Ringergården 9, 1.tv.
DK 2400 København NV
 
Tlf.:
+45 2721 5832

e-mail
 

Uddrag af
EN HUND DER DRØMMER
af Agustina Bessa-Luís

Sandheden er den at Léon Geta var en lykkelig mand - derhjemme på Rua Nova do Almada, når han gik til frokost på Ferrari, til Bénard for at drikke te, eller på Brasileira for at mødes med litteraterne som ikke undlod at placere ham ud fra hans udtale og måde at klæde sig på. Han gik med overfrakke om vinteren på trods af Lissabons milde klima og vakte moro ved den måde han sagde "ej" på, i stedet for det almindelige "nej". En ejendommelighed værre end en dialekt. De ville aldrig tage ham alvorligt, for de fattede ikke at det perifere er centralt for dannede mennesker.
For at vende tilbage til de kvinder han ikke besejrede, men som han forførte; de optog kun en beskeden plads i hans liv. Dovenskab afholdt ham fra at beskæftige sig med dem hvis omgang krævede et stort energiforbrug, især mentalt. Hvor lovende forholdet til en kvinde end kunne forekomme ham, kunne det ikke måle sig med en flues summende kredsen over hans kaffekop, lige netop hans kop, Léons. - Mon den vil sætte sig på underkoppen eller måske på kanten? Måske kravler den ned i krateret hvor sukkeret har klumpet sig sammen til et rigtigt bolsje der skinner fra bunden som et fristende øje? Den er stærk og modig som en tyr, indrømmet. Desuden ser den til alle sider, intet undslipper dens blik. Men den har en brist: den kan ikke vælge fra, den fortærer alt med fornøjelse, hvor stinkende det end måtte være. Kønsdriften driver den til det, et altfortærende begær, som alt hvad der har med sex at gøre.
Imidlertid bestræbte en smuk, parfumeret dame sig på at bibringe ham nogle åndfulde betragtninger med stærke suggestive symboler i en blanding af roser og fauner. Eller også talte hun om musik, det fænomen der ellers kan suge al grå masse og indvolde ud af den største kryster. Léon tabte ikke fluen af syne, og Amálio, der kendte ham, bad tjeneren om at fjerne kopperne.
- Har vi travlt? spurgte Léon.
- Ønsker De en kaffe til?
- Nej tak. - Han lod øjnene glide drømmende omkring i salen, og dér stod operasangerinden, helt bagerst i salen. Hendes stambord var optaget, og kun moderen havde fundet sig en plads hvor hun nippede til et glas der næsten forsvandt i hendes fede hånd. Hun var iført kniplingshandsker og skævslidte sko, store som kufferter. Sikken plat og vulgær mor! Hun trak sikkert nedad i sangerindens karriere; det var nok grunden til den aggressive holdning over for Callas. "Hun er ikke en primadonna, hun er en jammerlig prinsesse!" hørte man hende sige. "Jammerlig!" Det var længe siden Léon havde hørt den vending. Han lænede sig en smule tilbage og lod sig synke i til halsen af behagelige og ligegyldige erindringer. Det var omsonst at stræbe efter at skabe noget originalt når alt allerede var sagt, og det særdeles godt, både af grækerne og deres lige. Heden føltes som et kys på kinden, som varmen fra Chiado føles når den ikke mættes af fugten fra flodbrisen.


Retur til top
 

forsiden
bogen
forfatteren