Ringergården 9, 1.tv.
DK 2400 København NV
 
Tlf.:
+45 2721 5832

e-mail
 

 
Uddrag af
ET DÆKNAVN
af José Almada Negreiros
Kap. V:
SKADEDYR

En dag i Porto overværede jeg et optrin mellem en mand og en kvinde, som jeg ikke har glemt siden. Scenen hvor det passerede er en af de mest pittoreske mine øjne har set: Ribeira, eller Ribeira Velha, tror jeg det hedder. Det er en kaj ved Douro floden, nær ved Dom Luis broen. Alt omkring ser, i overensstemmelse med byens karakter, tungt og ophobet ud. Fra kajen stiger byen op ad, hele tiden og i alle retninger mod Clerigos tårnet. På den anden bred er stigningen tilsvarende, således at det ser ud som om floden løber igennem det højeste punkt af et herved kløvet bjerg. Alt dette gør at kajen giver os et dumt indtryk af at være nedgravet. Jeg husker nogle meget interessante huse, hvis fundamenter anes på grund af den adstadighed med hvilken deres facader intimiderer vore øjne. Jeg tror de er røde, eller også er det farvens voldsomme indtryk, de efterlod i mig. Det, som jeg rigtig husker er buerne i stedet for døre samt nogle vinduer, som syntes forskudt fra deres egentlige pladser. Buerne lukker op til nogle forretninger; jeg ved ikke hvad de handler med, for jeg lagde kun mærke til deres sorte indre, de sorteste og de dybeste, jeg nogensinde har set.

Lægger man oveni alt dette et lag antik med anstrøg af skifer, rust, fabrikståge og havgus må beskrivelsen nærme sig. Man skal selvfølgelig trække et par ting fra, såsom forfatteren selv og den omstændighed, at han kun har oplevet synet en eneste gang.

På kajen hører menneskerne klart sammen med husene. Ophobningen af folk ligner her husenes. Et marked giver travlhed. Desuden kræver skibenes lastning og losning en hel del kvinder og mænd, men især kvinder. Af en anden race end markedets. Sjældent har jeg haft mulighed for bedre at forstå betydningen af ordene 'tjene det daglige brød', end da jeg så disse kvinder komme og gå over en afstand på cirka ti meter på to tykke og lange træplanker mellem fregatten og kajen. Disse kvinder havde en balance, som ikke gav et øjebliks tøven på de tre håndsbredder over ti meter på en højde af tre mænd over vandet. Det skal tilføjes, at de bar deres kurve på hovedet, tomme eller fulde med toppe på, om de kom eller gik fra fregatten.

Jeg kan ikke huske, hvad det var de dengang læssede af, men uden at trænge mig på hukommelsen har jeg dog lyst til, at det var appelsiner; dog mindes jeg endnu den hurtige måde, de klarede tjansen på. De holdt et tempo, som jeg ikke vil kalde militærisk men gymnastisk fordi de, udover deres sobre og forenklede bevægelser, tilpasset selve det evindeligt gentagne arbejde, også havde en skønhed af linier og former, som ikke var fremmed for deres feminine natur. Som da de gik ned i knæene for at indstille hovedet midt under den tunge kurv, gangarten på plankerne med hele vægten på hovedet, måden de tømte kurven på ved at bøje den øverste del af kroppen sideværts over livet, alle disse bevægelser var eksakte og yndefulde. Man kan desværre ikke sammenligne disse kvinder med de kvinder, der på samme måde lossede engelske kul af fregatter i Lissabons havn. Om ikke de mangler ynde, så er deres ynde en anden. De har ikke den samme fyldige benbygning som kvinderne i Nord, og endnu mindre den ydre værdighed, som overraskede mig hos disse barfodede kvinder. Der var nogle dusin af samme slags. I kontrast til deres aktivitet var der nogle mænd, der sad eller lå i solen på fyldte sække, på kajen. For én af disse mænd var ikke alle disse kvinder den samme; han ventede hver gang på, at hun nærmede sig der, hvor han var, for at fortælle hende, hvad han havde at sige. Pigen lod som ingenting og fortsatte som de andre. Han fyrede et eller andet af, måske det samme hver gang tidspunktet var inde og hun kom forbi hvor han var. Hundredvis af gange, uden at springe en eneste over! Men én gang var hun kun halvvejs over på planken, med kurven helt fyldt, da han begyndte at drille hende; hun standsede brat, lige på stedet, midt på planken og helt uventet tømte hun kurven i floden, pegede med den ledige arm i retning af manden og sagde, rød i hovedet, bare et ord:
- Skadedyr!
Et ord, man ikke glemmer.

Tilbage til top
 

forsiden
bogen
forfatteren