Ringergården 9, 1.tv.
DK 2400 København NV
 
Tlf.:
+45 2721 5832

e-mail
 


Uddrag af et fransk interview med Agustina Bessa-Luís i anledning af udgivelsen af EN HUND DER DRØMMER i Paris:



Kvinderne spiller en dominerende rolle i EN HUND DER DRØMMER. Her udstiller De et helt galleri af kvindeportrætter...


- Mænd er jo omsluttet af kvinder fra det øjeblik de kommer til verden - en mor, en moster, en kusine til at tage sig af dem, og før i tiden var der også tjenestepigerne. Den tidligere opdragelse, også mændenes, er altid præget af kvinder. Jeg synes nok at kvinder er mere interessante, på grund af den verden de skaber omkring sig, en miniverden, der indbyder til fordybelse. Men kvinderne har forandret sig. De lever ikke længere det samme lukkede liv som tidligere. Måske har de mistet lidt af deres særpræg. Folk, der kender mig, har selvfølgelig opdaget det selvbiografiske aspekt i beskrivelsen af Maria Pascoal, især i forbindelse med hendes flugt til det lille sommerhus ved havet. Her erindrer jeg en periode, en sødmefyldt tid, formodentlig drejer det sig om et tilbageblik på min ungdom. Jeg tror, at Maria Pascoals død ubevist repræsenterer afslutningen på min ungdom. Maria Pascoal er et skikkeligt menneske. Det er hendes mand også, jeg kan godt lide ham. Hun efterlader ham en tung arv: hendes talent, som han må trækkes med til sin død. Han opfyldte alle betingelser for at blive et selvoptaget uhyre, han var smuk, rig og intelligent. En lidt stivnet intelligens, ja, for han brugte den ikke. Han kunne have skabt noget, men det gjorde han ikke. Han blev overrumplet af denne intelligente kvindes manuskript. For ham er intelligensen kun en pyntegenstand, en blomst på et knaphul, mandens lod. Modsat visse læsere synes jeg ikke, at han ender med at elske det billede, han danner sig af den afdøde. Som De ved, er der ikke enhver beskåret at kunne elske. Man fødes og man dør af kærlighed. Men at leve med kærlighed, det er svært.

EN HUND DER DRØMMER synes bygget op som en fuga. Hvorfor denne parallel?

- Denne roman har en løjerlig tone som er ret usædvanlig for mine øvrige bøger. Både i opbygning og stil er mine andre romaner mere klassiske. På den anden side, fælles for dem alle er arabesken, sløjfen. Man kommer ind på noget, fjerner sig fra det og vender tilbage. Humoren i denne her roman gør læseren usikker. Man ved aldrig, om det, der står, menes i fuld alvor, eller om det er en nonchalant måde at iagttage virkeligheden på. Men måske er Hunden lettere at læse end de foregående.

Stak De også af og flygtede som Maria Pascoal?

- Jeg var fire år, da jeg første gang gik min vej. Jeg var sammen med mine forældre på et lille hotel ved kysten. Jeg bemærkede, at alle gik frit ind og ud af døren, og jeg tænkte, at jeg bare kunne gøre det samme. Indimellem, når jeg er ude at rejse, slår tanken mig, at jeg er en lille og meget lykkelig pige i den store verden. På én gang alene og omgivet af mange.

Jeg tager ofte afsæt i Saint-Exupérys "Tegn mig et får", et krav som ikke er stillet til børn. Hele mit liv har jeg lige som ham skulle finde frem til fåret i hjorden, til det menneskelige element bag hvilket der ligger en hel saga gemt, en original, et hele. At finde frem til det lille lam i flokken er det absolut vanskeligste.

Fnac, café litteraire

Retur til top

 

forsiden
bogen
forfatteren