|
|
|
Ringergården 9, 1.tv.
DK 2400 København NV |
|
Tlf.:
+45
2721 5832
|
|
e-mail |
|
|
|
|
|
Året 1627 hærgede nordafrikanske korsarer,
kaldet tyrkerne, Islands kyster. De lagde Vestmannaøerne
øde og ca. 380 mennesker blev bortført og solgt
som slaver i Algier.
De fleste af dem så aldrig Island igen, men præsten
Oluf Eigilssen kom ud på en odyssé, rundt om i
et krigshærget Europa, på tværs af kristendom
og islam.
Olufs beretning transkriberet
(af Peter
Borup, bogens idémand), fra den danske udgave
af 1740 tilhørende Det Kgl. Bibliotek om
det for Island så traumatiske sørøverangreb (Tyrkjaránið)
danner grundlaget for Jens
Riises bog.
Barbariet
tur retur
er også udkommet på færøsk
med en anden titel og opsætning, men samme
tekst og illustrationer på
Forlaget
Sprotin
oversat af Absalon Absalonsen som også står
for et forforord og et efterskrift om sørøveri
på Færøerne før og efter
Tyrkerranið i Vestmannaøerne.
En dansk oversættelse af Absalons færøske
tilføjelser til "Barbariet tur retur"
kan læses her.
|
|
|
"...
Den lille korsarflåde deler sig ved Island. De
tre algeriske skibe styrer mod østsiden mens
det marokkanske skib sejler ind til bopladsen Grindavík
på Islands sydvestlige hjørne. I Grindavík
finder man skibet mistænkeligt, men har alligevel
ingen anelse om hvem man står over for. En robåd
med bevæbnede mænd bliver sendt ud for at
undersøge sagen, men mandskabet bliver hurtigt
taget til fange hvorefter et dansk handelsskib i havnen
bliver plyndret.
Da kysten og det danske handelsskib er ryddet, er der
ikke meget tilbage af interesse på den lille boplads.
Men en gård tiltrækker sig opmærksomhed,
og herfra kender vi et optrin der med sin heroiske håbløshed
er en islandsk saga værdigt: Kvinden Gudrun bliver
fanget sammen med mand, børn, en tjenestepige
og den ene af hendes tre brødre. På vej
tilbage til kysten forsøger en anden bror, Philip,
at befri dem, men ubevæbnet som han er ligger
han snart blødende på jorden. Den tredje
bror, Hjalmar, angriber fra hesteryg med en pisk, men
også han bliver hurtigt overmandet. Under angrebet
på Grindavík bliver i alt to dræbt
og 15 islændinge taget til fange sammen med et
ukendt antal danskere.
Videre på togtet lykkedes det korsarerne at overliste
et dansk handelsskib ved ganske simpelt at vise dansk
flag. Handelsskibet bliver tvunget til overgivelse og
søfolkene lagt i lænker sammen med de øvrige
fanger, mens deres skib bemandes med korsarer.
Næste angrebsmål bliver Bessastaðir,
hvor det - som eneste gang på togtet - er ved
at komme til regulær kamp. Bessastaðir var
sæde for den danske konsul Holger Rosenkrands,
og netop på denne tid samles en del mennesker
for at ordne forskellige fælles anliggender, så
som inddrivning af skatter og bilæggelse af tvister
under den lokale lensmand. Man har netop hørt
om korsarerne og sat bevæbnede vagter på
tre danske skibe i havnen og i al hast opbygget en skanse,
efter sigende ved brug af bl.a. afskårne torskehoveder.
Efter en sporadisk skudveksling mellem korsarskibet
og en kanon på skansen styrer korsarerne direkte
mod havnen i et frontalt angreb, men opnår kun
at gå på grund ved havneindløbet.
For at lette skibet så det kan komme fri af grunden
bliver fanger og andet bytte omlæsset til det
erobrede danske handelsskib, og noget af stenballasten
kastet i vandet. I hele den lyse sommeraften kan islændingene
fra havnen og fra de danske skibe, følge korsarernes
møjsommelige arbejde. Et sørgeligt syn
må det have været at se sine landsmænd,
mange folk man kendte af navn eller af omtale, sammen
med tyvegods blive firet ned i både og roet over
til handelsskibet lidt uden for havnen. De kan dårligt
beskyde korsarskibet uden risiko for at ramme fangerne,
og et forsøg på regulært at borde
korsarskibet er alt for risikabelt. Frustrationerne
over de manglende handlingsmuligheder gav siden anledning
til stor bitterhed i Island og den danske lensmand blev
beskyldt for fejhed. Om de reelt kunne have gjort noget
står hen i det uvisse, men enden på historien
bliver at de marokkanske korsarer får deres skib
fri, sejler væk med deres bytte, opgiver videre
angreb på Island og returnerer til Marokko. Imens
har Mourad Reïs´ gruppe på tre skibe
sejlet langs Islands øde kyster fra nordøst
mod sydvest. Resultatet har forståeligt været
magert, nogle gårde plyndres, men byttet har ikke
bestået af meget andet end nogle få husdyr.
I en kirke bliver der holdt gilde, lam og høns
steges over bål på kirkegulvet. Enkelte
steder har der dog været gevinst og ca. 110 mennesker
bliver taget til fange mens ni bliver dræbt. Også
et dansk handelsskib bliver plyndret og bagefter sænket.
I en periode havde det ene skib været skilt fra
de øvrige to, men da gruppen igen er samlet sætter
Mourad Reïs kurs mod syd. Han har fået de
rigtige underretninger, og ved hvor han skal sejle hen.
Knap syv mil fra kysten ligger Vestmannaøerne.
Med deres takkede profil er de ikke til at tage fejl
af. På afstand ser det ud som nogen har smidt
en håndfuld kæmpesten langt ud i havet,
et betagende syn. Det er svært at forstå,
at netop disse fjerne og mærkelige øer
skulle blive hårdest ramt af det mest blodige
angreb Island til dato har set. Men mandag den 16 juli
1627 ankommer Mourad Reïs´ lille flåde
til Vestmannaøerne.
Om de følgende begivenheder har vi en lang, sammenhængende
øjenvidne-beretning fra præsten Oluf Eigilssen.
..."
|
|
|
|
Tilbage
til forsiden |
|
|
|
|
PITCAIRN,
EN SANG FRA DE VARME LANDE
|