JYLLANDS-POSTEN
Anmeldelse Af JULIE TOP-NØRGAARD




Læs den hvis De tør

Den portugisiske koloni Macaus historie og beretningen om et privat hævntogt flettes sammen på en måde, der er svimlende og kompliceret ud over det sædvanlige, næsten-drukner læseren i en strøm konspirationer, gåder, intriger og paradokser.

José Carlos er ud af en portugisisk velhaverfamilie, som under Nellikerevolutionen i 1974 berøves det meste af deres værdier og besiddelser. Det bliver han så vred over, at han vier sit liv til at hævne sig på den kaptajn, som han mener at kunne holde ansvarlig for familiens tab. Da det viser sig, at manden har en datter i Macau, rejser José Carlos til den portugisiske koloni med den hensigt at forføre datteren og derefter forlade hende og derved tage sin hævn over faderen.

I begyndelsen kører det nogenlunde på skinner for José Carlos. Han bliver ansat som privatlærer for pigen Iluminada, og hun forelsker sig også om planlagt i ham. Men José Carlos går ikke selv fri; han forelsker sig selvfølgelig også i hende. Og så fordyber han sig mere end godt er i en kinesisk klassiker af bog.

Men historien om José Carlos og Iluminada fylder kun en brøkdel i "Kvintessensen". Deres drama er nemlig flettet, snoet og viklet sammen med et tankespind om Macaus historie af nærmest monstrøse dimensioner. Og på trods af det (lidt mystiske) noteapparat, som romanen er udstyret med, skal man færdes mere end almindelig hjemmevant i emnet for at kunne kapere de massive og detaljerige bekrivelser og diskussioner.
Og det er min væsentligste anke mod bogen. Der er ikke noget i vejen med det, der står i den; den er velskrevet og vidende (forfatteren har i øvrigt været nomineret til Nobelprisen i litteratur) - det er bare virkelig, virkelig indviklet læsning, hvis man ikke er fortrolig med portugisisk kolonialisme og kinesisk historie - altså bare hovedtrækkene inden for politik, filosofi, religion, krigsførelse og erhvervsliv i de sidste 400 år. Hvis det ikke er tilfældet, men man har en sund appetit på emnet, kan man givetvis bruge bogen som udgangspunkt for et ambitiøst og detaljerigt selvstudie.
Læs den hvis De tør.


Agustina Bessa-Luís
Kvintessensen
(A Quinta-Essência)
Oversat af Jorge Braga 371 sider, 250 kr. Forlaget Ørby


tilbage til forsiden
tilbage til bogen