Kap.
V:
SKADEDYR
En dag i Porto overværede jeg et optrin mellem en mand
og en kvinde, som jeg ikke har glemt siden. Scenen hvor
det passerede er en af de mest pittoreske mine øjne har
set: Ribeira, eller Ribeira Velha, tror jeg det hedder.
Det er en kaj ved Douro floden, nær ved Dom Luis broen.
Alt omkring ser, i overensstemmelse med byens karakter,
tungt og ophobet ud. Fra kajen stiger byen op ad, hele
tiden og i alle retninger mod Clerigos tårnet. På den
anden bred er stigningen tilsvarende, således at det ser
ud som om floden løber igennem det højeste punkt af et
herved kløvet bjerg. Alt dette gør at kajen giver os et
dumt indtryk af at være nedgravet. Jeg husker nogle meget
interessante huse, hvis fundamenter anes på grund af den
adstadighed med hvilken deres facader intimiderer vore
øjne. Jeg tror de er røde, eller også er det farvens voldsomme
indtryk, de efterlod i mig. Det, som jeg rigtig husker
er buerne i stedet for døre samt nogle vinduer, som syntes
forskudt fra deres egentlige pladser. Buerne lukker op
til nogle forretninger; jeg ved ikke hvad de handler med,
for jeg lagde kun mærke til deres sorte indre, de sorteste
og de dybeste, jeg nogensinde har set.
Lægger man oveni alt dette et lag antik med anstrøg
af skifer, rust, fabrikståge og havgus må beskrivelsen
nærme sig. Man skal selvfølgelig trække et par ting
fra, såsom forfatteren selv og den omstændighed, at
han kun har oplevet synet en eneste gang.
På kajen hører menneskerne klart sammen med husene.
Ophobningen af folk ligner her husenes. Et marked giver
travlhed. Desuden kræver skibenes lastning og losning
en hel del kvinder og mænd, men især kvinder. Af en
anden race end markedets. Sjældent har jeg haft mulighed
for bedre at forstå betydningen af ordene 'tjene det
daglige brød', end da jeg så disse kvinder komme og
gå over en afstand på cirka ti meter på to tykke og
lange træplanker mellem fregatten og kajen. Disse kvinder
havde en balance, som ikke gav et øjebliks tøven på
de tre håndsbredder over ti meter på en højde af tre
mænd over vandet. Det skal tilføjes, at de bar deres
kurve på hovedet, tomme eller fulde med toppe på, om
de kom eller gik fra fregatten.
Jeg kan ikke huske, hvad det var de dengang læssede
af, men uden at trænge mig på hukommelsen har jeg dog
lyst til, at det var appelsiner; dog mindes jeg endnu
den hurtige måde, de klarede tjansen på. De holdt et
tempo, som jeg ikke vil kalde militærisk men gymnastisk
fordi de, udover deres sobre og forenklede bevægelser,
tilpasset selve det evindeligt gentagne arbejde, også
havde en skønhed af linier og former, som ikke var fremmed
for deres feminine natur. Som da de gik ned i knæene
for at indstille hovedet midt under den tunge kurv,
gangarten på plankerne med hele vægten på hovedet, måden
de tømte kurven på ved at bøje den øverste del af kroppen
sideværts over livet, alle disse bevægelser var eksakte
og yndefulde. Man kan desværre ikke sammenligne disse
kvinder med de kvinder, der på samme måde lossede engelske
kul af fregatter i Lissabons havn. Om ikke de mangler
ynde, så er deres ynde en anden. De har ikke den samme
fyldige benbygning som kvinderne i Nord, og endnu mindre
den ydre værdighed, som overraskede mig hos disse barfodede
kvinder. Der var nogle dusin af samme slags. I kontrast
til deres aktivitet var der nogle mænd, der sad eller
lå i solen på fyldte sække, på kajen. For én af disse
mænd var ikke alle disse kvinder den samme; han ventede
hver gang på, at hun nærmede sig der, hvor han var,
for at fortælle hende, hvad han havde at sige. Pigen
lod som ingenting og fortsatte som de andre. Han fyrede
et eller andet af, måske det samme hver gang tidspunktet
var inde og hun kom forbi hvor han var. Hundredvis af
gange, uden at springe en eneste over! Men én gang var
hun kun halvvejs over på planken, med kurven helt fyldt,
da han begyndte at drille hende; hun standsede brat,
lige på stedet, midt på planken og helt uventet tømte
hun kurven i floden, pegede med den ledige arm i retning
af manden og sagde, rød i hovedet, bare et ord:
- Skadedyr!
Et ord, man ikke glemmer.
|
