"Flodens venstre bred virker i reglen ikke så indbydende. Enten fordi solen kun opsøger den meget tidligt og sent på dagen, eller også fordi den beboes af et traurigt folk, efterkommere af flygtninge og andre misfornøjede med verden og dens forordninger. Douros vindistrikt, der omfatter det meste af den højre bred, bekræfter dog, at solen øver sin indflydelse på den verdslige handel og bestemmer menneskenes vandel.
Men ved Régua, i det sving hvor floden slikker på sandbanken ligger der langs bredden en dal, hvor man endnu avler hedvin, og som undervejs til byen Lamego strækker sig helt til kurstedet Cambres. Det er Vale Abraão, Abrahams Dal, der med sine gårde og skyggefulde steder synes at fremhæve erindringen om en maurisk trafik, som bragte Østens varer fra Granada, og måske også en forkærlighed for anlæg og frugthaver, blot til lyst. Almançor havde engang sæde i Lamego, hvor han skrev om felttoget med sine allierede, Mozaraberne, de undertvungne kristne hertuger. Måske på grund af de tråde af blæk der løber fra Dourofloden ned til Tedo og Távora, måske netop derfor begår digtere og halsstarrige litterater deres værker her i denne egn, hvis agerbrugs og handels guldalder hører til tiden før traktaten med Indien. I det 13. århundrede dannede Paivafloden den sydlige grænse for Lamegos militære forlægning og dér, i nærheden af Castro de Aire, boede en dygtig fysikus og healer af ondartede betændelser: Abraão de Paiva. Taget på uheldsvangre lagener med en frue fra Moimenta, der i øvrigt senere aborterede under kummerlige forhold, traf han den forholdsregel at fortrække ned ad Balsemão-åen og lande på et afsides sted, som passede til hans formørkede skæbne. Vale Abraão kom således på kortet, omend den ikke overgav sig til landmålernes nysgerrighed."