Ringergården 9, 1.tv
2400 NV


Tlf.
2721 583
2
 

e-mail
 

AGUSTINA BESSA-LUÍS ’ bidrag til Politikens Europa XL 2004
På dansk ved Jorge Braga
Copyright: Forlaget Ørby
Kildeteksten

1) Et maleri

Skt. Vincents tavler

Inden for portugisisk malerkunst er Nuno Gonçalves’ blændende værk fra omkring 1470, de legendariske Skt. Vincents tavler, i særklasse. Temaet er tilbedelsen af Lissabons skytshelgen, og den lille menneskeskare, som her skildres, udgør samfundets tre klasser: kirken, adelen og folket. Henrik Søfareren, grundlæggeren af Navigationskolen i Sagres hvor kursen til de nye søveje blev afstukket, genkendes på sin burgunderhat, men hans kortklippede hår svarer ikke til datidens mode. Tager man i betragtning, i hvor høj grad Henrik gik op i sin udseende, må portrættet være posthumt. Eller også er der noget galt med dateringen. Nuno Gonçalves’ tavler er fuld af gåder, ikke mindst den om den anonyme fisker, hvis lighed med Salazar er slående. Det kan tænkes, at ligheden med den portugisiske diktator er blevet fremhævet under et senere restaureringsarbejde. Smiger kommer Historien til undsætning, når Sandheden tager sig et blund.


2) Et fotografi

Det tunge og tætpakkede Ribeira

Det smukke og meget benyttede motiv, som fotografer til alle tider har foreviget Porto med, uforanderlig gennem årene, fortjener vel sin berømmelse. Det, vi ser, er det tunge og tætpakkede Ribeira, hvorfra en skov af smalle granithuse våger over floden, den handelsvej som har givet byen dens karakter og meget særegne levevis. Da mændenes arbejde i det fremmede kunne vare længe, og familierne derfor imens måtte klare sig uden herren i huset, blev det ved lov forment de adelige at opholde sig i byen mere end tre dage i træk på grund af deres lediggang og hang til at kurtisere. Af mangel på omgang med hoffet stammer byens brøsige manér og smag for det dydige, om end ikke altid lige dydige sædvaner.

3) En person

Den Hellige Anton fra Lissabon
Eftersom en helgen ifølge konventionen tilhører det sted, hvor han dør, og ikke hvor han er kommet til verden, hedder han i dag Skt. Antonius af Padova. Han er dog født i Lissabon og gjorde sine studier i Coimbra, hvorpå han skiftede den hvide munkedragt ud med franciskanernes kutte, en munkeorden han beundrede så meget, at han svigtede sit første løfte. Det lader til, at de rige munkes korruption, hovmod og forbindelser til det lastefulde hof skuffede ham, ilter som han var, altid på kant med fyrsterne og tyrannerne. Det kan tænkes, at de selv tog livet af ham, hvilket ville forklare hans noget hastige kanonisering. Han er i dag en af mest afholdte og respekterede helgener i hele verden, en mand med et godt hoved og hjertet på rette sted. Overalt prises hans minde og gode hukommelse, så Skt. Antonius påkalder man for at finde, hvad man har tabt. Sjælen, for eksempel.

4) En ting

Marie Antoinettes halskæde
I forbindelse med Nellikerevolutionen, den 25. april 1974, tog mange af det gamle regimes støtter flugten. Værdigenstande i bankernes varetægt kom da for en dag, skønt deres oprindelse og videre skæbne forblev uvis. En af disse ting var Marie Antoinettes halskæde. Rygtet ville vide, at smykket tilhørte en familie i Porto, men den slags snak tager fantasien afstand fra af frygt for, hvad det kan føre med sig. Denne romantiske teori var dog for en tid i omløb og vakte gamle spøgelser til liv, herunder Dronningen selv, som De Forenede Staters daværende gesandt i Frankrig kaldte for udsvævende. Han var en meget mærkelig mand, denne Morris. Hver gang han havde en galant eskapade i udsigt, noterede han i sin dagbog: ”Vi får se”. Mere kan man ikke forlange af en blind gud.

5) En text
Ung og Uskyldig
”Som ganske ung pige blev jeg ført langt bort fra mit barndomshjem. Hvad der var grunden til at jeg som så ung skulle føres så langt bort, fik jeg ikke at vide. Heller ikke nu kan jeg forklare hvorfor, for da kunne det komme til at lyde, som det allerede dengang var bestemt hvordan det senere skulle gå.”

Menina e Moça, "Ung og Uskyldig", historie fra 1554 af en vis Bernardim Ribeiro, formentlig jøde, som rejste til Ferrara, hvor vi ved, at han døde. Menina e Moça er en af verdenslitteraturens smukkeste beretninger. Rig på metaforer og kryptiske nøgler er den fremdeles uden sidestykke med sin bundne varme, sin trøsterige længsel, sin vemodige smerte ved at leve og elske. Et mesterværk der under læseren den fornøjelse at gætte som overgår utopien om at få det hele at vide.

6) Musik

Gota
Ældre folkemusik fra Minho, gota for eksempel, en vise som der danses til parvis. Den fremhæver kvindens ynde og mandens forførelse. Folkedragten er grøn til hverdag og rød til højtid. Eller sort, for at fremhæve smykkerne, det guld der borger for kvindens medgift.


7) Et digt

Til hans elskede i himlen

Min elskede, som brat blev revet bort
Fra denne usle jammerdal hernede,
Skal nu for evigt i sin himmel sidde,
Mens jeg skal leve trist på denne jord.

Hvis i den høje æter, hvor du bor,
Man endnu må erindre livet her,
Så husk på kærlighedens rene skær,
Dens blomst, som i mit øje stod i flor.

Og hvis du føler, at min bitre klage,
Fordi mit tab af dig var alt for hårdt,
Fortjener, at jeg vinder dig tilbage,

Så bed til samme Gud, som rev dig bort,
At han forkorter mine levedage
Og gør med mig, som han med dig har gjort.

(oversat fra portugisisk af Peter Poulsen)

Luís de Camões sonet fra 1500-tallet er en længselshymne. Snarere sørgmodig end sørgelig afspejler den sorgen ved et uoprettelig tab, i dette tilfælde den elskedes død. Som ingen anden forstår Camões at digte om smerten og få den til at lyse som en sol i mørket.


8) en ret

Cabidela de Frango
En slags hønseragout hvis oprindelse fortaber sig i det uvisse. Muligvis arabisk, for araberne brugte meget at tilberede fjerkræets indmad, vinger, hals og lår med hønseblodet tilsat eddike, hvilket forhindrer blodet i at størkne. Ordet ”cabidela” kan dog stamme fra latin capitella, og betegner denne fremragende ret fra Nordportugal, som også kan koges med ris.


9) et sted


Douro (fra keltisk dour, for vand).
Som landskab er det mageløst. Her ligger de vinmarker og den skifergrund, portvinen stammer fra, en unik kultur skabt af menneskehænder, hugget ind i bjergsiden, smalle trin hvor brug af maskiner er udelukket. Det er et mægtigt skue, de overvældende farver om efteråret, som havde et væld af vin vædet jorden. Landskabet akkompagneres af Dourofloden, der løber langs de stenede skrænter og stejle bjergvægge som visse steder giver den et dystert præg. Portugals eneste tragiske landskab. Floden ender i Porto, hvor den har sin smalle udmunding efter et vældigt vandspejl, byens og Port’ens gamle udskibningshavn. Tidligere blev vinen fragtet i tønder på Rebelobåde ned ad Douro til vinhusene i Gaia, på venstrebredden, hvor den stadig får den afsluttende behandling, før den slippes ud i verden.


10) En begivenhed

Afkoloniseringen

Det var et stød i hjertet af portugisernes historiske bevidsthed, hvor de som fattige følte sig rige. Afrika var deres mytiske sted, hvor de tog hen på jagt, på flugt, for at være frie, for at skabe sig en formue eller blot for at få afkom af en anden farve. Afkoloniseringen forløb ikke eksemplarisk, men tusindvis af gamle udvandrere blev med ét sluset ind i moderlandet, som var de kommet på besøg hos deres ventende slægtninge. Smerten ved løsrivelsen fra det elskede land blev forstået, værnet om og fredet. De gamle retornados døde efterhånden med de hjemvendtes sorgmodighed, måske forbandede de deres drømme og fandt Portugal småligt og intrigant. Selv jeg, som aldrig har været i Afrika, ville ønske at jeg kunne vende tilbage til arnestedet, hvor forfædrene hviler. Om krigeren, der på toppen af en høj støtter sig til sit spyd ved solnedgang, har Jung sagt, at vi alle bærer ham i os selv, som en fortryllelse, man kun vanskeligt kan unddrage sig.

Tilbage til top
Tilbage til forsiden