Politikens anmeldelse den 20 maj 2005:

Den sky primadonna

I filmdivaen Catherine Deneuves dagbog skal man læse mellem linjerne.

FILMBOG

Catherine Deneuve: I min egen skygge. Oversat fra fransk af Jorge Braga (Ørby. 240 sider. illustreret. 250 kr.)

BLANDT FILMENS mest legendariske kølige blondiner finder man Catherine Deneuve. Hun fremstår i mange film, først og fremmest' i Luis Buñuels 'Dagens skønhed' fra 1967, som en femme fatale, der drevet af en indre nødvendighed må underlægge sig sit begær. I årevis var hun mange mænds drøm om isbjerget med en vulkans indre, en fiktion, ingen virkelige kvinder kunne leve op til.

Det kan hun næppe selv, i alle tilfælde ikke som hun fremstår i erindringsbogen 'I min egen skygge'. Den er ikke blevet til på traditionel vis, men er bygget op af dagbogsblade, for størstedelens vedkommende skrevet under filmindspilninger fra 1968 til 1999, afsluttet med et interview, som også er noget løst i fugerne. Indlagt er en serie familiefotografier fra hendes barndom, uvist af hvilken grund. Samt mere forståeligt en filmografi, men den fylder ikke de huller ud, som teksten skaber. Man får ikke fra her til der eller forklaring på 'de vigtige begivenheder i Deneuves liv. Enten formodes man at kende til søsteren Françoise Dorleac, der døde så tragisk som 26-årig i 1967, forholdene til Roger Vadim og siden til Marcello Mastroianni. Eller også formodes man at være ligeglad med den slags private ting, som der dog hent ydes til, især i interviewet.

DET HELE kan godt virke stærkt irriterende, indtil det går op for en, at det er i det usagte, dagbogsbladene lever. »Ofte afslutter jeg ikke mine egne sætninger«, skriver Deneuve et sted. Hun konstaterer, at hun ikke taler så meget. Det gælder også for dagbogen, hun går ikke planken ud i sin tankerække, man må ofte selv tænke sig til det usagte. Hun skriver et sted om sit ubehag under nogle optagelser i Rusland: »Mon det minder mig om barndommen, tidsånden i denne by? Vemod og aversion«. Man tænker sit.

Det behøver man nu ikke i hendes beskrivelse fra 1999 af optagelserne af 'Dancer in the Dark', filmen, som året efter fik Guldpalmen i Cannes. Ikke nogen uproblematisk oplevelse, dog ikke pågrund af von Trier, som hun beundrer, men føler sig en smule glemt og derfor svigtet af. Idet hun husker nogle oplevelser med at arbejde med Yves Montand, hvor en instruktør koncentrerede sig om den vanskelige skuespiller og ignorerede hende, skriver hun: »Det samme nu, Lars stoler på mig, men har ikke ret meget tid til mig. Jeg er ikke den, , der skaber problemer, og en instruktør er lidt af en flyvende falckmand, han skal skynde sig hen hvor det brænder på«

Det er Björk, der brænder. Deneuve forstår, men bliver efterhånden godt og grundigt træt. »Man skal ikke forvente fornuft fra hendes side, blot acceptere hende som hun er, hæmningsløs, mageløs. Jeg orker ikke længere at forstå, min gode vilje er slidt op«, skriver Deneuve, der trøster sig, når hun er i København, hvor Hotel Admiralen får top reklame for sin stemning og udsigten over havnen fra skuespillerindens værelse. Et tidligere ophold i København er gået knap så glat. Catherine Deneuve agterudsejles i Kastrup på vej fra filmoptagelser i Vietnam og hjem. Flyet går uden hende med al hendes bagage, selv hendes håndtaske på flysædet, mens hun køber laks i transitten. Kun medbringende en stor laks - og sit pas - når hun hjem til Paris. Det var næppe gået i den terrorangste nutid.

DET ER ikke en primadonna, som fremtræder i dagbogsbladene, men nok en kvinde, som kender sit værd, og som også er uhyre bevidst om, når hun ikke er i centrum; »... men jeg føler mig kun i transit. Det er virkelig ikke min film, jeg er kun på i knap tre uger. Det går virkelig op for mig når jeg spiller sammen med Sandrine, som er den egentlige heltinde. Ikke nemt. Lettere når jeg ikke er direkte konfronteret med denne kendsgerning«, hedder det om arbejdet med 'Est-Ouest'. Mere diskret kan det vist ikke udtrykkes.

'I min egen skygge' giver et stilfærdigt, men på sin egen måde fyldestgørende indtryk af en skuespillerinde, der tager sit arbejde meget alvorligt, men som ikke glemmer at bruge øjne og ører til andre ting. Hendes oplevelser af Vietnam under indspilningen af 'Indokina' er glimrende formidlet, ligeledes samarbejdet med forskellige instruktører og skuespillere. Sladder skal man ikke forvente sig, ej heller betroelser fra intimsfæren. Det er ikke her, vi får afsløringen om diverse elskere eller nyere kosmetiske forbedringer. Der er stadig noget, man kunne forveksle med ophøjethed ved Deneuve. I virkeligheden er det nok skyhed samt en udpræget sans for, hvad der er passende.

Nogle få, men irriterende sproglige bommerter i oversættelsen kunne man nu godt have levet uden. Buñuel »tyggede ikke på sine ord«, og Warren Beatty havde »meget smør om munden«. Mon dog?

HELLE HELLMANN

Tilbage til forside: