sansen for sort,
gråt og rødt blev nævnt af og til, og da vi var færdige lignede det hele et mysterium af realistisk frodighed.
Tak for din generøsitet Paula Rego. Du er utrolig.

Kjeld Heltoft