Uddrag af et fransk interview
med Agustina Bessa-Luís i anledning af udgivelsen
af EN HUND DER DRØMMER i Paris:
Kvinderne spiller en dominerende
rolle i EN HUND DER DRØMMER. Her udstiller De et helt
galleri af kvindeportrætter...
- Mænd er jo omsluttet af kvinder fra det øjeblik
de kommer til verden - en mor, en moster, en kusine
til at tage sig af dem, og før i tiden var der også
tjenestepigerne. Den tidligere opdragelse, også mændenes,
er altid præget af kvinder. Jeg synes nok at kvinder
er mere interessante, på grund af den verden de skaber
omkring sig, en miniverden, der indbyder til fordybelse.
Men kvinderne har forandret sig. De lever ikke længere
det samme lukkede liv som tidligere. Måske har de mistet
lidt af deres særpræg. Folk, der kender mig, har selvfølgelig
opdaget det selvbiografiske aspekt i beskrivelsen af
Maria Pascoal, især i forbindelse med hendes flugt til
det lille sommerhus ved havet. Her erindrer jeg en periode,
en sødmefyldt tid, formodentlig drejer det sig om et
tilbageblik på min ungdom. Jeg tror, at Maria Pascoals
død ubevist repræsenterer afslutningen på min ungdom.
Maria Pascoal er et skikkeligt menneske. Det er hendes
mand også, jeg kan godt lide ham. Hun efterlader ham
en tung arv: hendes talent, som han må trækkes med til
sin død. Han opfyldte alle betingelser for at blive
et selvoptaget uhyre, han var smuk, rig og intelligent.
En lidt stivnet intelligens, ja, for han brugte den
ikke. Han kunne have skabt noget, men det gjorde han
ikke. Han blev overrumplet af denne intelligente kvindes
manuskript. For ham er intelligensen kun en pyntegenstand,
en blomst på et knaphul, mandens lod. Modsat visse
læsere synes jeg ikke, at han ender med at elske det
billede, han danner sig af den afdøde. Som De ved, er
der ikke enhver beskåret at kunne elske. Man fødes og
man dør af kærlighed. Men at leve med kærlighed, det
er svært.
EN HUND DER DRØMMER synes bygget
op som en fuga. Hvorfor denne parallel?
- Denne roman har en løjerlig tone som er ret usædvanlig
for mine øvrige bøger. Både i opbygning og stil er mine
andre romaner mere klassiske. På den anden side, fælles
for dem alle er arabesken, sløjfen. Man kommer ind på
noget, fjerner sig fra det og vender tilbage. Humoren
i denne her roman gør læseren usikker. Man ved aldrig,
om det, der står, menes i fuld alvor, eller om det er
en nonchalant måde at iagttage virkeligheden på. Men
måske er Hunden lettere at læse end de foregående.
Stak De også af og flygtede
som Maria Pascoal?
- Jeg var fire år, da jeg første gang gik min vej. Jeg
var sammen med mine forældre på et lille hotel ved kysten.
Jeg bemærkede, at alle gik frit ind og ud af døren,
og jeg tænkte, at jeg bare kunne gøre det samme. Indimellem,
når jeg er ude at rejse, slår tanken mig, at jeg er
en lille og meget lykkelig pige i den store verden.
På én gang alene og omgivet af mange.
Jeg
tager ofte afsæt i Saint-Exupérys "Tegn mig et får",
et krav som ikke er stillet til børn. Hele mit liv har
jeg lige som ham skulle finde frem til fåret i hjorden,
til det menneskelige element bag hvilket der ligger
en hel saga gemt, en original, et hele. At finde frem
til det lille lam i flokken er det absolut vanskeligste.
Fnac,
café litteraire
Retur
til top
|