Kvinden som forfatter
Den portugisiske forfatter Agustina Bessa-Luís skriver oven på Odysseus.

Af Bent Windfeld
I »Odysseen«'s sjette sang skildres det, hvordan Odysseus er strandet på Phaiakernes ø. Gudinden Pallas Athene, som særligt våger over Odysseus' skæbne, sørger nu for, at kongedatteren Nausikaa med alle sine terner begiver sig ned til stranden for at vaske tøj og derved kan finde Odysseus og hjælpe ham videre på den lange hjemrejse. I den forbindelse viser digtet et stort og detaljeret kendskab til procedurerne omkring tøjvask - mens det samtidig på områder som sømandskab og krig er mindre tilforladeligt. Det fik i 1897 den kontroversielle engelske forfatter Samuel Butler til at påstå, at »Odysseen« var skrevet af en kvinde, nemlig en siciliansk prinsesse. Dette er naturligvis en vidtrækkende påstand, som jeg ikke har lærdom nok til at have en begrundet mening om, men jeg nævner det heller ikke så meget af interesse for selve sagen, som fordi denne teori spiller en vigtig rolle i Agustina Bessa-Lu's' roman »En hund der drømmer«. Den danner ligesom et grundmønster bag de begivenheder, der fortælles om, og der hentydes også flittigt til den gennem hele forløbet. Forfatterinden, som er en af Portugals mest ansete forfattere (f. 1922), skildrer sin hovedperson, Léon Geta, fra ungdom til alderdom. De antydede familieforhold er usædvanlige, men sikrer ham en solid rigdom, som gør ham i stand til at føre et liv, der helt igennem er styret af hans lyst, eller snarere hans dovenskab. Det hedder om ham, at han »var det stik modsatte af en stor mand, for han tog en dag ad gangen som en vagabond uden straffeattest, og gjorde sig ingen tanker foruden dem der pludselig slog ham«. Hans historie fortælles nu ikke ligefrem, men på en ejendommelig antydende og kredsende måde, som snarere formidler stemninger end skarpe omrids, men altid udgår fra en overordnet fortællerinstans, som har det overblik, der tillader kommentarer og forklaringer, ofte støttet på citater fra et bredt udvalg af litteratur, - ja selv vores »Niels Lyhne« anføres. Det afgørende punkt i denne mands livshistorie er nu hans kortvarige ægteskab med Maria Pascoal. Dette ægteskab stiftes mest på foranledning af hans ældre kvindelige slægtninge, og han går ikke særlig højt op i det, mens det varer, og hun finder sig i alt med en særlig suveræn beskedenhed, som gør, at hun tilbringer sin tid i sine egne værelser, idet hun giver indtryk af at være en naiv provinspige og dog samtidig synes at rumme en skjult lidenskab og foretagsomhed, som i hendes unge år vist nok har ytret sig i deltagelsen i den forbudte bevægelse mod diktaturet i Portugal. Hendes mand, som selv mangler lidenskab og initiativ, er på sin slentrende måde lidt betaget af de skjulte kræfter, som han aner hos sin kone, men da hun dør i et færdselsuheld efter seks års ægteskab, kommer der ikke mere ud af det. Lang tid efter hendes død finder man manuskriptet til en stor bog, som hun har skrevet, og som efter kenderes mening er et litterært mesterværk. Karakteristisk nok er det ikke hendes mand, men en litterat af hans bekendtskab, som sørger for udgivelsen (som han dog også forvrænger ved at indrette deltaljer efter sin mere konventionelle litterære smag). Bogen bliver en stor succes, men Léon Geta udgives for dens forfatter - og her har vi en parallel til historien om Nausikaa og Odysseen, for i begge tilfælde er det en kvinde, der har forfattet et stort værk, men en mand, der får æren for det. Handlingen fortælles som sagt i store kredsende omrids, og det betyder, at kun få scener udføres i mere udførlig og konkret skikkelse, for eksempel antydes det kun, hvordan Léon klarer sig ved de møder med litterære fans, som værkets succes medfører; i betragtning af at han i lang tid ikke engang har læst bogen, kunne det jo nok give anledning til pudsige scener, men den slags interesserer ikke forfatteren, som til gengæld er overordentlig interesseret i åndrige abstraktioner og generaliseringer, hvad der nogle gange får romanen til at virke som en hel aforismesamling. Efter mine fordomme er det en typisk romansk måde at fortælle på, og det har både sine fordele og sine ulemper. Fordelen er, at der falder mange interessante og tankevækkende bemærkninger, der dog også kan virke hasarderede på et mere skeptisk gemyt, og som under alle omstændigheder er vanskelige at gøre operationelle. Jeg vil anføre et eksempel: »Man kunne ud af kurven på hendes rosenlæber gætte sig til at hun ville gå med til at forelske sig i en enkemand med to børn om han forstod at lægge an på hende«. Ulempen ved denne stil er, at de mange filosofiske bemærkninger truer med at sætte fortælllingen i stå, og at læseren snydes for konkrete handlinger. De sidste bemærkninger skal dog ikke skjule, at bogen udgør et interessant eksempel på en litterær praksis, som ikke er så udbredt her i landet, og derfor er det fortjenstfuldt af forlaget at have givet danske læsere mulighed for at lære en talentfuld forfatter at kende.


Retur til top