Ringergården 9, 1.tv.
DK 2400 København NV
 
Tlf.:
+45 2721 5832 
 

e-mail
 





2. oplag
i revideret udgave 21x21 cm på Silk 200 g.
UDSOLGT

Få eksemplarer tilbage af 1.UDGAVEN


kr. 350,-







Jydske Vestkystens anmeldelse
Barbary to and fro
-
english summary
Svenska Dagbladets anmeldelse
POLITIKENS's anmeldelse
NYT FRA ISLAND:
"... Helt bestemt en bog, der kan anbefales alle som interesserer sig for Island eller for 1600-tallets søfart,
handels og rejseliv.
Eller bare kan lide en god og sand historie, som man
næsten skulle tro var løgn fra ende til anden.
"

Jens Raahauges udsendelse i Den2Radio








Året 1627 hærgede nordafrikanske korsarer, kaldet tyrkerne, Islands kyster. De lagde Vestmannaøerne øde og ca. 380 mennesker blev bortført og solgt som slaver i Algier.
De fleste af dem så aldrig Island igen, men præsten Oluf Eigilssen kom ud på en odyssé, rundt om i et krigshærget Europa, på tværs af kristendom og islam.

Olufs beretning
transkriberet (af Peter Borup, bogens idémand), fra den danske udgave af 1740 tilhørende Det Kgl. Bibliotek om det for Island så traumatiske sørøverangreb (Tyrkjaránið) danner grundlaget for Jens Riises bog.


Barbariet tur retur
er også udkommet på færøsk med en anden titel og opsætning, men samme tekst og illustrationer
Forlaget Sprotin


oversat af Absalon Absalonsen som også står for et forforord og et efterskrift om sørøveri på Færøerne før og efter Tyrkerranið i Vestmannaøerne.

En dansk oversættelse af Absalons færøske tilføjelser til "Barbariet tur retur" kan læses her.

Uddrag af
BARBARIET TUR RETUR
ved, to and fro
Jens Riise KristensenB

"... Den lille korsarflåde deler sig ved Island. De tre algeriske skibe styrer mod østsiden mens det marokkanske skib sejler ind til bopladsen Grindavík på Islands sydvestlige hjørne. I Grindavík finder man skibet mistænkeligt, men har alligevel ingen anelse om hvem man står over for. En robåd med bevæbnede mænd bliver sendt ud for at undersøge sagen, men mandskabet bliver hurtigt taget til fange hvorefter et dansk handelsskib i havnen bliver plyndret.
Da kysten og det danske handelsskib er ryddet, er der ikke meget tilbage af interesse på den lille boplads. Men en gård tiltrækker sig opmærksomhed, og herfra kender vi et optrin der med sin heroiske håbløshed er en islandsk saga værdigt: Kvinden Gudrun bliver fanget sammen med mand, børn, en tjenestepige og den ene af hendes tre brødre. På vej tilbage til kysten forsøger en anden bror, Philip, at befri dem, men ubevæbnet som han er ligger han snart blødende på jorden. Den tredje bror, Hjalmar, angriber fra hesteryg med en pisk, men også han bliver hurtigt overmandet. Under angrebet på Grindavík bliver i alt to dræbt og 15 islændinge taget til fange sammen med et ukendt antal danskere.
Videre på togtet lykkedes det korsarerne at overliste et dansk handelsskib ved ganske simpelt at vise dansk flag. Handelsskibet bliver tvunget til overgivelse og søfolkene lagt i lænker sammen med de øvrige fanger, mens deres skib bemandes med korsarer.
Næste angrebsmål bliver Bessastaðir, hvor det - som eneste gang på togtet - er ved at komme til regulær kamp. Bessastaðir var sæde for den danske konsul Holger Rosenkrands, og netop på denne tid samles en del mennesker for at ordne forskellige fælles anliggender, så som inddrivning af skatter og bilæggelse af tvister under den lokale lensmand. Man har netop hørt om korsarerne og sat bevæbnede vagter på tre danske skibe i havnen og i al hast opbygget en skanse, efter sigende ved brug af bl.a. afskårne torskehoveder.
Efter en sporadisk skudveksling mellem korsarskibet og en kanon på skansen styrer korsarerne direkte mod havnen i et frontalt angreb, men opnår kun at gå på grund ved havneindløbet. For at lette skibet så det kan komme fri af grunden bliver fanger og andet bytte omlæsset til det erobrede danske handelsskib, og noget af stenballasten kastet i vandet. I hele den lyse sommeraften kan islændingene fra havnen og fra de danske skibe, følge korsarernes møjsommelige arbejde. Et sørgeligt syn må det have været at se sine landsmænd, mange folk man kendte af navn eller af omtale, sammen med tyvegods blive firet ned i både og roet over til handelsskibet lidt uden for havnen. De kan dårligt beskyde korsarskibet uden risiko for at ramme fangerne, og et forsøg på regulært at borde korsarskibet er alt for risikabelt. Frustrationerne over de manglende handlingsmuligheder gav siden anledning til stor bitterhed i Island og den danske lensmand blev beskyldt for fejhed. Om de reelt kunne have gjort noget står hen i det uvisse, men enden på historien bliver at de marokkanske korsarer får deres skib fri, sejler væk med deres bytte, opgiver videre angreb på Island og returnerer til Marokko. Imens har Mourad Reïs´ gruppe på tre skibe sejlet langs Islands øde kyster fra nordøst mod sydvest. Resultatet har forståeligt været magert, nogle gårde plyndres, men byttet har ikke bestået af meget andet end nogle få husdyr. I en kirke bliver der holdt gilde, lam og høns steges over bål på kirkegulvet. Enkelte steder har der dog været gevinst og ca. 110 mennesker bliver taget til fange mens ni bliver dræbt. Også et dansk handelsskib bliver plyndret og bagefter sænket. I en periode havde det ene skib været skilt fra de øvrige to, men da gruppen igen er samlet sætter Mourad Reïs kurs mod syd. Han har fået de rigtige underretninger, og ved hvor han skal sejle hen. Knap syv mil fra kysten ligger Vestmannaøerne. Med deres takkede profil er de ikke til at tage fejl af. På afstand ser det ud som nogen har smidt en håndfuld kæmpesten langt ud i havet, et betagende syn. Det er svært at forstå, at netop disse fjerne og mærkelige øer skulle blive hårdest ramt af det mest blodige angreb Island til dato har set. Men mandag den 16 juli 1627 ankommer Mourad Reïs´ lille flåde til Vestmannaøerne.
Om de følgende begivenheder har vi en lang, sammenhængende øjenvidne-beretning fra præsten Oluf Eigilssen.
..."

 







Tilbage til forsiden

 






















































 

 

 

 

 

 

 








 


Også af Jens Riise:



PITCAIRN,
EN SANG FRA DE VARME LANDE