En fornemmelse for usikkerhed
Anmeldelse af Lars Bonnevie
Weekendavisen
uge 09 2014
     

Til blanke felter hører blandt andet dem, der står mellem ordene
og i kraft af deres tomhed signalerer, at det skrevne måske også
har et mellemværende med virkeligheden, og at vi her befinder os på
områder, hvor årsagskæden hopper af.
Forfølger vi dette emne, vil vi møde og måske selv producere
en masse esoterisk nonsens, så det lader vi være med. Til gengæld
kan vi goutere de åndsmennesker, herunder forfattere, der ikke er
bange for at forlyste deres publikum med den usikkerhedsfornemmelse, som
teksten med sine blanke felter afstedkommer.
Hermed er også sagt, at læseren af denne anmeldelse endnu kan
nå at springe af.
Det ovenstående kunne nemlig være fundamentet for trilogien
Usikkerhedsprincippet (2001-2003), som den nu 92-årige Agustina Bessa-Luís
er ophavskvinde til, og som udgiveren og oversætteren Jorge Braga
præsenterer os for det tredje bind af.
Han mener ikke at kunne nå at oversætte alle bind i sit nuværende
liv, og heller ikke at vi vil have tålmodighed til at læse dem.
Jeg vover ikke at modsige ham. Under alle omstændigheder har jeg sjældent
læst noget, hvor jeg i den grad har været og er på gyngende
grund. En ikke entydigt ubehagelig fornemmelse, trods alt.
Agustina Bessa-Luís er, for nu at præsentere hende kort, en
af Portugals mest betydelige forfattere og dramatikere med flere filmatiseringer
af sine værker bag sig.
I 2004 modtog hun Camões-prisen, den fornemste litteraturpris i Portugal,
som tak for et langt livs indsats i litteraturens tjeneste, men var allerede
inden da begravet i medaljer og æresbevisninger.
Af helbredsgrunde er hun holdt op med at skrive, men inden da nåede
hun at producere en alenlang publikationsliste.
Hun repræsenterer den romantiske og ironiske retning i portugisisk
litteratur ligesom en af sine inspirationskilder, Camilo Castelo Branco
fra midten af 1800-tallet, hvis hang til mystifikationer og pikareske forløb
anes som klangbund for det foreliggende værk. Sidstnævnte skrev
den populære Kærlighed til undergangen (Amor de Perdiçaõ),
en handlingsmættet knaldroman, der i nogle af sine handlingselementer
godt kan minde om Bessa-Luís’ måde at skrue en roman
sammen på.
De blanke felter er nemlig karakteristiske derved, at personerne er bærere
af mytiske og emblematiske egenskaber.
Det gælder især Camila, en pige fra den fattige landadel, der
ganske vist i sit andet ægteskab gør et godt parti med sagføreren
og våbenhandleren Raul, men som også er en evigt utilfreds forvandlingskugle,
ingen kan sætte etiketter på. Heller ikke hun selv. Hun løber
hjemmefra og skifter social status og profession som andre skifter skjorte,
og da bogens fortæller har det med at lade dens virkelighedsplaner
flyde ind og ud mellem hinanden, og eftersom tids- og stedbestemmelserne
er uklare (mit gæt er et sted mellem 60erne og 80erne), kan man sige,
at usikkerheden her bliver et bærende princip.
Den bliver ikke mindre af, at der ofte optræder indskud med Camilas
og de øvrige personers gøren og laden fra de to foregående
bind, og jeg køber derfor heller ikke helt påstanden om, at
de tre romaner kan læses særskilt.
Der er i hvert fald nogle bump på vejen, som er svære at overse.
Til gengæld er Camila en fascinerende person, gennem hvis øjne
vi ser det portugisiske samfund udvikle sig i det 20. århundredes
slutning med sine nyfattige, nyrige, sin korruption, »triste seksualitet«
og alt, hvad der ellers adskiller nutidens Portugal fra de gode gamle dage,
hvor man kendte sin plads.
Hun er medvider, medløber og oprører. Til syvende og sidst
er hun også nihilist, og det er dette, der gør hende fascinerende.
Det er altså en roman i hvis strøm man roligt kan lade sig
drive med, nyde forfatterens festfyrværkeri af aforismer om det hele,
det spindelvævstynde slør mod den virkelige verden, hvor der
kun findes rædsel og så endda i kraft af fortællingens
raffinementer nå tørskoet i land.
Hvis jeg må nævne et lille aber dabei, er det, at rollen som
udgiver og oversætter sjældent kan forenes i én person,
hvis resultatet skal blive acceptabelt. Dette være sagt med al respekt
for en fortjenstfuld satsning.
Agustina
Bessa-Luis: De Blanke felter.
Roman. Oversat efter "Os Espaços em Branco" med noter
af Jorge Braga.
340 sider. Vejl. Pris kr. 350. Forlaget Ørby.
tilbage til bogen
Bonnevies anmeldelse af Kvintessensen

tilbage til forsiden
|