Mit navn er Jorge Braga og jeg er oversætter og udgiver af den roman som udkommer her i dag, NATTEVAGTEN.

Det var ikke mening at jeg skulle stå her alene over for jer, men livet kan spille os nogle puds, til tider i en sådan grad, at vi bliver nødt til at se det i øjnene.

Derfor må I nu for en kort stund nøjes med mig.

Frem for at holde mig til kladden her kunne jeg i stedet fortælle jer om mit besøg på Rijksmuseum i Amsterdam, hvor jeg konfronteret med Rembrandts gigantiske maleri kom til at se på det som jeg aldrig ville have gjort, havde jeg ikke haft Agustinas fortolkning så tæt ind på livet. Men den oplevelse må I selv have til gode.

De blodpropper Agustina er blevet ramt af, det skette mens hun gjorde denne, sin allersidste roman færdig.

Det bærer bogen også præg af, men kun fordi hun her endnu en gang udleverer sig i et barskt selvportræt under dække af hovedpersonens mormor, Maria Rosa.

Jeg citerer: ”Det gik op for Maria Rosa, at hendes hyppigere og hyppigere anfald af forvirring, antagelig forårsaget af næsten umærkelige blodpropper i hjernen, som regel begyndte med en pludselig forbløffelse over fuldstændig ligegyldige ting. Hvordan så Patrícias handsker ud dengang hun var brudepige til hendes bryllup? Var de mon helt op til albuen, eller kun over håndleddet? Hun prøvede at huske det, men det kunne hun ikke. Hvad med at lægge en fælde for Elisa? Hun havde jo også været til stede dengang og huskede sikkert det hele. Men hvordan spørge hende
uden at vække hendes mistanke? Hvad havde Patrícias handsker med denne allehelgensdag at gøre, sidst på formiddagen? Elisa ville nok korse sig og mene, at Maria Rosa var ved at blive senil. Maria Rosa prøvede at tænke på noget andet men Patrícias handsker i en ubestemmelig farve plagede hende. Pludselig huskede hun det helt klart: ”De var nellike-rosa, og lange. Hvad skulle de ellers være, når det nu var Patrícia.” Det lettede hende så meget, at det sås på hendes ansigt.” – skriver forfatteren på side 35, formentlig om sig selv.

Siden 2006 er Agustina helt holdt op med at skrive, læse og tale, ikke engang med sine nærmeste hjemme hos sig selv, i den have hun stadig passer. Hun er ikke død for et par år siden, som P2 fejlagtigt forkyndte i morges. Men Agustina tager ikke længere imod, samtalen trætter hende, så hun er for mig nu kommet over på den anden side af månen, undtagen i hendes bøger, hvor hun fortsat betager og forbløffer mig.

Livet spiler os sandelig nogle puds, og i sådan grad, at det, ligesom for Josefa i NATTEVAGTEN, kan udarte i ulykkelig og stum kærlighed.

Som så mange af hendes romaner tager NATTEVAGTEN sit udgangspunkt i Porto, min hjemby, hos en engang velhavende men nu ruineret familie, hvis sjæl man plejer ved kirkegårdsbesøg på allehelgensdagen.
Sådan starter bogen 1. søndag i november, ligesom Almodovars film ”Volver”, hvor der også er rigelig at holde styr på af både falmende og stedsegrønne erindringer der flagrer rundt i et forfærdeligt blæsevejr! Gravafvaskning, blomsterpynt, sansernes grønne kløer… Man plejer sine minder, samler sig og øver sig på sin egen sortie.

Sådan har jeg i hvert fald oplevet bogen, for det meste. Hun vidste godt at den var hendes sidste, uden den fjerneste føleri. For det er ikke tale om verdens ende, tværtimod, her vender man blot tilbage til verdens begyndelse. Agustina påstår selv, at hun er født voksen og vil engang dø som barn.

På side 76 skriver hun om Rembrandts maleri: ”Kigger vi nøje efter, står NATTEVAGTEN, eller Kaptajn Cocqs Kompagni som billedet egentlig hedder, opstillet, hvis ikke ligefrem gennet sammen, på en trappe, og således bliver problemet med rangorden løst. Alle stiger præcis så højt op, som enten deres evner eller sociale status tillader dem. Nogle magter ikke at overvinde deres ubetydelighed; andre prøver at tilegne sig betydning med værdighedstegn som en stander, en hjelm, et gevær eller et ordensbånd. Kompagniets kurs var endnu ikke afstukket, og ruten heller ikke aftalt. Men de skilter allerede alle med deres titler og missioner, afprøver stillinger og stiller sig an for en Historie, som muligvis ville forblive tavs om dem.”

Som både oversætter og udgiver af et værk af denne kaliber er jeg selvfølgelig forudindtaget.
Man går ikke i krig med Agustina for sjovt, eller også er det netop det, jeg gør. For det morer mig, ingen anden efterligner livet og dets krumspring så virtuost og indsigtsfuldt, især den måde vi bevæger os på uden at rokke os af stedet, - ingen anden levner mig så meget at tænke over og identificere mig med uden at forfalde til velmenende manifester eller bekendelseslitteratur med indbygget syndsforladelse.

Hun er, for at citere Tom Raahauge, en kær og nylig afdød ven, kammermusik for min indre øre. Bachs cellosuiter udsat for Casals kliniske bue, nådesløst gentagende og udholdende. Agustina har aldrig været en ret man indtager stående. Hun kræver om nogen noget af sin læser. Som Virginia Wolf, mindst. Og hvem er ikke bange for Virginia Wolf?

Selv var jeg hunderæd for at træffe Agustina da jeg var ung: Hendes personskildringer, den lukkede verden af menneskelige relationer som hun så hudløst beskriver gav mig det indtryk at hun måtte være synsk, en ægte sibylle. Senere, meget senere, efterhånden som jeg begyndte at oversætte hende og læse hende langsomt, at slå alt op som jeg ikke umiddelbart forstod, blev jeg grebet af hendes enorme viden, foruden smerten og melankolien ved hendes indsigt og lidenskab, hendes benhårde moralske anfægtelse af kærlighedens forråelse, hendes mange og nådesløse selvportrætter, hvor hun gemmer sig bag alverdens masker.

Som Ludmila for eksempel: "Ludmila opfattede ondskaben som en ret. Hun var den mest intelligente af de tre, og hun nød sin velstand og sit moderskab. Ægtemanden lå under for hende i beundring, hvilket på en måde gjorde ham ensom. Hun ville have elsket ham, havde han fundet hende værdig til kærtegn og ikke til højstemte tanker. Hendes ondskab bestod i en umættelig stolthed."

Eller som Maria Pascoal, forfatteren til det usignerede manuskript i romanen En hund der drømmer: "Det hun havde skrevet var et gedigent og gådefuldt værk med et snært af Kafka, hvor forfatteren var særdeles opsat på at sløre sin identitet og aflede fokus fra sit privatliv. En dreven læser ville uden vanskeligheder opdage at Maria Pascoal vildledte ham med en række falske spor og forsøgte at skjule sine svære bekymringer bag en overdreven anvendelse af detaljer."

For: "Når man skriver om begivenhederne i sit eget liv, bør man af høflighed aldrig fortælle sandheden, men holde den for sig selv og blot lade den spejle fra forskellige vinkler" - et Kierkegaard-citat der lige som han selv står Agustina meget nær.

"Vor forståelse er fuldbyrdet, den lever ikke af bryllupstanker", skriver hun om den danske filosof i forordet til skuespillet Kierkegaards umiddelbare erotiske stadier, som hun på en uge forfattede i 92 mens hun var leder af nationalscenen i Lissabon, og som jeg godt hjulpet af professor Billeskov-Jansen udgav på dansk i 94. For Billeskov var det ikke blot et spørgsmål om at genskabe Kirkegaards oprindelige formuleringer, nej, det sjove for ham var netop at nyde Agustinas egen version af Kierkegaards samlede værker, som hun kender uden ad og citerer hele skuespillet igennem. En lækkerbisken, der morede ham at hjælpe mig med, uden den fjerneste pietisme.

Fire romaner og en række noveller senere står jeg så her i dag og byder jer velkommen til dette på mange måder afsluttende værk, NATTEVAGTEN.

Receptionen i dag sætter derfor ikke alene punktum for en lang proces som jeg næsten ikke har kunnet få mig til at afslutte og hvor jeg længe drev rov på mine korrekturlæsers tålmodighed… Den indleder også bogens eget liv hos jer – genfødt på dansk på romanens egen fødselsdag.

Så nu må jeg give slip, give op og udgive, selv om jeg allerede lider af svære abstinenser.

Jeg ønsker derfor bogen held og lykke og jer alle hermed en rigtig god fornøjelse med den.

Jorge Braga

Frederiksberg, den 26. september 2009






Tilbage til forsiden