" — Han er en idiot og drikker for meget — sagde Pedro, mens han lagde bogen fra sig og langsomt fjernede brillerne. Ema var ankommet til Jacas som en hvirvelvind og havde smidt sin røde kappe foret med sorte pels, ned på gulvtæppet. At vise ringeagt for luksus forekom hende at være fornemt. — Hvad sker der? Ligger du med ham?
— Nej dog, er du sindssyg. Sådan er det ikke.
Men hun betroede ham, at Fernando Osório engang havde løsnet hendes skulderstropper, i svømmebassinet, om natten. Der var ellers ikke nogen til stede, vandet glinsede med små fordybninger, som var det blevet rørt nedefra. — Dine skulderstropper? Lad aldrig en mand om, hvad du selv kan gøre alene."

" Et blik som Simonas, der henviser gemalen til den ren menneskelige plan, ligger til grund for det absolutte oprør. Der er ikke tale om et feministisk oprør, men noget meget større: en slags afslutning på beundringen og samtidig starten på en medynksretorik, der også evner hengivenhed. Men denne forandring er pinefuld. For Ema kunne den ikke gennemføres uden at hun havde andel i verdens fortvivlelse. Hun ville opleve mændenes kærlighed for så at tilgive sig selv at hun ikke elskede dem. Der var oplevelser der sønderrev dem for hendes fødder, og hun magtede ikke at modstå skuffelsen."

" Ema tænkte, om Pedro Dossém mon var så storsindet at han ville kunne lide på grund af hende, og lide uden håb. Det kunne jo være at det hele blot var en social øvelse, hans måde at være i pagt med sine egne løgne.
Der regnede, og leret rendte gult og klæbrigt ned i de nøgne fårefolde. Det var den mest traurige årstid i Vale Abraão; hun kom i tanke om, at nogen havde fortalt hende at tristesse er en tilstand af overflod. Digtere er triste, nogen børn er triste, og nyder det til overmål. Hun huskede dengang på Romesal da hun satte sig på trinet ved husalteret, med Jesusbarnet på knæene; tante Augusta så fortryllet til og troede hun iagttog begyndelsen til en religiøs vækkelse; men Ema skulle bare fremprovokere en bedrøvelse, som et opkast."

" Der findes intet så smukt som en park i begyndelsen af vinteren. Regndråberne flyver da som ildfluer og sitrer på ledningerne, hvor de små fugle hviler for at orientere sig. Denne eftermiddag var Maria Semblano ikke i poetisk humør. Da hun kom ind i sin lille blå stue, hvor der var bøger overalt og et blækhus af sølv foran hendes skriveunderlag af læder, ringede telefonen. Uden at røbe den mindste irritation kastede hun den på gulvet med en kraft, der ikke stod mål med hendes lidelse. Det var sjældent, hun blev så vred og hengav sig den slags udskejelser. Hun satte igen telefonen på plads og sørgede for, at ingen skulle kunne spore nogen uorden her."

" Men hvad var det, Ema sagde til den ranke blonde mand? At hun havde lyst til at ryge. En ryger er altid lydhør over for en anden ryger; somme tider kan det koste ham livet, men der findes ikke noget bedre end at være fælles om et tobakshost."

" Pludselig slog det Ema, at der skulle femhundrede års intriger, krig, fængslinger og nedskreven historie til for at høre til stedet her. Hun overvejede, om hun ville være tjent med at forlade Vale Abraão og tillægge sig vaner, det var mere bekvemte at bebrejde andre for. Der ligger i censuren et iboende, uforgængeligt håb, selv når det stammer fra en kvalt ydmygelse. Hun følte sig nu dømt af sin egen ubetydelighed. Hun var ikke blot et fattiglem, en krøbling og dårlig klædt, men hun var især mærket af utilstrækkeligt begær. Hun manglede ægte vovemod, den livsvilje der giver sig til kende hos den nyfødte som et skrig og følger os helt til dødens øjeblik som en rallen. Hun ønskede sig ikke andet end små udfordringer og små synder. Denne række af mægtige eminencer, belæste krigsherrer, fordømte digtere og fyrster, de havde alle skaffet sig deres eget rum ved hjælp af sværdet og bispehuer, slangens kravlen og rævens lugtesans. De begik forbrydelser, udfærdigede love, nedslagtede og frelste folkslag. For at komme så langt skulle der mere til end madlysten hos en østers, der kløer på sit sandkorn for at skabe sig en perle. Der skulle hengivenhed til, men ikke blot til succes og salonkonkurrence; der skulle...hvad? Kærlighed til ødelæggelse. Ema var blot et led i den kæde af passiv hævn, der lænker menneskeheden; hun var ikke berettiget til at være fordømt, hun var blot ikke værdsat. Som i fyrstindens gemakker, en Sforza, en garibaldina af krigerkaste der stod fast imod il aggiornamento med fattet uforskammethed, som om Gud selv burde være hende taknemmelig. Hun sad på en slags trone og blev opvartet af en pige der serverede meget koldt vand tilsat en dråbe mynte for hende. Et øjeblik rettede fyrstinden sit blik mod Ema, og hun sansede straks den bitre duft af alerdom, der anså hende for symbolet på en skønhed uden aktuel interesse. "Du er smuk...— sagde fyrstindens blik — men du er ikke kommet hertil i tide. Min tjenestepiges berettigelse er større end din. Bemærk dog som hun serverer, måden hvorpå hun lader myntelikøren glide retur langs glassets indre side før hun igen stiller den lydløst fra sig: først når dråben er tilbage i den grønne flaskes indhold sætter hun den ned og forsikrer sig om, at alt er som det skal være. Ville du kunne magte denne fasthed, denne absolutte hengivenhed for den Anden? Ville du være i stand til at glemme dig selv i din egen ensomhed, for det er at tjene? Nej, det ville du ikke kunne klare. Vend dog tilbage til dine små mentale forstyrrelser, til din pylrede klagesang om det rene hjerte du har tabt. Et rent hjerte tabes ikke, slides ikke op, ændrer sig ikke. Den der uforlignelige passage af Madame Bovary om "et rent hjerte, så rent som vandet i vievandskarrene" er heldigvis fortsat uforlignelig. Et rent hjerte! Du skulle i så fald være idiot, åndsfraværende tam som en græssende ko, én der kan vise hengivenhed og respekt, som er i stand til at være så upersonlig og tilbagestående som den tjener du her ser, men som ikke ser dig, for hun har kun øje for opvartning og sætter en ære i at bøje knæet og overvinde stoltheden. Gå din vej. Din skønhed er anspændt, ikke frygtelig. Frygtelig var Minervas, fordi hendes udsprang af begejstring for mænd; ikke af kærlighed til dem, det er for banalt, men af blind lidenskab, radikal tjenstevillighed og militær skik som det sig hør og bør for Minerva, beslået med bronze og visdom, iført hjelm og sværd, og dog mændenes slave".
Da Ema kom tilbage på hotellet åbnede hun vinduet mod Villa Borghese, og fyrretræernes svajende og klare bevægelse mindede hende om en hær i fremmarch. Således måtte Macbeth have følt det i sengen om natten; ensom i sin seng, med hustruens kolde plads ved siden af og med trinene i slotsgården, der sladrede om oprør; ensom som hankøn, der kun avler hankøn; som den hævngerrige ambitions frygtelige forladthed; som det vanvid der fører til besættelse og forbrydelse. Og ham, Macbeth, der lytter til bladenes raslen og grenenes knagen, tænker på den vandrende skov af fortabelse. Konen strejfer rundt; hun har udtørrede blodårer i skødet, en gold livmoder og ingen søde safter der kunne væde hørsærken. Ensom er den gestus der kastrerer, halshugger og reducerer den virile trussel til en tyvs bønfaldelse. Macbethfruerne, de lukkede øjne og de blodige hænder, de vandrer alle sammen rundt på fæstningsmuren; og Danmarks døsige og tågede farvande belejrer deres ubønhørlige søvn."

" Ema, som både bedrog manden, elskerne og alle andre, hun var jaloux. Hun råbte det i anfald hvor hun gik så vidt som til at forfølge Carlos og vente på ham ved udkørslen fra Caverneira og lave scener. Maria Semblano så hende gennem vinduet, når hun smækkede med bildøren og speedede op så hun næsten ramte et træ under farlige udskridninger ned ad alléen gennem parken."