| "
Ema tænkte, om Pedro Dossém mon var så storsindet at
han ville kunne lide på grund af hende, og lide uden
håb. Det kunne jo være at det hele blot var en social
øvelse, hans måde at være i pagt med sine egne løgne.
Der regnede, og leret rendte gult og klæbrigt ned i
de nøgne fårefolde. Det var den mest traurige årstid
i Vale Abraão; hun kom i tanke om, at nogen havde fortalt
hende at tristesse er en tilstand af overflod. Digtere
er triste, nogen børn er triste, og nyder det til overmål.
Hun huskede dengang på Romesal da hun satte sig på trinet
ved husalteret, med Jesusbarnet på knæene; tante Augusta
så fortryllet til og troede hun iagttog begyndelsen
til en religiøs vækkelse; men Ema skulle bare fremprovokere
en bedrøvelse, som et opkast."
"
Men hvad var det, Ema sagde til den ranke blonde mand?
At hun havde lyst til at ryge. En ryger er altid lydhør
over for en anden ryger; somme tider kan det koste ham
livet, men der findes ikke noget bedre end at være fælles
om et tobakshost."
"
Ema, som både bedrog manden, elskerne og alle andre,
hun var jaloux. Hun råbte det i anfald hvor hun gik
så vidt som til at forfølge Carlos og vente på ham ved
udkørslen fra Caverneira og lave scener. Maria Semblano
så hende gennem vinduet, når hun smækkede med bildøren
og speedede op så hun næsten ramte et træ under farlige
udskridninger ned ad alléen gennem parken."
|
