|
Uddrag af et fransk interview
med Agustina Bessa-Luís i anledning af udgivelsen
af EN HUND DER DRØMMER i Paris:
Kvinderne spiller en dominerende
rolle i EN HUND DER DRØMMER. Her udstiller De et helt
galleri af kvindeportrætter...
- Selv mænd er jo omsluttet af kvinder. Så snart de
kommer til verden er der en mor, en moster, en kusine
til at tage sig af dem, og før i tiden var der også
tjenestepigerne. De første års opdragelse, også mændenes,
er altid kvindeligt præget. Jeg synes nok, at kvinder
er mere interessante, på grund af den verden de skaber
omkring sig, en miniverden, der indbyder til fordybelse.
Men kvinderne har forandret sig. De lever ikke længere
det samme lukkede liv som tidligere. Måske har de mistet
lidt af deres særpræg. Folk, der kender mig, har selvfølgelig
opdaget det selvbiografiske aspekt i beskrivelsen af
Maria Pascoal, især i forbindelse med hendes flugt til
det lille sommerhus ved havet. Her erindrer jeg en periode,
en sødmefyldt tid, formodentlig drejer det sig om et
tilbageblik på min ungdom. Jeg tror, at Maria Pascoals
død ubevist repræsenterer afslutningen på min ungdom.
Maria Pascoal er et skikkeligt menneske. Det er hendes
mand også, jeg kan godt lide ham. Hun efterlader ham
en tung arv: hendes talent, som han må trækkes med til
sin død. Han opfyldte alle betingelser for at blive
et selvoptaget uhyre, han var smuk, rig og intelligent.
En lidt stivnet intelligens, ja, for han brugte den
ikke. Han kunne have skabt noget, men det gjorde han
ikke. Han blev overrumplet af denne intelligente kvindes
manuskript. For ham er intelligensen kun en pyntegenstand,
en blomst i et knaphul, mandens lod. I modsætning til
visse læsere synes jeg ikke, at han ender med at elske
det billede, han danner sig af den afdøde. Som De ved,
er der ikke enhver beskåret at kunne elske. Man fødes
og man dør af kærlighed. Men at leve med kærlighed,
det er svært.
EN HUND DER DRØMMER synes bygget
op som en fuga. Hvorfor denne parallel?
- Denne roman har en løjerlig tone som er ret usædvanlig
i forhold til mine øvrige bøger. Både i opbygning og
stil er mine andre romaner mere klassiske. På den anden
side, fælles for dem alle er arabesken, sløjfen. Man
kommer ind på noget, fjerner sig fra det og vender tilbage.
Humoren i denne her roman gør læseren usikker. Man ved
aldrig, om det, der står, menes i fuld alvor, eller
om det er en nonchalant måde at iagttage virkeligheden
på. Men måske er Hunden lettere at læse end de foregående.
Stak De også af og flygtede
som Maria Pascoal?
- Jeg var fire år, da jeg første gang gik hjemmefra.
Jeg var sammen med mine forældre på et lille hotel ved
kysten. Jeg bemærkede, at alle gik frit ind og ud af
døren, og jeg tænkte, at jeg bare kunne gøre det samme.
Indimellem, når jeg er ude at rejse, slår tanken mig,
at jeg er en lille og meget lykkelig pige i den store
mængde. På én gang alene og omgivet af mange.
Jeg
tager ofte afsæt i Saint-Exupérys "Tegn mig et får",
et krav som ikke er rettet mod børn. Hele mit liv har
jeg lige som ham skulle finde frem til fåret i hjorden,
til det menneskelige element bag hvilket der ligger
en hel saga gemt, en original, et hele. At finde frem
til det lille lam i flokken er det absolut vanskeligste.
Fnac,
café litteraire
Retur
til top
|
