Ringergaarden 9,
1 tv
DK 2400 København NV

 
Tlf.:
+45 2721 5832

e-mail
 

 


Jorge Braga om AGUSTINA BESSA-LUÍS

i Danmark Radios programblad 2001 og 2009
rettet efter udgivelsen af NATTEVAGTEN i 2009 og
DE BLANKE FELTER
i 2014

 


Agustina Bessa Luís er hverken min guru eller min fortrolige veninde, men vi har nu kendt hinanden længe, og hun byder mig på sin udsøgte mad hjemme i Porto når jeg kommer på besøg. Hendes prosa har dog altid virket på mig som en art mantra jeg ikke helt behøvede at forstå, men som i sine tids- og krumspring kan udvirke rene åbenbaringer af ordet når man først kommer op på cruising speed og alle hendes omveje, gentagelser og eskapader går op i en højere helhed.

Da jeg i tresserne mødte hende første gang, var hun allerede en levende myte; de fleste af vores store forfattere var da enten forlængst døde, pudsede deres glorie eller "realiserede sig" som Salazar-regimets martyrer - roller hun absolut ikke havde tid til. Bekvem har hun bestemt aldrig været, hverken for sine forsigtige tilhængere eller for sine erklærede modstandere – hun var politisk suspekt, havde aldrig været i fængsel! De sidste har nok altid været de fleste. Enten af princip – forsmåede feminister og rettænkende ”socialister” - eller af ren og skær misundelse over hendes intellekt. For hun er ikke nem at bide skeer med, hun sætter ikke sin enorme viden og verve under en skæppe; og Danmark har lige så lidt patent på Janteloven som Portugal har patent på verdenshistorie, udlængsel eller ulykkelig kærlighed. Hun kan være hulens svær at læse, navnlig hvis ikke man lige er oplagt til en fuga så vedholdende og udmattende som Bachs cellosuiter.

Humoren hos Agustina gør læseren usikker. Man ved aldrig om det der står, menes i fuld alvor, eller om det er en nonchalant iagttagelse af virkeligheden. Og hvem ellers kunne have fundet på at hanke op i gode, gamle Samuel Butlers teori om, at Odysseen skulle være skrevet af en siciliansk prinsesse, som hun gør det i EN HUND DER DRØMMER? Og med hvilken hensigt? Hun sad i 1996 i bedømmelsesudvalget for en stor international litteraturpris. De fleste i udvalget - herunder hende selv - var enige om en bestemt kandidat. Agustina ville gerne træffe vedkommende, som aldrig havde skrevet andet. Man sagde at han var blevet knust af sorg over sin kones tidlige død. Skønt han normalt undslog sig enhver kontakt, lykkedes det Agustina at lokke forfatteren til en snak, hvor hun nærmest oplevede ham som analfabet.

Så tog hun hjem og genlæste romanen, og pludseligt stod det klart for hende at kun en kvinde kunne have skrevet den. Denne formodede viden holdt hun for sig selv, manden fik sin pris og først ved afslutningen af EN HUND DER DRØMMER betroede hun mig baggrunden for dens tilblivelse: der skulle ydes retfærdighed.

Selv var jeg hunderæd for at træffe hende da jeg var ung: Hendes personskildringer og den lukkede verden af menneskelige relationer hun så hudløst beskriver, gav mig det indtryk at hun måtte være synsk, en ægte sibylle. Senere, meget senere, efterhånden som jeg begyndte at oversætte hende og læse hende langsomt, at slå alt op som jeg ikke umiddelbart forstod, blev jeg grebet af hendes enorme viden, foruden smerten og melankolien ved hendes indsigt og lidenskab, hendes benhårde moralske anfægtelse over kærlighedens forråelse, hendes mange og nådesløse selvportrætter, hvor hun gemmer sig bag alverdens masker - Maria Semblano i ABRAHAMS DAL, Nausikaa og de tre onde kvinder i EN HUND DER DRØMMER. For eksempel: "Ludmila opfattede ondskaben som en ret. Hun var den mest intelligente af de tre, og hun nød sin velstand og sit moderskab. Ægtemanden lå under for hende i beundring, hvilket på en måde gjorde ham ensom. Hun ville have elsket ham hvis han havde fundet hende værdig til kærtegn og ikke til højstemte tanker. Hendes ondskab bestod i en umættelig stolthed. - står der om en af parca'erne. Eller: Det hun havde skrevet, var et gedigent og gådefuldt værk med et snært af Kafka, hvor forfatteren var særdeles opsat på at sløre sin identitet og aflede fokus fra sit privatliv. En dreven læser ville uden vanskeligheder opdage at Maria Pascoal vildledte ham med en række falske spor og forsøgte at skjule sine svære bekymringer bag en overdreven anvendelse af detaljer." - står der om det usignerede manuskript fra Monte-Faro. For, "når man skriver om begivenhederne i sit eget liv, bør man af høflighed aldrig fortælle sandheden, men holde den for sig selv og blot lade den spejle fra forskellige vinkler - et Kierkegaard-citat der lige som han selv står hende meget nær. "Vor forståelse er fuldbyrdet, den lever ikke af bryllupstanker", siger hun om den danske filosof i forordet til SØREN KIERKEGAARDS UMIDDELBARE EROTISKE STADIER, et teaterstykke hun forfattede i 92 da hun var leder af nationalscenen i Lissabon, og som jeg udgav på dansk i 1994.

Agustina blev i 2006 ramt af en række blodpropper
mens hun arbejdede på NATTEVAGTEN.

Det bærer bogen også præg af, men kun fordi hun her endnu en gang udleverer sig under dække af hovedpersonens mormor, Maria Rosa.

Jeg citerer: ”Det gik op for Maria Rosa, at hendes hyppigere og hyppigere anfald af forvirring, antagelig forårsaget af næsten umærkelige blodpropper i hjernen, som regel begyndte med en pludselig forbløffelse over fuldstændig ligegyldige ting. Hvordan så Patrícias handsker ud dengang hun var brudepige til hendes bryllup? Var de mon helt op til albuen, eller kun over håndleddet? Hun prøvede at huske det, men det kunne hun ikke. Hvad med at lægge en fælde for Elisa? Hun havde jo også været til stede dengang og huskede sikkert det hele. Men hvordan spørge hende uden at vække hendes mistanke? Hvad havde Patrícias handsker med denne allehelgensdag at gøre, sidst på formiddagen? Elisa ville nok korse sig og mene, at Maria Rosa var ved at blive senil. Maria Rosa prøvede at tænke på noget andet men Patrícias handsker i en ubestemmelig farve plagede hende. Pludselig huskede hun det helt klart: ”De var nellike-rosa, og lange. Hvad skulle de ellers være, når det nu var Patrícia.” Det lettede hende så meget, at det sås på hendes ansigt.

Siden er Agustina helt holdt op med at skrive, læse og tale, ikke engang med sine nærmeste hjemme hos sig selv, i den have hun stadig passer. Hun er ikke død for et par år siden, som P2 fejlagtigt forkyndte. Men hun tager ikke længere imod, samtalen trætter hende, så hun er for mig nu kommet over på den anden side af månen, undtagen i hendes bøger, hvor hun fortsat betager og forbløffer mig.

Derfor måtte jeg tilbage til DE BLANKE FELTER og gøre det færdigt, som jeg i 2006 afbrød for at lave NATTEVAGTEN, dengang Agustinas seneste.

Agustina Bessa-Luís, medlem af det portugisiske og det brasilianske Akademi, Chevalier de l'Ordre des Arts et des Lettres de France, er født 1922 i Amarante, Nordportugal og bor i Porto, på Rua do Gólgota 100. Faren var en spillefugl og havde landejendomme i Douro, hvor hun tilbragte sin opvækst, og hvor de fleste af hendes romaner udspiller sig. Hun debuterede i 1948 med LUKKET VERDEN og med sin skarpsindige iagttagelse af menneskelige relationer, sin metaforiske verdenssyn og aforistiske rigdom distancerede hun sig hurtigt fra den etablerede neorealisme. Mainstream har hun aldrig været og det bliver hun næppe nogensinde. Hun fik sit gennembrud i 1953 med romanen SIBYLLEN der som mange af de 60 følgende er oversat til flere sprog. Agustina Bessa-Luís har fået adskillige nationale og internationale priser, blandt andre Premio Unione Latina 1997 i Rom for EN HUND DER DRØMMER, samme år hun blev nomineret til Nobelprisen i litteratur, som hun desværre ikke fik.

JB, 2014






Tilbage til top
 

forsiden
bogen
forfatteren