Anmeldelse af Lars Bonnevie
Weekendavisen uge 09 2014
Til blanke felter hører blandt andet dem, der står mellem ordene og i kraft af deres tomhed signalerer, at det skrevne måske også har et mellemværende med virkeligheden, og at vi her befinder os på områder, hvor årsagskæden hopper af.
Forfølger vi dette emne, vil vi møde og måske selv producere en masse esoterisk nonsens, så det lader vi være med. Til gengæld kan vi goutere de åndsmennesker, herunder forfattere, der ikke er bange for at forlyste deres publikum med den usikkerhedsfornemmelse, som teksten med sine blanke felter afstedkommer.
Hermed er også sagt, at læseren af denne anmeldelse endnu kan nå at springe af.
Det ovenstående kunne nemlig være fundamentet for trilogien Usikkerhedsprincippet (2001-2003), som den nu 92-årige Agustina Bessa-Luís er ophavskvinde til, og som udgiveren og oversætteren Jorge Braga præsenterer os for det tredje bind af.
Han mener ikke at kunne nå at oversætte alle bind i sit nuværende liv, og heller ikke at vi vil have tålmodighed til at læse dem. Jeg vover ikke at modsige ham. Under alle omstændigheder har jeg sjældent læst noget, hvor jeg i den grad har været og er på gyngende grund. En ikke entydigt ubehagelig fornemmelse, trods alt.
Agustina Bessa-Luís er, for nu at præsentere hende kort, en af Portugals mest betydelige forfattere og dramatikere med flere filmatiseringer af sine værker bag sig.
I 2004 modtog hun Camões-prisen, den fornemste litteraturpris i Portugal, som tak for et langt livs indsats i litteraturens tjeneste, men var allerede inden da begravet i medaljer og æresbevisninger.
Af helbredsgrunde er hun holdt op med at skrive, men inden da nåede hun at producere en alenlang publikationsliste.
Hun repræsenterer den romantiske og ironiske retning i portugisisk litteratur ligesom en af sine inspirationskilder, Camilo Castelo Branco fra midten af 1800-tallet, hvis hang til mystifikationer og pikareske forløb anes som klangbund for det foreliggende værk. Sidstnævnte skrev den populære Kærlighed til undergangen (Amor de Perdiçaõ), en handlingsmættet knaldroman, der i nogle af sine handlingselementer godt kan minde om Bessa-Luís’ måde at skrue en roman sammen på.
De blanke felter er nemlig karakteristiske derved, at personerne er bærere af mytiske og emblematiske egenskaber.
Det gælder især Camila, en pige fra den fattige landadel, der ganske vist i sit andet ægteskab gør et godt parti med sagføreren og våbenhandleren Raul, men som også er en evigt utilfreds forvandlingskugle, ingen kan sætte etiketter på. Heller ikke hun selv. Hun løber hjemmefra og skifter social status og profession som andre skifter skjorte, og da bogens fortæller har det med at lade dens virkelighedsplaner flyde ind og ud mellem hinanden, og eftersom tids- og stedbestemmelserne er uklare (mit gæt er et sted mellem 60erne og 80erne), kan man sige, at usikkerheden her bliver et bærende princip.
Den bliver ikke mindre af, at der ofte optræder indskud med Camilas og de øvrige personers gøren og laden fra de to foregående bind, og jeg køber derfor heller ikke helt påstanden om, at de tre romaner kan læses særskilt.
Der er i hvert fald nogle bump på vejen, som er svære at overse. Til gengæld er Camila en fascinerende person, gennem hvis øjne vi ser det portugisiske samfund udvikle sig i det 20. århundredes slutning med sine nyfattige, nyrige, sin korruption, »triste seksualitet« og alt, hvad der ellers adskiller nutidens Portugal fra de gode gamle dage, hvor man kendte sin plads.
Hun er medvider, medløber og oprører. Til syvende og sidst er hun også nihilist, og det er dette, der gør hende fascinerende.
Det er altså en roman i hvis strøm man roligt kan lade sig drive med, nyde forfatterens festfyrværkeri af aforismer om det hele, det spindelvævstynde slør mod den virkelige verden, hvor der kun findes rædsel og så endda i kraft af fortællingens raffinementer nå tørskoet i land.
Hvis jeg må nævne et lille aber dabei, er det, at rollen som udgiver og oversætter sjældent kan forenes i én person, hvis resultatet skal blive acceptabelt. Dette være sagt med al respekt for en fortjenstfuld satsning.
Agustina
Bessa-Luis: De Blanke felter.
Roman. Oversat efter "Os Espaços em Branco" med noter
af Jorge Braga.
340 sider. Vejl. Pris kr. 350. Forlaget Ørby.
tilbage til bogen
Bonnevies anmeldelse af Kvintessensen
tilbage til forsiden