KVINTESSENSEN, illustrerede noter

1. Den noble digter — António Nobre (1867-1900), symbolistisk digter, hvis berømte sonet ”Só” (Alene) – Seul, udgivet i Paris af Paul Verlaine – er indgraveret på en marmorplade i klipperne på Leça-stranden lige nord for Porto, hvor han efter sigende holdt øje med både tidevandet og badende englænderinder.

2. Dronningens halskæde — Marie Antoinettes halskæde. I forbindelse med Nellikerevolutionen den 25. april 1974 tog mange af det gamle regimes støtter flugten. Værdigenstande i bankernes varetægt kom da for en dag, skønt deres oprindelse og videre skæbne forblev uvis. En af disse ting var Marie Antoinettes halskæde. Rygtet ville vide, at smykket tilhørte en familie i Porto, men den slags snak tager fantasien afstand fra af frygt for, hvad det kan føre med sig. Denne romantiske teori var dog for en tid i omløb og vakte gamle spøgelser til live, herunder om Dronningen selv, som Morris, datidens gesandt for De Forenede Stater i Frankrig, kaldte for udsvævende. Han var en meget mærkelig mand, denne Morris. Hver gang han havde en galant eskapade i udsigt, noterede han i sin dagbog: ”Vi får se”. Mere kan man vist ikke forlange af Amor, den blinde gud.

3. Bossuet Jacques Bénigne (1627-1704) — fransk prædikant og forfatter.

4. Mártires da Liberdade — Frihedens martyrer. Gl. "red-light district" i Porto, nu fancy gallerigade.

5. Byron — Lord Byron (1788-1824). Digtets titel er "Drømmen" og den første linje i næsten alle strofer lyder, "Nu skifter Ånden i mit Drømmesyn” — (A change came o'er the spirit of my dream.)

6. Grandola, vila morena — oprørernes løsen sunget af José Afonso, udsendt af radiostationen Rádio Clube Português den 25. april 1974.

7. Jack og bønnestagen — Little Jack and the bean-stalk, W.S.Fortey, London

8. Klovn — Stephen Kings, formoder jeg.

9. Loyola — Sankt Ignatius af Loyola (1491-1556). Født på slottet Loyola i nærheden af San Sebastian, i Baskerlandet. Grundlægger af jesuiterordnen, en romerskkatolsk orden der skulle styrke katolicismen i kampen mod protestantismen efter reformationen, men hvis væsentligste indsats blev missionsarbejde i så fjerne egne som Japan og Kina. Uddannet teolog på Collège Montaigu, Paris Universitet, hvorfor han senere blev kendt som ”Mester Ignatius”. Sammen med sine nærmeste trosfæller blev han kortvarigt arresteret af Inkvisitionen i 1554.

10. Det Femte Rige — Det Åndelige Rige. Digteren Fernando Pessoa (1888-1935) og pater António Vieira (1608-1697) omformulerede profeten Daniels spådom om den endelige og universale efterfølger af det babylonske, det persiske, det græske og det romerske rige. Ifølge Fernando Pessoa ville Det Femte Rige (O Quinto Império) udmønte sig i en kulturel og åndelig magtfaktor.

11. Byen af Guds Navn — Macau. Siara Debra: Fru Debra.

12. Belejrings Port — "Porta do Cerco", på den landtange der forbinder Macau med hovedlandet

13. Flor do Mar — Havets Rose

14. Afonso de Albuquerque — navnkundig portugisisk søhelt og guvernør i Indien.

15. Algier-aftalen — indgået i 1974 mellem Portugal og kolonierne Kap Verde og Guinea-Bissau om deres selvstændighed.

16. Horatio — “There are more things in heaven and earth, Horatio, than are dreamt of in your philosophy”. W. Shakespeare: Hamlet (I, v. 166 - 167)

17. Tosserier i Indien (Disparates na India) — satirisk digt af Luís de Camões (1524-1579) om de portugisiske myndigheder i Goa. Det vakte guvernørens (Afonso de Albuquerque) vrede og kostede digteren en forvisning til Macau.

18. Baronet — en arvelig britisk ridderklasse, der indstiftedes 1611 af Jakob I af England for enhver, der ville bidrage til Irlands undertvingelse ved at stille 30 væbnede mænd eller betale en sum på 1095 £.

19. Venceslau de Morais (1854-1929) — portugisisk digter og flådeofficer, udstationeret i Moçambique, Timor og Macau, hvor han også underviste i det lokale gymnasium og omgikkes Camilo Pessanha. Udnævnt i 1899 til portugisisk konsul i Kobe, Japan, hvor han giftede sig og konverterede til buddhismen. Kort efter udnævnelsen trak han sig tilbage til øen Shikoku.

20. Mendes Pinto — Fernão Mendes Pinto (1509—1583) berømt portugisisk ostindiensfarer, forfatter til Peregrinação (Pilgrimsfærd) hvis fabelagtige beskrivelse af Østens eksotiske univers skaffede ham øgenavnet "Løgneren", et ordspil på hans efternavn (Pinto – minto "jeg lyver"). Han sejler til Orienten i 1537, hvor han kommer til Abessinien [Etiopien], Arabien, Indien, Malacca, Sumatra, Java, Burma, Siam (det nuværende Thailand), Tonkin (det nuværende Vietnam), Kina og Japan. I over 20 år fører han en broget tilværelse som slavehandler, skibbruden, sørøver, stedlige fyrsters lejesoldat, slave, handelsmand og ambassadør. Han møder missionæren Francisco Xavier, som han ledsager på dennes rejse for at kristne Japan, og tilbage i Indien forærer han sin formue til de fattige og indgår i jesuiterordenen. Se også Pilgrimsfærd, note 93.
MENDES PINTO, Fernão [PORTUGAL] (1510–1583). Après avoir servi dans la maison de l’un des fils du roi João II, il s'embarque en 1537 pour l'Orient. Tour à tour trafiquant, naufragé, pirate, mercenaire à la solde des gouvernants locaux, esclave, négociant, ambassadeur, il connaîtra l'Abyssinie, l'Arabie, l'Inde, Malacca, Sumatra, Java, l'actuelle Birmanie, le Siam, le Tonkin, la Chine et le Japon. Enrichi, il rencontre à Malacca François Xavier, l'évangélisateur. Il l'accompagne dans sa tentative de christianisation du Japon et songe un temps à finir sa vie dans la Compagnie de Jésus. De retour au Portugal, en 1558, il écrivit vers la fin de sa vie le récit de ses aventures. « Sa Pérégrination annonce à la fois la critique sociale du XVIIIe siècle et l'exotisme du XIXe. Il s'agit du livre de voyage le plus intéressant du XVIe siècle portugais, présentant tantôt des aspects dramatiques, tantôt des épisodes picaresques. Des récits impressionnants de pillages, de sacrilèges, de naufrages côtoient d'admirables peintures des mœurs et des institutions de civilisations étranges, avec des détails précis d'ordre géographique, ethnologique ou historique. » Écrit entre 1570 et 1578, publié pour la première fois à Lisbonne en 1614, l’ouvrage connaît un immense succès et sera traduit dans les principales langues européennes.

21. Xavier — Kristendommen introduceres i 1549 i Japan af jesuitermunken Francis Xavier.

22. Matteo Ricci — (Lì Madòu på kinesisk, 1552-1610) Foregangsmand for og selve prototypen på den jesuitiske kinamissionær under det sene Ming-dynasti. En mission hvor man strakte sig meget langt, når det gjaldt om at tilpasse sig det folk, man havde sat sig for at forkynde for. Ricci fik stor betydning for udbredelsen af europæisk kultur og videnskab i Kina, og (indirekte) stor indflydelse for kendskabet til kinesisk kultur i Europa. Vestlig astronomi, matematik, malerkunst og kartografi blev anset som nyttige redskaber i arbejdet med at overbevise hoffet om den vestlige kulturs nytte. I sit oversætterarbejde indførte han en række vestlige begreber til kinesisk. Han var den første, der trykte et verdenskort og konstruerede en globus på de kanter. Ricci og hans medarbejdere nedtonede forskellen mellem det rådende konfucianske værdisystem og katolicismen, noget som i ringere grad mødte forståelse hos den religiøse ledelse i Europa. I modsætning til mange senere missionærer indså han, at det var vigtigt at tilrettelægge katolicismen i henhold til kinesisk kultur, hvis kristendommen skulle kunne slå rod. Hans trosfremstilling, Tianzhu Shiyi, fik stor betydning for kristne kinesere.

23. Filipe II — spansk konge der regerede Portugal under den Iberiske Union (1581-1640) efter den portugisiske kong Sebastians fald og forsvinding i Nordafrika ved slaget mod maurerne i Ksar el- Kebir (1578). Manglen på en tronfølger efter den jomfrunalske konge førte Portugal ind i et traumatisk tab af selvstændighed til Castilien, hvis kong Filip II, var den nærmeste slægtning (gennem Habsburgerne) og derfor arvede riget. Det ligger til grund for myten om, at Sebastian en dag dukker op af tågerne en tidlig morgen for at redde Portugals ære.

24. Revolutionen i 1640 — Afslutningen på 60 års af "Iberisk Union" og reelt spansk overherredømme i Portugal efter ovennævnte tronfølgerkrise i 1578-1581.

25. José Ignácio de Andrade — (1780-1863) portugisisk flådeofficer, Lissabons borgmester, ostindienfarer, handelsmand og forfatter. Hans Breve fra Indien og Kina daterer sig fra 1835 og er utvivlsomt et enormt bidrag til en bedre forståelse af portugisernes syn på det Fjerne Østen og på Kina i særdeleshed.
Letters Written from India and China: ...Generally speaking, we construct an identity in opposition to another. It can but reflect well on all when praise is attributed to a different civilization with which historical, cultural and economic relations have been maintained. Andrade was successful in his endeavors to recognize the importance of the other as opposed to himself. He managed this through a frame of reference of the Western world’s civilizing factors, which he used either to criticize things or then support his arguments (Adam Smith, Montesquieu, Voltaire, Abbot Reynal, Hobbes, Fernão Mendes Pinto, Gaspar da Cruz, Jerónimo Osório, Tomé Pires, among others). We cannot but remark on the scholarly depth of José Ignacio de Andrade’s wide range of knowledge, which seems outstanding even today, as well as the manner in which he used both his reason and his feelings at the service of the civilization he visited. ... José Ignacio de Andrade looked at China through Western eyes and succumbed to the beauty of Eastern knowledge and sentiments. He acknowledged the superiority of the Chinese in many of the areas he investigated, thus celebrating the fact that he was an eyewitness to such a rich civilization and extolling Portugal’s centuries-old relationship with China in contrast with that of the British. He allowed himself to be influenced by the lessons the Imperial civilization had to offer the West. Ignacio de Andrade responded to the unavoidable confrontation with knowledge, admiration and the recognition that the Portuguese in Macau depended on their respect for Chinese civilization… and not on war...

26. Sikkerhedspoliti — PIDE (Polícia Internacional de Defesa do Estado), under Salazars diktatur.

27. Pessanha, som hans berømte homonym, den portugisiske digter Camilo Pessanha (1867-1926) . Født i Coimbra, hvor han uddannede sig til jurist på byens ansete universitet. I 1900 emigrerede han til Macau, hvor han foruden at undervise i filosofi på byens gymnasium også var beskikket forsvarer og dommer ved byens domstole. Ud over at skrive digte beskæftigede han sig indgående med den lokale kultur og samlede på kinesisk kunst. Døde som følge af langvarigt opiummisbrug i Macau, hvor han efterlod sig en søn og en konkubine. Hans symbolistiske poesi — hovedsagelig påvirket af Cesário Verde, Pierre Balayet og Paul Verlaine — havde stor indflydelse på de portugisiske modernister, ikke mindst på Fernando Pessoa.

28. Beauvoir — Conte de Beauvoir, “Java, Siam, Canton - Voyage Autour Du Monde”, Plon, 1878.

29. Du Bocage, Manuel Maria de Barbosa l´Hedois - (1765-1805) portugisisk senneoklassisk digter af fransk herkomst, hvis berømmelse snarere skyldes hans livsførelse end hans digte.
"Lettres des demoiselles Olinde et Alzire", traduites par Bernard Martocq (Ed. L'Escampette).

30. Portinho da Arrábida — naturreservat syd for Lissabon.

31. bei ba zhai er pinyin transskriptionen af de tre stavelser. Men det er muligt at de refererer til en ”pipa” – et traditionelt kinesisk strengeinstrument, som netop ”blomsterpigerne” ofte spillede på.

32. Sun-Yat-Sen — egentlig Sun Zhongshan (1866-1925) revolutionær leder og politiker, ofte omtalt som ”fader til det moderne Kina”. Sun spillede en stor rolle i at styre Qing-dynastiet i 1911 og i dannelse af Folkerepublikken Kina. Var medstifter af Koumintang og folkerepublikkens første præsident. Hans politik kaldtes ”folkets tre principper”: Nationalisme, demokrati og velfærd. Afholdt både i Folkerepublikken og i Taiwan.

33. Debras datter, der var sporløst forsvundet: Emílias, Yiji og Epas (Josefas) mor.

34. Ferangi — forvanskning af ”frangue” eller ”frank”, malayiske betegnels for kristne søfarende og handelsfolk, som i Kina kaldtes Folangji/ Fu-lang- ji og betyder ”Portugal” og “fremmed”.

35. Sepoy - betegnelse for indiske soldater hyret af europæiske magter, primært briterne til deres hær. Ofte taget fra en anden del af Indien og fragtet væk, så de ikke følte nogen tilknytning til de indere, de var iblandt. I den britiske hær var det betegnelsen for en indisk menig i infanteriet.

36. Orson Welles — Den Udødelige Historie (The Immortal Story) - filmatisering af Karen Blixens novelle om en umådelig rig købmand, der bestemmer sig for at realisere en vandrehistorie, som verserer blandt sømænd, og som går ud på, at en rig, ældre mand hyrer en ung sømand for at gå i seng med hans kone og skaffe ham en arving. Købmanden vil, at der skal findes en sømand, som skal kunne fortælle dette som en sand historie. Jeanne Moreau spiller rollen som den prostituerede Virginie, en aldrende skønhed med et hårdt, bittert drag om munden, der skal forestille at være købmandens hustru. Indspillet i Macau i 1968 for fransk fjernsyn.

37. Géricault, Théodore — fransk maler (1791 - 1824), banebryder for Delacroix; boede i øvrigt i England, hvor han især malede heste, og hvor dette talent blev mere påskønnet.

38. Benyowsky — The Memoirs and Travels of Mauritius Augustus Count de Benyowsky in Siberia, Kamchatka, Japan, the Liukiu Islands and Formosa (from the translation of his original manuscript (1741-1771) by William Nicholson, F.R.S., 1790. Edited by Captain Pasfield Oliver (London, T. Fisher Unwin, 1898). Russisk link.

39. Kong Sebastian — se note 23

40. Valignano — Alexandre Valignano, jesuiterordenens visitator, Xaviers efterfølger og Matteo Riccis ven.

41. Markisen af Pombal (1699-1782) — ministerpræsident under kong José I, (det oplyste enevælde). Efter Lissabons jordskælv i 1755 stod Pombal for byens forbilledlige genopbygning sammen med arkitekten Eugenio Santos. Om ham selv og hans tvetydige forhold til Jesuitterne: klik venligst på hosstående billede.

42. Kongedømmerne Napoli og Sicilien — I anledning af Filips og Maries brudefærd i Winchester havde Filips far udnævnt sin søn til konge af Neapel.

43. Bernardim — en vis Bernardim Ribeiro, portugisisk forfatter, formentlig jøde, som rejste til Ferrara, hvor vi ved, at han døde. Hans novelle Menina e Moça (Ung og Uskyldig) fra 1554 er en af verdenslitteraturens smukkeste beretninger. Rig på metaforer og kryptiske nøgler er den fremdeles uden sidestykke med sin bundne varme, sin trøsterige længsel og sin vemodige smerte ved at leve og elske. Et mesterværk der under læseren den fornøjelse at gætte, som overgår utopien om at få det hele at vide. (Agustina Bessa-Luís, in Politiken 2003)
”Som ganske ung pige blev jeg ført langt bort fra mit barndomshjem. Hvad der var grunden til at jeg som så ung skulle føres så langt bort, fik jeg ikke at vide. Heller ikke nu kan jeg forklare hvorfor, for da kunne det komme til at lyde, som det allerede dengang var bestemt hvordan det senere skulle gå.”

44. Eça de Queiroz (1845-1900) — betragtes som en af de største portugisiske forfattere i det 19. århundrede. Eça bevægede sig i retning af århundredskiftets dekadente litteratur, hvor kedsomheden virker så omsiggribende, at den lejlighedsvis bliver hovedpersonen, - står det at læse på omslaget af Mone Hvass oversættelse ”Byen og Bjergene”, Husets Forlag, 2003.

45. Metropolen — Lissabon

46. Peis arkitektur — Ieoh Ming Pei, kinesisk/amerikansk arkitekt f. l9l7, tegnestue i New York siden l955. Kendt for Louvres pyramide-indgang (l993) og Bank of Chinas hovedsæde i Hongkong (l990).

47. Olivença — grænseby mellem Portugal og Spanien.

48. Palha — António Filipe Morais Palha, forfatter til Esboço Crítico da Civilização Chinesa (“Kritisk essay om den kinesiske civilisation”) som digteren Camilo Pessanhas i 1912 skrev et skrapt forord til.

49. Damiens henrettelse — I ”Overvågning og Straf” gengiver Michel Foucault den grusomme henrettelse af den franske soldat Damien den 2. marts 1757. Damien havde angiveligt forsøgt at myrde kongen, og henrettelsen blev også derefter – partering i levende live med heste til at afrive lemmerne, tænger til at afskrælle hud, kogende bly til åbne sår og præsten til den sidste olie ...

50. Bokseropstanden, 1900 — Europæiske magters vedholdende greb om kinesisk territoriumi 1890'erne førte til stærkt fremmedfjendske følelser i det nordlige Kina. Ansporet af Dowager-kejserinden Tz’u Hsi dannede en gruppe unge en hemmelig organisation, hvis navn blev oversat til ”Selskabet af Harmoniske Næver”, de såkaldte boksere. Udbruddet af voldeligheder fik den britiske admiral Sir Edward Hobart Seymour til at føre en international ekspedition til Tientsin, hvor angriberne blev beskudt fra Taku-forterne. Bokserne i Peking rejste sig straks, dræbte den tyske minister, baron von Ketteler, og belejrede de udenlandske legationer den 20. juni. En seks-nationers ekspeditionsstyrke (inkl. det amerikanske 14. infanteriregiment) gik til sidst i land ved Tientsin den 14. juli, marcherede 130 km mod nordvest og kæmpede sig vej ind i Peking for at undsætte legationerne. Den 7. september året efter skabte Bokserprotokollen, underskrevet af 12 nationer, fred med Kina.

51. Lucide drømme — er klare drømme, hvor man selv har en vis kontrol over forløbet.

52. Terrakottahæren — er en samling af over 8000 lerfigurer af krigere og heste i naturlig størrelse. Terrakottafigurerne blev begravet i 210 f.Kr. sammen med Kinas første kejser og bliver derfor også nogle gange kaldt for Qins hær. Terrakottahæren blev opdaget i marts 1974 af en lokal bonde, der var ved at grave en brønd nær Xian, i Shaanxi-provinsen.

53. Cao Xueqin — (1715-1763) formodet forfatter til Drømmen om den Røde Pavillon (Honglou Meng) også kaldet ”En stens historie” (Shi Tou Ji). En mægtig slægts- og kærlighedsroman fra det 18. århundredes Kina om en af Nankings rigeste og fornemste familiers storhed og fald. Romanen er skrevet i midten af Qing-dynastiet og regnes for det ubetingede mesterværk i kinesisk litteratur. Med to fulde oversættelser af romanen i slutningen af det 20. århundrede blussede interessen for Drømmen om Den Røde Pavillon for alvor op, også i den vestlige verden. En generelt mere litterær tilgang til romanen fra vestlige forskere har dog ikke gjort uenigheden om romanens univers mindre, og stadig funderer man over, hvad mesterværket reelt handler om, og hvem forfatteren egentlig var.
Romanen er en labyrintisk konstruktion, med henvisninger og referencer til skjulte lag. Sandhed og falskhed, vågen tilstand og drøm, virkelighed og illusion er dualismer, der konstant møder læseren, ligesom spejle og dobbeltgængere – der er ligefrem både en ”sand” og en ”falsk” hovedperson – bidrager til at indfange læseren i et labyrintisk spil, hvor man samtidig får den bedst tænkelige introduktion til klassisk kinesisk kultur og åndsliv. Cao Xueqins roman (fransk titel: Le Rêve dans le pavillon rouge, engelsk titel: Dream of the Red Chamber ) er endnu ikke oversat til dansk. Jeg har derfor i min oversættelse valgt en udlægning af titlen, som både tager højde for den kontekst, hvori den optræder i KVINTESSENSEN (der har sit udgangspunkt i den franske titel) og Lene Sønderby Bechs artikel om ”Drømmen”.




54. Kowtow – “... Kejseren knælede tre gange ("gjorde kowtow") for Himlens Gud og bad ham stige ned til jorden.” “... en handling som signerer oprettelsen af et seriøst forhold. Dette ritual indeholder en serie af ni buk for mesteren, tre dybe, tre mellem-dybe og tre korte buk.” ”... is the act of deep respect shown by kneeling and bowing so low as to touch the head to the ground. Despite common conceptions, an Imperial Courtier only has to kowtow to the Emperor once, not nine times as often described.”

55. Iluminismen i Oplysningstiden — slutning af det 17.- begyndelse af det 18. århundrede.

56. Oplysningstiden — er en periode i Europas historie, som regnes fra 1690 til 1800. Brugen af ordet oplysning (tysk: Aufklärung) skal være Kants idé. Perioden forud for oplysningstiden var præget af tiltagende brydninger: Borgerskabet var under fremvækst, stillede krav om del i magten og angreb dermed enevælden; kirken og religionen mistede hastigt troværdighed i takt med, at naturvidenskaben udvikledes og afslørede andre forklaringer på naturfænomener end dem, kirken havde stået for. Oplysningstiden samlede og fokuserede disse allerede eksisterende tendenser og stillede krav om enevældens afskaffelse, folkestyre, menneskerettigheder, drastisk reduktion af kirkens magt over samfundslivet, og endelig byggede den på en tillid til, at der gennem oplysning - om naturvidenskab og filosofi - kunne skabes et bedre menneske.

57. Kompagniet - Selskabet, JesuSelskab, Ordenen, Jesuiterordenen

58. Baronessen — Ana Juliana de Falconiere, gift med baronen af Portoalegre

59. Pei pa chai - en slags geisha.

60. Collegium Romanum — Scuola di Grammatica, di Umanità e di Dottrina Cristiana.

61. En anden Othello — refererer til kaptajn Otelo Saraiva de Carvalho, en anden Othello fra Nellikerevolutionen i 1974.

62. Leo XII – Forbød bibelselskaberne og reformerede uddannelsessystemet under indflydelse af jesuitterne.

63. Det Loyale Senat (Leal Senado) — Macaus “parlament” og Rådhus frem til Kinas formelle overtagelse i 1999.

64. Kragerne — “gralhas” på portugisisk, kan også betyde “trykfejl”/ “stavefejl”.

65. Letters Written from India and China se note 24

66. Alexandre de Rhodes (1593-1660) — provencalsk jøde og portugisisk jesuitermunk. Portugisiske sømænd gik i land i Danang 1516. 35 år senere var jesuitermunke i fuld gang med at omvende buddhister. Siden kom franskmændene til og omvendte hele landsbyer langs kysten, hvor koncentrationen af katolikker stadig er betragtelig. Som i Kina var kejseren på mange måder glad for gæsterne. De bragte ny viden med sig — om lægevidenskab, stjernehimlen og ofte også om våben. Men mens missionærerne imponerede kejseren og hans hof med deres ekspertise, "forurenede" de buddhismen, som allerede havde taget farve af taoisme, animisme og forfaderdyrkelse i den særlige vietnamesiske variant. Alexandre de Rhodes opfandt den latinske transskription af vietnamesisk, som gjorde skriftsproget langt mere tilgængeligt, end da det blev skrevet med kinesiske skrifttegn. I 1651 udgav han den første vietnamesisk-latinsk-portugisiske ordbog med 5.000 stikord, Dictionnarium annamiticum, lustanum et latinum, der bygger på hans forgængere Gaspar de Amaral og Antonio de Barbosa. Takket være Rhodes råder vietnameserne over et “romaniseret” skriftsprog som de kalder for "Quôc Ngu".

67. Indokina — den sydlige del af Vietnam under den franske kolonitid, tidligere kendt som Nam Ky.

68. Batávia — i dag Djakarta.

69. Carbonára (ital.Carbonari = "kulbrændere") — fællesbetegnelse for en række hemmelige revolutionære selskaber grundlagt i begyndelsen af 1800-tallet i Italien, organiseret i små celler som frimurere, spredt over hele landet. De arbejdede for et liberalt og samlet Italien.

70. Dengang hun rejste — Efter revolutionen i 1974 flygtede en del velstående familier til Brasilien.

71. Den portugisiske nonne — Mariana Alcoforado.
Kærlighedsbreve der påstås at være skrevet i 1667 af en portugisisk nonne til en fransk løjtnant, som frem for at besvare dem - hvis ikke han selv har skrevet dem - angiveligt oversatte dem i Paris, hvor de cirkulerede i salonerne. Originalerne har man i hvert fald aldrig fundet, kun adskillige portugisiske versioner af senere dato, hvoraf én udkom 1934 på Fabritius & Sønners i Oslo oversat til dansk af Erling Christenssen: Kjærlighetsbrev fra den portugisiske nonne Søster Mariana, med orienterende forord av Dr. A. Ferreira d’Almeida. Et mesterverk fra det XVII årh. ...
"Breve fra en portugisisk nonne" er desuden udkommet på dansk i 1960 ved Regitze Boeck-Hansen på Steen Hasselbalchs Forlag, med et fremragende forord af oversætteren (Hasselbalch 192)

72. Aluá — forfriskende drik bestående af rismel, frugtskræller af ananas, knust ingefær, sukker og citronsaft. Også kaldet Arua.

73. Távora affære — Som følge af et attentat mod kong José I, den 3 september 1758 blev adelsslægten Távora , som ansås at være bagmændene, summarisk dømt og henrettet efter ordre fra ministerpræsidenten Markisen af Pombal. Se note 41.

74. Illuminater — hemmelige broderskaber i 1500- 1600-tallet, af kristelig-sværmisk art, senere frimurerisk

75. Goethes selvbiografi, – Dichtung und Wahrheit, kapitlet Der neue Paris: Digtning og virkelighed. Oversat fra tysk af Thyra Hammer. - Jespersen og Pio, 1962-63

76. Almeida Garret (1799-1854) — portugisisk romantisk dramaturg og liberal politiker.

77. Den gyldne orkidés forening — Associação da Orquídea de Ouro.

78. Kejserens i Recife — D. Pedro,(1798-1834) den første brasilianske konge (1822-1831), en kort overgang også den 29. konge af Portugal. Abdicerede begge kroner, efter at have sikret Brasilien selvstændighed (1822) og befriet Portugal fra broderens enevælde (D. Miguel).

79. Fan Zhongyan (989-1052) — prominent statsmand og strateg under Song-dynastiet.

80. Pessoa — i ODE MARÍTIMA, Poesias de Álvaro de Campos. Er udkommet på dansk i Peter Poulsens oversættelse: Fernando Pessoa, Stik modsat af hvad som helst, Digte af Álvaro de Campos, Brøndums Forlag 1998.

81. Krigskunsten — klassisk kinesisk lærebog i strategi og taktik. Bogen tilskrives den kinesiske hærfører Sun Tzu og er blevet til i det nordvestlige Kina omkring år 250 f.v.t. Er en af de ældste bevarede afhandlinger om krigens videnskab. En håndbog om samling, styring og udladning af energi, hvor den højeste krigskunst er at vinde uden kamp og den bedste strategi at overtage fjendens liv og ejendom ubeskadiget.

82. Forstillelse og vildledning — ”All warfare is based on deception”, ifølge den engelske oversættelse af Sun Tzus ”Krigskunsten”.

83. Konkubinehæren — ”Although almost nothing is known of the life of Sun-tzu, his tract, The Art of War, has been one of the most influential military handbooks in world history. Legend has it that he served the Wu dynasty after being challenged by the emperor to make an effective army out of his concubines. Sun-tzu placed the emperor's two favourites at the head of two different files of concubines and when they failed to discipline their charges he cut their heads off despite the protests of the emperor. After that the concubines drilled effectively. He became known as Sun the warrior and is reputed never top have lost a battle.”

84. Drømmen om den Røde Pavillon – se Cao Xueqin, note 53.

85. en porthvælving, hvorpå der ifølge Lene Sønderby Bech står skrevet ”Illusionens Rige”, flankeret af ordene: ”Sandhed ændrer sig til fiktion, når fiktionen gøres sand. Det virkelige bliver en illusion, når illusionen gøres virkelig”. Citatet har vi omformuleret i henhold til Agustinas tekst.

86. Tripeiro – indfødt fra Porto.

87. Overgang — overgangsperiode efter Macaus overdragelse til Folkerepublikken i 1999.

88. Kiakhta — en by i Sibirien, handelscenter mellem Rusland og Kina.

89. Pedra cordial — ”the great cordial stone of Goa” eller ”lapis de Goa”.
AMARO, Ana Maria. "Introdução da medicina ocidental em Macau e as receitas de segredo da botica do Colégio de São Paulo. Macau", ISBN: 972-35-0109-0.
Omhandler et håndskrift dateret 1788 fra jesuiterordnens bibliotek i Rom hvor flere recepter er transskriberet og annoteret ("Collecção de várias receitas e segredos particulares das principais boticas da nossa Companhia de Portugal, da India, de Macao e do Brazil ).
O Colégio de São Paulo de Goa preparava em sua botica as “pedras cordeares”, ou “pedras de Goa”, cuja fórmula era de autoria do químico florentino Gaspar Antônio, trazendo rendimentos consideráveis para o Colégio por conta de sua exportação para a Europa e para o Oriente. Começaram a ser falsificadas e comercializadas por alguns boticários de Goa, levando a que o Provincial local da Companhia de Jesus reivindicasse o monopólio de seu preparo ao Colégio em 1691.

90. Dunsinane — ”... the wood of Birnam, near Dunsinane ...” W. Shakespeare, Macbeth, 5. akt, 3. scene.

91. De Stridende Staters Tid — den del af Kinas historie der strækker sig fra år 400 f.v.t. til 221 f.v.t., da Kina blev samlet til ét kejserdømme.

92. Kvintaler - 1 kvintal = 60 kg.

93. Pilgrimsfærd — Peregrinação, se også Mendes Pinto, note 20.
Da Fernão Mendes Pinto var kommet tilbage til Portugal i 1558, nedskrev han i de sidste år af sit liv fortællingen om sine bedrifter. Hans "Pilgrimsfærd" er på én gang en forløber for det 18. århundredes samfundskritik og det 19. århundredes eksotisme. Det er det mest interessante stykke rejselitteratur i 1500-tallets Portugal, med både drama og picareske episoder. Storladne beretninger om plyndringer, tempelskændinger, skibbrud side om side med imponerende beskrivelser af fremmede civilisationers skik og brug med præcise geografiske, etnologiske og historiske detaljer. "Pilgrimsfærd", der blev skrevet mellem 1570 og 1578 og offentliggjort for første gang i Lissabon i 1614, fik en kolossal succes og blev oversat til en række europæiske sprog.
Pilgrimage shows Pinto as sharply critical of Portuguese colonialism in the Far East, recording moral and religious objections to what he perceived to be a hypocritical and greedy enterprise disguised as a religious mission. This view would later become common, but was unusual at the time. The vivid tales of his wanderings over twenty years – he wrote, for example, that he was "thirteen times made captive and seventeen times sold" – were so unusual that they were mostly not believed. They gave rise to the saying "Fernão, Mentes? Minto!", a Portuguese pun on his name meaning "Fernão, do you lie? Yes, I lie!"

94. Kuai’erne — spøgelser/ vandrende sjæle/ overnaturlige væsner, der forårsager vanvid.

95. Den Kinesiske Café – på kasinoet i Póvoa do Varzim, Nordportugal, ca. 1930.

96. Dronning Mary — Den nu afdøde dronningemoder i England.

97. Li Zhi — (1527-1602) prominent og uortodoks Ming-intellektuel. Arresteret for at sprede ”farlige ideer”, begik selvmord i fangeskab. Som forfatter indgyder han for første gang beretninger og dramaer karakter af litteratur, som hidtil var forbeholdt poesi og essays. (Oversat til engelsk af Arthur Waley).

98. Minho — Portugals nordvestlige provins.

99. Vila do Conde — kystby, 30 kilometer nord for Porto, ved Póvoa do Varzim.

100 . Direktoriet ("Le Directoire") var Frankrigs styreform 1795-99, dvs. reelt mellem Robespierre og Napoleon. Direktoriets forudsætning var Robespierres fald juli 1794, som bragte de moderate kræfter i revolutionen til magten. Der gennemførtes en afvikling af terrorregimet, men samtidig også en indskrænkning i de formelle demokratiske rettigheder.

101. Lovecraft — H.P. Lovecrafts roman Tilfældet Charles Dexter Ward , Schønberg
http://www.sleazehound.dk/reolen/anmeldelser/the_case_of_charles_dexter_ward.php

102. Benyowsky — se note 38.

103. Verdens f ørste seismograf — u dviklet i år 132 af Zhang Heng. Den var to meter i diameter og lignede et bronzekar. Otte dragehoveder var fordelt rundt om den øvre del, og under hvert af dem sad en bronzetudse. Hvis karret blev udsat for rystelserne fra et jordskælv, selv ganske svagt, trillede en kugle fra en af dragerne ned i gabet på en tudse. Takket være en mekanisme inde i karret trillede kuglen i den retning, rystelserne kom fra. Denne ”jordskælvsvejrhane” viste sin nytte ved et jordskælv i året 138.


104. Francisco Mascarenhas — Indiens vicekonge fra 1581 til 1584.

105. Da Portugal herefter annekteres af den castilianske krone (1582-1640) — se 23 og 39 om kong Sebastians fald.

106. Astrolabium — middelalderligt astronomisk instrument til bestemmelse af himmellegemernes højde over horisonten og efterfølgende bestemmelse af klokkeslæt efter stjernetid.

107. Tomas Aquino — (1225-1274) italiensk filosof og teolog, regnes for den romerskkatolske kirkes største dogmatiker.

108. Yang Zhus gamle maksime — tilskrives Pombal i forbindelse med jordskælvet i Lissabon, 1755. Yang Zhu var sofist og levede fra 370 til 319 f.v.t., i de Stridende Staters periode. Selv samme Pombal forfulgte jesuitterne (Tavora-affæren) og udviste dem fra Portugal.

109. Samfundspagtens grundsten — J.J. Rouseau, “Du Contrat Social ou Principes du Droit Politique”, 1792.

110. Mendes Pinto – se noter 20 og 93

111. Almeida Garret — se note 76.

112. Han Fei Zi — (ca. 230 f.v.t.) Samfundsfilosof. Grundlægger legalismen (retsskolen).
Han Fei-tzu had studied under the Confucian scholar Hsun-tzu and became the major theorist of the Legalist school. Confucian scholars vigorously denounced his teachings in all subsequent generations; yet his harsh pragmatism, often compared to that of Machiavelli and Kautilya, more accurately explains the actions of many rulers than does the idealistic Confucian model.

114. Om Macau og Hong Kong - artikel af Dines Bjørner




tilbage til KVINTESSENSEN
tilbage til forfatteren


"Uden Tvivl kræver denne Henvisningstavle ligesom Bogen i det hele megen Overbærenhed i Dommen om, hvorvidt her altid er truffet den rette Afgørelse mellem det, der skulde, og det, der ikke skulde tages med. At den hele Skildring dog har kostet nogen Umage, vil de sagkyndige forstaa, bedst de, som middelbart og umiddelbart har ydet Hjælp derved. Dem alle bringes herved en hjertelig Tak".

Udgiveren

Tilbage til forside: