 |
 |
|
Ringergården 9, 1.tv.
DK 2400 København NV |
|
Tlf.:
|
+45
2721 5832 |
e-mail |
|
|
|
 |
Uddrag
af
EN HUND DER DRØMMER
af Agustina Bessa-Luís
|
Sandheden
er den at Léon Geta var en lykkelig mand - derhjemme på
Rua Nova do Almada, når han gik til frokost på Ferrari,
til Bénard for at drikke te, eller på Brasileira for at
mødes med litteraterne som ikke undlod at placere ham
ud fra hans udtale og måde at klæde sig på. Han gik med
overfrakke om vinteren på trods af Lissabons milde klima
og vakte moro ved den måde han sagde "ej" på, i stedet
for det almindelige "nej". En ejendommelighed værre end
en dialekt. De ville aldrig tage ham alvorligt, for de
fattede ikke at det perifere er centralt for dannede mennesker.
For at vende tilbage til de kvinder han ikke besejrede,
men som han forførte; de optog kun en beskeden plads i
hans liv. Dovenskab afholdt ham fra at beskæftige sig
med dem hvis omgang krævede et stort energiforbrug, især
mentalt. Hvor lovende forholdet til en kvinde end kunne
forekomme ham, kunne det ikke måle sig med en flues summende
kredsen over hans kaffekop, lige netop hans kop, Léons.
- Mon den vil sætte sig på underkoppen eller måske på
kanten? Måske kravler den ned i krateret hvor sukkeret
har klumpet sig sammen til et rigtigt bolsje der skinner
fra bunden som et fristende øje? Den er stærk og modig
som en tyr, indrømmet. Desuden ser den til alle sider,
intet undslipper dens blik. Men den har en brist: den
kan ikke vælge fra, den fortærer alt med fornøjelse, hvor
stinkende det end måtte være. Kønsdriften driver den til
det, et altfortærende begær, som alt hvad der har med
sex at gøre.
Imidlertid bestræbte en smuk, parfumeret dame sig på
at bibringe ham nogle åndfulde betragtninger med stærke
suggestive symboler i en blanding af roser og fauner.
Eller også talte hun om musik, det fænomen der ellers
kan suge al grå masse og indvolde ud af den største
kryster. Léon tabte ikke fluen af syne, og Amálio, der
kendte ham, bad tjeneren om at fjerne kopperne.
- Har vi travlt? spurgte Léon.
- Ønsker De en kaffe til?
- Nej tak. - Han lod øjnene glide drømmende omkring i
salen, og dér stod operasangerinden, helt bagerst i salen.
Hendes stambord var optaget, og kun moderen havde fundet
sig en plads hvor hun nippede til et glas der næsten forsvandt
i hendes fede hånd. Hun var iført kniplingshandsker og
skævslidte sko, store som kufferter. Sikken plat og vulgær
mor! Hun trak sikkert nedad i sangerindens karriere; det
var nok grunden til den aggressive holdning over for Callas.
"Hun er ikke en primadonna, hun er en jammerlig prinsesse!"
hørte man hende sige. "Jammerlig!" Det var længe siden
Léon havde hørt den vending. Han lænede sig en smule tilbage
og lod sig synke i til halsen af behagelige og ligegyldige
erindringer. Det var omsonst at stræbe efter at skabe
noget originalt når alt allerede var sagt, og det særdeles
godt, både af grækerne og deres lige. Heden føltes som
et kys på kinden, som varmen fra Chiado føles når den
ikke mættes af fugten fra flodbrisen.
Retur
til top
|
|
|
|
|
forsiden
bogen
forfatteren |
|
|
|
|